1864-Arkivet

‹ Ét niveau op

8. Batteri – kaptajn Messerschmidt

Rapport ved Kaptajn Frederik William Ferdinand Messerschmidt om 8. Feltbatteris deltagelse i kampene den 18. april 1864.

Til
Armeens Artillerie.

Rapport
fra det 8de Batterie over dets Deeltagelse i Fægtningen d. 18. April 1864.
3die Deling under Sergeant Witzleben befandt sig i det anviste Placement imellem Skandserne No. 8 og 9. Omtrent Kl. 10 Formiddag hørtes Geværskud paa venstre Fløi og aabnedes Ilden fra Fjendens Batterier i Fronten. Sergeant Witzleben blev saaret i venstre Skulder af et Granatstykke, men forblev dog ved Delingen. Omtrent Kl. 11 fik det i Nærheden staaende Infanterie Ordre til at trække sig tilbage. Bespændingen havde ikke faaet Ordre til at begive sig fra Brohovedet, hvor den befandt sig, til Kanonerne, og disse maatte derfor forlades, de bleve fornaglede af Undercorporal No. 105 af 4. Batterie Mikkelsen og Constabel No. 62 af 5. Batterie Madsen, hvilke sidste modtog Sætteren, medens ellers intet af Betjeningstøiet blev reddet.

Under Retraiten til Brohovedet blev Undercorporal No. 25 Jensen saaret i Ryggen af en Geværkugle, men baade han, Sergeant Witzleben, det øvrige Betjeningsmandskab og Bespændingen kom dog lykkelig over til Als. Af den Ammunitionsvogn, som stod i Brohovedet, maatte Bagvognen efterlades, da de to Constabler, som vare ansatte ved den, ikke efter Omprotsningen vare i stand til at faae den paaprotset igjen og ingen Hjælp kunde faae.

Den øvrige Deel af Batteriet rykkede ifølge Befaling fra Overcommandoen, udstedt i Ulkebøl Kl. 11 Formiddag, ind til Sønderborg, hvor den ankom Kl. 1, og opstilledes i de forud anviste Placementer.

1ste Halvbatterie under Lieutenant Bræstrup opstilledes ved Slottet og blev strax under Fremrykningen beskudt fra Batterierne paa Broager og af det fjendtlige Infanterie. I det derværende Placement var kun plads til de tre Kanoner, den fjerde maatte placeres Nord for de andre, kun tildeels dækket af Brystværnet og af en Forhøining i Terrainet, og kunde kun leilighedsviis bringes til Skud. Afprotsningen foregik uden Tab, hvilket for en stor deel skyldtes Lieutenant Bræstrup og Corporal Holmgreen som selv toge Haand imed, men strax efter Afprotsningen bleve Trainconstablerne No. 7 Wiuf og No. 118 Rasmussen saarede samt 1 Hest dræbt og 2 Heste saarede.

Halvbatteriet gjorde i Tiden fra Kl. 1 til 8 om Eftermiddagen i alt 48 Granatskud imod det fjendtlige Infanterie, der viste sig paa Chausseen, i Terrainet Syd for samme og ved det nordlige Brohoved, og det lykkedes at tvinge de fjendtlige Colonner, som viste sig, til at sprede sig og søge Dækning. Distancerne varierede imellem 1000 og 2500 Alen. – Det blev hele Tiden beskudt fra Broager med Granater, hvoraf Stykker sloge ned baade foran og bag Brystværnet. Betjeningen vanskeliggjordes endvidere derved, at de Constabler, som hentede Ammunitionen, vare udsat for den fjendtlige Geværild, der saarede Constabel No. 135 af 2det Batterie Hansen, som var sendt til Halvbatteriet fra 4. Deling. –

Ved Bortskaffelsen af de Saarede viste to Ambulancesoldater af Den Kongelige Livgarde til fods en Iver og Uforsagthed, som her fortjener at omtales, og det samme gjælder baade Commandeurer og Betjeningsmandskabet ved Halvbatteriet, der ikke lode sig forstyrre i deres Forretninger af Geværkuglerne, der igjennem Skydeskaarene rettedes imod dem.

4de Deling under Overfyrværker Rasmussen rykkede ind i Placementet ved Haverne, ligeoverfor den søndre Bro, hvor en Deling af 2det Batterie allerede havde taget Position. Indrykningen i Placementet foregik under den fjendtlige Ild, dog uden Tab, ligesom Delingen heller ikke senere havde andet Tab end den omtalte Constabel, der var sendt til 1ste Halvbatteri. – Delingen aabnede strax sin Ild imod det fjendtlige Infanterie, som rykkede frem imod Brohovedet, og beskød senere det fjendtlige Feltartillerie paa Dybbelbjerg. Under denne Skydning havdes det Uheld, at et Frictionsrør, efter der var gjort 17 Skud med Kanonen, blev siddende i 4 punds Kanon og ikke kunde bringes ud, Kanonen blev derfor bragt til Haandværkeretaten i Sønderborg, men blev her fuldstændig fornaglet, saa den maatte ombyttes ved Parken i Ulkebøl, hvorfra en ny Kanon først erholdtes, efter at det var blevet mørkt.
Fra omtrent Kl. 2½ Eftrm. beskød 7 punds Kanon, der i alt gjorde 79 Skud, i Forening med den hosstaaende Deling af 2. Batterie, Færgen og den søndre Bro. – Constabel No. 3 af 12. Batteri, til Tjeneste ved 6. Fæstningscompagni, meldte sig frivillig ved Delingen og deeltog hele Tiden i Beskydningen. – Batteriet tillader sig ved denne leilighed at fremhæve og anbefale de Følgende til Belønning med Hæderstegn.

Secondlieutenant Bræstrup, der med Utrættelighed assisterede Batteriet under Retraiten fra Slesvig, med Ro, Besindighed og Iver har deeltaget i de fleste Fægtninger, der har fundet Sted ved Dybbelstillingen og ved Kampen den 18. do. har viist et fortrinligt Forhold.

Overfyrværker Rasmussen, der i sin lange Tjenestetid og ikke mindst baade under det forrige og det nuværende Felttog har viist sig som en paalidelig og ufortrøden Mand, der under Retraiten fra Slesvig anstrengte sig næsten over sine Kræfter for at genforene Batteriet, og som under vanskelige Forhold, saalede som i Kampen d. 18. ds., har viist et Mod og en Fasthed, der har havt en afgjørende Indflydelse paa Mandskabet.

Midlertidig Corporal Holmgreen, der under det hele Felttog og navnlig under Retraiten fra Slesvig har været Batteriet til særdeles megen Nytte ved den Indflydelse, han ved sin Dygtighed som Commandeur, sit Mod, Uforsagthed og gode Humeur har forskaffet sig over Mandskabet i det Hele og navnlig over den Deling, som han commanderer. Hans Deling er altid, saaledes ogsaa den 18. do., den første, der møder til Udrykning, og tillige den bedste, hvad Orden og Raskhed angaaer.

Vollerup den 20de April 1864.
Messerschmidt
Capitain og Batterichef.