1864-Arkivet

‹ Ét niveau op

Secondlieutenant F. P. Q. Gløerfeldt af 17de Inf. Reg.

Portræt af sekondløjtnant Frederik Peter Quaade Gløerfeldt ved 17. Infanteriregiment blev dræbt af en granat, som gik igennem væggen i blokhuset i Skanse 1 og eksploderede derinde. Ved samme lejlighed dræbtes premierløjtnant Bruhn samt 10 menige og underofficerer, desuden såredes 1 officer og 39 menige.

Efter denne lejlighed besluttede Overkommandoen at trække besætningerne ud af skanserne, når disse var under beskydning. Glørfeldt blev den 23. marts begravet på Køge Kirkegård.

Træsnit bragt i bla. “To hundrede træsnit. Tegninger fra krigen i Danmark 1864”.

Bragt første gang den 8. maj 1864 i Illustreret Tidende nr. 241, 5. bd.

I Mindeskrift over de i krigen 1864 faldne officerer står:

Sekondløjtnant Frederik Peter Quaade Gløerfeldt fødtes den 30. April 1845 i København og var Søn af Pastor Carl Ludvig Christian Georg Gløerfeldt, senere i Køge, og Hustru Harriet Cathrine Munk. Han gik i Maribos Latin- og Realskole, og havde herfra taget Realafgangseksamen. Derefter havde han taget privat Undervisning for at forberede sig til Adgangseksamen til den kongelige militære Højskole. Det lykkedes ham dog ikke at blive optagen paa Højskolen. Det havde imidlertid hele Tiden været hans Ønske at gaa den militære Vej, og da Højskolen mislykkedes for ham, søgte han at blive Reserveofficer og kom paa Aspirantskolen paa Landkadetakademiet fra den 28. Februar til den 15. Oktober 1863, hvilken sidste Dag han udnævntes til Sekondløjtnant i Infanteriets Krigsreserve og ansattes ved 17. Infanteri Bataillon. Han indtog nu “fuld af lyer og Begejstring for Fædrelandets hellige Sag”, sin Plads i Armeens Hækker, hvor han snart fik Lejlighed til at aflægge Prøver paa Mod og Udholdenhed. Han var en ædel, kærlig og trofast Søn og Ven. “Han var altid glad, og han gjorde alle Hjerter glade”, sagdes der ved hans Baare, “og den eneste Sorg, han nogensinde voldte sine kære, var, da Budskabet om hans bratte Død løb fra Hus til Hus i hans Hjemstayn.” Den 16. Marts faldt han. Det var under Beskydningen fra Broagerbatterierne, at en Granat gik gennem Blokhusets Sidevæg i Skanse Nr. 1 og her dels dræbte, dels saarede 52 Befalingsmænd og menige af 17. Regiment; iblandt de døde var Gløerfeldt. Hans Lig jordedes den 23. Marts paa Køge Kirkegaard, hvor Beboerne a f Køge viste den største Deltagelse. Blandt Talerne var ogsaa den faldnes dybt nedbøjede Fader. “Mindeskrift over de i krigen 1864 faldne officerer” af kaptajn Axel F. Hansen (Kbh 1909).

I kirkebogen står:

Peter Frederik Quaade Gløerfeldt. Død 16. marts 1864 på Dybbøl banke. Begravet 23. marts 1864 på Assistens Kirkegård, Køge. Køge Sct. Nicolai Kirkes kirkebog, Ramsø Herred, Roskilde Amt. www.arkivalieronline 1843-1866, Opslag 366.