1864-Arkivet

‹ Ét niveau op

2. Kompagni – kaptajn Gandil

Rapport ved kaptajn Johann Christian Gandil om 17. Regiments 2. Kompagnis deltagelse i kampen den 18. april 1864.

Rapport
Fra 17de Regiments 2det Compagni d. 23de April 1864
om Slaget ved Dybbøl Skandser d. 18de April 1864.

Mandag Morgen d. 18de April var jeg paa Forpost med mit Compagni foran Skandse No. 8 og 9 i Dybbølstillingen, indtagen saaledes den venstre deel af høire Fløi.
Jeg skrev min Morgenrapport til Forpostcommandeuren Kl. 4½. Rapporten var af omtr. følgende Indhold:
“Natten er passeret stille og rolig. Fjendens Arbeider ere paa min venstre Fløi skredne frem, saa at han staaer vel omtr. 220 Alen fra Skandserne. Min venstre Fløi er meget udsat idet mine Fløivedetter staae omtr. 200 Alen længer fremme i Terrainet end Fjendens. Jeg har beholdt mit hele Compagni – kun 102 Menige – udenfor Skandserne “.
Da denne Melding var afsluttet, saae jeg stærke Colonner Infanteri bevæge sig hiin sides Chausseen. Jeg blev noget urolig derover og befalede Overbringeren af Morgenrapporten mundtlig at melde, hvad han der saae, Colonner formeentlig dog kun Arbeidscolonner paa mindst 2000 Mand bevæge sig over Chausseen. Baade den skriftlige og den mundtlige Melding ere rigtig blevne overbragte uagtet den stærke Kugleregn. Jeg maa derfor fremhæve Overbringeren, der altid har viist sig som en paalidelig og brav Soldat.

Kl. lidt over 10 hørtes nogen Skydning til venstre, og da jeg nærmere undersøgte hvad det var, fik jeg Øie paa store Colonner – vel en 6000 Mand – som stormede Skandserne paa venstre Fløi. Jeg var forbauset over ikke at høre Kanonild – Kanonerne skulde jo spares til Stormen – og nu var den der! Jeg var ikke seen med at commandere ” Skyd” og lade Hornblæseren give dette Signal.
Flinkt fyredes der i nogen Tid indtil det var mig klart, at det nu var paa høie Tid at gaae tilbage til Løbegravene. Og ad Skraaningen, uden dækning, førte jeg da mit Compagni, som led meget paa denne Strækning: her saaredes den flinke Corporal Hesselholt, som maatte lades tilbage, her dræbtes Overspillemand Axelsen og fl. – Med den deel, som fulgte mig, besatte jeg Løbegraven og befalede hurtig skydning indtil Fjendens Ild mindskedes eller tildeels ophørte. Kl. var vel omtrent 12, da jeg ved Ordonansoff., Lieut. Heyn, modtog en bestemt Befaling fra den 3die Brigade til øieblikkelig at trække mig tilbage. Snart følte jeg denne Befalings Nødvendighed, Kuglerne kom baade i Flanke og Ryg. Jeg befalede Compagniet at følge mig og førte det saa dækket som muligt til den nedbrændte Gaard og derfra ned til Stranden, langs denne forbi den ene Slugt, hvor mange blev siddende i det sumpige Terrain tildeels saarede. Forbi den næste Slugt var det ikke muligt at komme, Kugleregnen var for voldsom. Jeg befalede derfor Compagniet, mod høire om at løbe op ad Skraaningen, besætte Kanten og skyde. Flere andre Off. gjorde det Samme og i et Nu var Fjenden feiet bort og Tilbagetoget fortsattes hurtigt til venstre deel af Sønderborg, hvor jeg modtog Befaling af Capitain Lund til at overtage Commnadoen over den 1ste Bataillon og besætte Løbegravene langs Alssund.

Just i færd hermed bemærkede jeg Fjenden ordne sine Colonner til Storm paa Brohovedet. Jeg gav derfor Befaling til det herværende Comp. at besætte Brystværnet og skyde paa 800 Alen, jeg sendte en Officeer for hurtig at hente alt i Nærheden værende Mandskab af Bataillonen og Patroner, hvorpaa det begyndte at mangle. Den saaledes frembragte Krydsild gjorde sin Virkning: Fjenden veeg og efterlod en stor Mængde foran Brohovedet.
Jeg maa i Anledning af Slaget d. 18de stærkt fremhæve Secondlieut. Bang og Corporal Heize der begge fulgte mig og med dygtighed og nidkjærhed hjalp til med at holde Compagniet saa samlet.
Blandt Undercorporaler har jeg alt fremhævet No. 60 Bang og skal fremdeles fremhæve: Menig No. 73 Hansen og No. 226 P. Larsen begge af 2det Comp. samt af 7de Compagni Undercorporal No. 213 Lund og Menige No. 24 C. Nielsen, 172 C. Christensen, 185 Larsen.

Af vedlagte Tabslister fremgaaer, at 2det Compagni har mistet:
3 Underofficerer
2 Spillemænd
7 Undercorporaler og
65 Menige

Og 7de Compagni:
3 Officerer
1 Aspirant
7 Underoff.
1 Overspillemand
12 Undercorporaler
108 Menige.

Ronæs d. 23de April 1864.
Gandil.
Capitain.

Viser 1 emner.