1864-Arkivet

‹ Ét niveau op

7. Kompagni – premierløjtnant Nielsen

Rapport ved premierløjtnant Ivar Peter Frederik Nielsen om 17. Regiments 7. Kompagnis deltagelse i kampen den 18. april 1864. Premierløjtnant Nielsen bliver taget til fange og skriver rapporten i krigsfangenskab.

Til Det 17de Infanteriregiment!

Rapport
over det 17de Infanteriregiments 7de CompagniDeeltagelse
i Kampen paa Dübbelbierg den 18 april 1864.

Den 17de April Kl. 9 Aften besatte Compagniet ifølge Ordre Løbegraven imellem Skandsen No.7 og 8 med 3½ Delinger, og Skandse No.7 med ½ Deling under Foureer Ditmar. Compagniets Styrke var 3 Officerer, 8 Underofficerer, 1 Spillemand, 15 Undercorporaler og 99 Menige.
Compagniet modtog Instrux, i Tilfælde af Angreb navnlig at concentrere Ilden imod Slugten mellem Skandserne No.6 og No.8. Der udstilledes desaarsag 2 Poster fra Compagniets Høire Fløi imod Slugten. Desuden havde Compagniet den almindelige Instrux, ikke at forlade Stillingen uden ifølge Ordre.

Den 18de April overøstes hele Stillingen fra Kl. 4 Morgen med en Regn af alle mulige Projektiler, der vedblev selv, efterat Infanterifægtningen senere begyndte.
Ca. Kl.10 Formiddag hørtes de første Skud at falde i Forpostkjæden, og Compagniet indtog strax sin Allarmstilling. Kortefter saaes Preusserne at Storme op imod No.6, og Compagniet aabned Tiraillierild paa dem, saavel under Stormen, som efterat de havde taget Skandsen. Under denne Chargering rykkede Regimentets 1ste Compagnie under Lieutenanterne Dameck og Sparre rodeviis ind mellem det 7de Compagni i Løbegraven, og den samlede Ild fortsattes nu uafbrudt saa levende som muligt imod den fra Skandserne No.5 og No.6 imod No.7 fremstormende Fjende.
Da Skandse No.7 stormedes og kortefter toges af Fjenden, beordredes Compagniet af Bataillonscommandeuren til at angribe No.7 og standse Fjendens videre Fremtrængen.

Undertegnede samlede saameget Mandskab, som muligt, og aabnede dermed fra venstre Fløis Traverser en hæftig Ild imod Fjenden, der allerede trængte frem fra No.7 og enfilerede Løbegraven.
Den fjendtlige Overmagt var imidlertid for stor. Compagniets yderste venstre Fløi under Lieutenant Wolff blev taget med Bajonetten og Kolbeslag, Lieutenanten selv blev ramt af et Skudsaar og et Kolbeslag, men er dog kun let saaret. Den øvrige Deel af venstre Fløi blev af Fjenden, der trængte haardt ind, opfordret til Overgivelse, hvilket afsloges,- og Undertegnede da med resten af venstre Fløi retirerede nu henimod No.8, forat forene sig med Løbegravens høire Fløi.

Denne var imidlertid allerede gaaet tilbage, og Retraiten fortsattes derfor fra Løbegraven under en uafbrudt Gevær – og Kardætskild indtil en ca. 300 Skridt bag Løbegraven værende Travers, bag hvilken Stilling tages, og Ilden atter aabnedes. Meget Mandskab var imidlertid tabt, Lieutenant Borberg haardt saaret af 3 Kugler, Corporal No.10 Rasmussen dræbt, og Undertegnede havde ved Ankomsten til Traversen kun ca. 20 Mand tilbage, hvortil Lieutenant Sparre sluttede sig med 3 Mand. I denne Stilling angrebes vi af ca. 100 Preussere og holdt os indtil ca. Kl. 11 ¾. Lidt længere tilbage laae en Deel af Compagniets 2den Deling under Corporal Kingstrup, som faldt ramt af 2 Kugler. Aspirant Ramsing forsøgte derpaa med Resten at avancere frem, men flere faldt strax, og kun ene naaede han Compagniets Tete

Fjenden forsøgte nu med en Kjæde, at omgaae os i vor venstre Flanke, men dreves tilbage af Ilden fra den bag os værende Deel af Regimentet, og han tog nu Stilling ca. 50 Skridt foran os, hvorfra han beskjød os, som samtidig bestrøges af Kardætskild i vor høire Flanke. Den af Fjenden flere Gange gjentagne Opfordring til Overgivelse afsloges stadig i Haab om Undsætning, hvori vi bestyrkedes ved, at Regimentsadjudanten et Øieblik kom frem til os og yttrede, at en Deel af Bataillonen under Hr. Capitain Lund laae bag os.- Der kom imidlertid ingen Forstærkning, et nyt Preussisk Commando paa ligeledes ca. 100 Mand avancerede frem i vor høire Flanke og styrtede ind paa os med Bajonetten, medens vi samtidig angrebes i Fronten. Vort ringe Mandskab kastede da Geværerne og overgav sig. Den saarede Lieutenant Borberg transporteredes til en Preussisk Læge, men siges desværre senere at være død, han var en tapper og koldblodig Officer med megen Conduite.

De fangne Officerer adskiltes fra mandskabet og fremstilledes paa Aunbierg for Kronprindsen af Preussen og Feltmarschal Wrangel, der Begge udtalte deres levende Anerkjendelse af den ydede Modstand, hvorpaa vi transporteredes til Fæstningen i Posen.
En liste med de herværende Fanger af 7de Compagni følger vedlagt, antallet af de Faldne kan derimod ikke opgives, da Compagniet var blandet med 1ste Compagnie.
Sluttelig tillader Compagniet sig herved at fremhæve Officersaspirant Ramsings modige og rolige Adfærd saavel under denne Kamp, som under de foregaaende Bombardementsdage.

Fæstningen Posen, den 25de April 1864.
Fort Winiary

Ivar Nielsen
Premierlieutenant og
Compagnicommandeuer for

17de Infanteriregiments 7de Compagni.

Viser 3 emner.