1864-Arkivet

‹ Ét niveau op

5. Kompagni – sekondløjtnant Galster

Rapport ved sekondløjtnant (senere premierløjnant) Carl Galster om 17. Regiments 5. Kompagnis deltagelse i kampen den 18. april 1864. Galster havde overtaget kommandoen fra premierløjtnant Frederik Bechmann Hoppe, som var såret den 16. april.

Til Det 17de Infanteri Regiment. 

Rapport
over 17de Regiments 5te Compagnies Deeltagelse
i Kampen
den 18de April 1864 paa Dybbølbjerg.
Efter Ordre besatte Compagniet, hvis Styrke var 2 Officerer, 1 Officeersaspirant, 3 Underofficerer, 2 Spillemænd, 10 Undercorporaler og 95 Menige, den 17de dennes om Aftenen Kl. 9 Skandse 8 med 3 Delinger medens 1 Deling under Aspirant Wolffs commando besatte Løbegraven til den mellem samme og Skandse 6 værende Slugt. Natten svandt hen, uden at hverken Skandsen eller Besætningen led Noget. Ved Daggry den 18de dennes forlod ifølge den modtagne Instrux de 2 Delinger Skandsen for at indtage Dagstillingen. Ved den heftige Artilleriild, der omtrent samtidig begyndte, havde Compagniet kun 1 Mand meget let saaret. Strax da Geværilden i Forpostkjæden lod sig høre, satte de 2 Delinger sig i Løb for paany at besætte Skandsen, men mistede ved den heftige Geværild vist omtrent ½ Deling. Saaledes bestod Skandsens Infanteribesætning kun af 2½ Deling altsaa omtrent 60 Mand, der henimod Kl. 10, havde indtaget den Stilling, som Aftenen forud var bleven anviist dem.

Broen blev strax trukket ind, men palisadeporten var nedskudt. Paa Skandse 6 viste det preussiske Flag sig strax, og da fra sammes Brystværn, samt fra en preussisk Tirailleurkjæde, der havde besat Høideryggen foran No. 6, en heftig Geværild begyndte, og intet Frontalangreb, men derimod en omgaaende Bevægelse var at befrygte, besatte den ringe Besætning deels Brystværnet mod No. 6, deels Struben af Skandsen. Her vedligeholdt Infanteribesætningen en heftig Kamp, beskudt fra Fronten med Granater, fra Skandse 6 med Kardætsker og Geværild og fra Skandse 7, da den senere blev tagen, med Geværild. Besætningen fra Løbegraven mellem 8 og 7 saaes vige tilbage, og Broen blev skudt frem for at faae nogen Understøttelse, men forgjæves. 2 Gange saaes Preusserne fra No. 7 at nærme sig Skandsen, men begge Gange bleve de ved Ildens Virkning kastede tilbage.

Imidlertid var Aspirant Wolff med sin Deling tagen i Løbegraven, og Løbegraven mellem Skandserne 8 og 9 forladt, og det lykkedes Preusserne ubemærket at komme ned i Graven. Paa dette Punkt var Infanteribesætningen betydelig svunden ind, og med 2 smaa Hobe, hvis størrelse ei bestemt kan angives, holdtes Skandsen ved Porten besat. Den største Deel af Artilleribesætningen var borte. I ét Nu var Brystværnets Krone besat af Preusserne, og Folkene strakte Gevær. Hvorlænge Kampen varede kan ikke nøie angives, alle 60 Patroner vare bortskudte, og i nogen Tid var Skandsens Reserveammunition bleven anvendt.
2 Compagnier besatte Skandsen og udenfor samme eller om samme saaes en betydelig Styrke. Indtil Skandsen blev tagen virkede Artilleriilden og Geværilden sammen. Compagniet maa beklage Tabet af mange Døde og Saarede, dog kan dette Tab ikke angives.

Sluttelig maa det særlig fremhæves, at Lieutenant v. Horn under hele Kampen, foruden at udvise et overordentligt personligt Mod tillige med Ro og Koldblodighed udførte det ham paalagte Hverv at tilbagevise ethvert Forsøg, der af Fjenden blev gjort for over Broen at trænge ind i Skandsen. Tvungen af en stor Overmagt blev han tilmed nogle Faa, han havde tilbage, nødt til at strække Gevær.
Ligeledes maa Corporalerne Fegerholm og Köhnitzer fremhæves for deres lige til sidste Øieblik udviste Mod og Tapperhed, samt Menig Tapper, Slesviger af Fødsel, der, skjøndt saaret, deeltog til det sidste i Kampen.
En Liste over de her i Posen af Compagniet værende Følger hermed.

Posen den 27de April 1864.
Galster
Lieutenant af 17de Reg.
Compagnicommandeur.
Navneliste
over de i Fæstningen Posen værende Fanger af 17de Inf. Regmts. 5te Comp.

Overspillemand No. 11 C. Rasmussen, Undercorporal 26 Møller, 29 Grodegaard, 229 Jensen, Menig No. 16 Knudsen, 37 N. Jensen, 40 Hareskov, 44 Mathiesen, 51 Sørensen, 61 B. Jørgensen, 65 P. Jørgensen, 89 R. Laursen, 91 S. Jensen, 127 L. Rasmussen, 128 J. C. Jørgensen, 131 Andersen, 137 Petersen, 205 N. Jensen, 207 Hansen, 208 Madsen, 220 Paulsen, 223 Becker.

Posen den 28de April 1864
Galster
Lieutenant og
Copagnicommandeur.