1864-Arkivet

‹ Ét niveau op

11. Batteri – kaptajn Fallesen

Rapport ved Kaptajn Morten Edvard Fallesen om 11. Feltbatteris deltagelse i kampene den 18. april 1864.

Rapport
over
Affairen ved Dybbøl den 18. April 1864
(11. Batteri, Fallesen)
Saasnart Undertegnede omtrent Kl. 10 Fmdg. fra Batteriets daværende Cantonnement, Sønderborg Ladegaard, hørte Geværilden, lod jeg strax Batteriets 6 Kanoner /: den 4de Deling stod i fast Stilling til Høire af Skandsen No. 10:/ gjøre marchsfærdige og begive mig paa Veien til Dybbøl. Jeg havde allerede naaet Broen ved Als Sund, da jeg modtog Ordre fra Overcommandoen om hurtig Udrykning. Paa Vei til det forud opgivne Placement paa Stillingens venstre Fløi, mødte jeg et retirerende Regiment, som jeg forgjæves søgte at faae til at gjøre omkring, og fortsatte Marchen fremad indtil Oberstlieutenant Stjernholm gav mig Ordre til at begive mig med Kanonerne til Høiderne Syd for Møllebatteriet.

Herfra blev et fjendtlig Feltbatterie ved Dybbøl Mølle beskudt og tvungen til at rykke tilbage, ligesom der ogsaa blev skudt paa enkelte Colloner. Under denne Skydning ankom Premierlieutenant Grüner for at melde, at han, da han pludselig havde mærket sig omgaaet af Fjenden (samtidig med at Infanteri – Brigaden efter ordre gik tilbage), med sit Mandskab havde forladt de to Kanoner ved Skandsen No. 10,(for hvilke der ikke var Skud), efter først at have forsøgt, med Haandkraft, at faae Kanonerne med. Alt ved Steengaarden maatte han imidlertid lade dem staae og fik kun den ene fornaglet.

Da der fra Batteriets Standplads ikke viste sig mere at skyde paa, og jeg samtidig saae, at Møllebatteriet var forladt af sit Mandskab, formeentlig paa Grund af den brændende Mølle, men jeg dog antog, at Skandsen maatte kunne betjenes, da Vinden bar fra og desuden den tynde træbelægning strax var fortæret af Luerne og saaledes Heden mindre, opfordrede jeg mine Folk til frivillgt at melde sig til Møllebatteriets Betjening, der var saa vigtig for at standse Fjendens Fremrykken. Der meldte sig strax 2 Corporaler, 4 Undercorporaler og 8 Mand, hertil sluttede sig 1 Corporal og 1 Constabel af 13. Batteri, hvilke begav sig til Møllebatteriet og betjente det med meget god Virkning i over en Time med Granater og Kardætsker.
Imidlertid modtog Batteriet Ordre til at begive sig ud i Stillingen langs Alssund. Efter Aftale med Capitain Salto afløstes nu Mandskabet i Møllebatteriet med Folk af 13. Batterie, hvorefter Undertegnedes Batterie marcherede ud til den opgivne Stilling ved Sundet.

De Mandskaber, der frivillig meldte sig til Møllebatteriet, vare: Corporalerne Lumbye og Zandell (svensk Frivillig), Undercorporalerne No. 20 Jacobsen, 21 Larsen, 22 Schou, 53 Jensen (saaret), Constablerne No. 36 Nielsen, 55 Lauritzen, 56 Rasmussen, 104 Nielsen, 241 Burchardt, 242 Jørgensen, 248 Carlsen, 307 Sørensen, samt Corporal Petersen og Constabel Due af 13. Batterie. De fortjene formeentlig Samtlige at nævnes i Dagsbefaling. Særlig tillader jeg mig at fremhæve til yderligere Paaskjønnelse: Corporalerne Lumbye og Zandell samt Undercorporal No. 23 Jensen (saaret under beskydningen), hvilke ved den Lyst, hvormed de gik ind paa Foretagendet, og ved deres Mod og Conduite under Betjeningen, afgave et følgeværdigt Exempel for deres Kammerater.
Foruden den nævnte saarede havde Batteriet en død? Constabel (No. 41 Thomas Jensen), og en saaret Undercorporal (No. 91 Knud Sørensen).

Cantonnement Klintinge, den 21. April 1864.
Fallesen
Capitain og Batterichef.