1864-Arkivet

Rapport over Angrebet paa Skandsen No. 9 i Dybbølstillingen
den 18. April 1864.

Samtidig med at jeg erholdt Underretning om, at der blev foretaget et Angreb paa Stillingen, opdagede jeg, at der blev plantet en tydsk Fane paa den modsatte Side af No. 6. Jeg befalede da mandskabet at træde til Kanonerne og begynde Skydningen, uagtet der for de 4 brugelige Kanoner i Skandsen ikke tillod sig nogen Maal der med betydelig og egentlig Virkning kunde beskydes. Det varede imidlertid ikke længe, efter at No. 6 var taget, før jeg saae de tydske Faner plantet paa No. 8, og samtidig hermed blev Skandsen beskudt med Granater fra No. 6. Granatilden der have varet fra Dagbrækningen, og hele Formiddagen været i høi Grad voldsom, blev derved næsten utaalelig (men, det maa man vistnok ogsaa fra Als have kunnet bemærke, den blev taalt, Kanonerne blev desuagtet betjente), da Skandsen, ved saaledes fra alle Sider at være beskudt, ingen Dækning kunde yde for det betjenende Mandskab.

Da jeg imidlertid indsaae, at Skandsen vistnok snart (dog ikke saa hurtig som foregik) maatte opgives, da alle øvrige Skandser vare tagne, lod jeg skyde med Granater og Kardætsker saa stærkt som jeg kunde drive Mandskabet dertil. Da de fjendtlige Tropper nærmede sig Skandsen, var Løbegraven mellem No. 8 og 9 forladt, og Fjenden kom derfor til det Hjørne af Skandsen, der laa indenfor Løbegraven, i hvilket Hjørne der ingen Kanoner fandtes, saaledes at det var mig umuligt at beskyde dem med Kanoner der. Infanteriet blev imidlertid, da jeg havde gjort Infantericommandeuren Capitain Andresen af 16. Regiment opmærksom derpaa, placeret i dette Hjørne, og fyrede herfra og fra hele den venstre Fløi, samt fra Palisaderne ved Indgangen.

Infanteriet gjorde imidlertid langt fra energisk Modstand nok til forhindre de fjendtlige Tropper fra hurtigt at komme igjennem Graven, hvor Stormpæle vare bortskudte, og ligesaalidt bleve de forhindrede fra hurtigt at sætte dem fast i dette Hjørne af Skandsen, og herfra trængte Besætningen hen imod Indgangen til Skandsen, hvor de fjendtlige Tropper tillige havde banet dem en Vei. Saaledes indeklemt af Fjenden, var der, naar man ikke vilde lade sig stikke og skyde ned alle sammen, intet andet tilovers end at overgive sig.

Kanonerne, der bleve betjente endnu, da Fjenden var i Skandsen, blev det mig under disse fortvivlede Omstændigheder umuligt at faae fornaglet, ligesaalidt som jeg fik Ammunitionen ødelagt. Fjenden fik saaledes i Skandsen en 24 punds riflet Kanon, der ved den befalede Skydning den foregaaende Nat var demonteret derved, at den ved det første Skud gik ligeover, endvidere en 12 punds riflet Kanon, en 84 punds Granat Kanon II og to 24 punds Granat Kanoner tilligemed omtrent 30 til 40 Skud til enhver af disse Piecer.

Af Besætningen, der bestod af 1 Sergeant, svensk frivillig, Lundgreen, der blev skudt da han formfuldt vægrede sig ved at aflevere sin Sabel, Corporal Schumacker, der ved denne Leilighed, som til enhver Tid forhen, viste sig ufortrøden, modig og brav, 1 Undercorporal og 49 Constabler, veed jeg ikke hvor mange der faldt af, men det har i alle Tilfælde kun været faa. Af Infanteristerne saae jeg en deel faldne i Skandsen. Hele Besætningen blev naturligviis herefter ført af sted som Fanger. jeg tør maaske, til Undskyldning for at jeg ikke øieblikkelig, da Angrebet foretoges, ødelagde alt Skyts og Ammunition, tilføie, at det forekom mig, at Skandsen i den temmelig gode Forsvarsstand, hvori den befandt sig, kunde holdes til heelt op af Dagen, imod gjentagne Angreb. Det skal jeg med Bedrøvelse bevidne, at Forsvaret af denne Skandse ikke gjorde dens Besætning Ære.