1864-Arkivet

‹ Ét niveau op

Skanse 8 – sekondløjtnant Tillge

Rapport ved sekondløjtnant August Christian Alexander Tillge over artilleriet i Skanse 8 den 18. april 1864.

Til
6te Fæstningscompagni (Hertel)

Rapport
fra
Artillericommandeuren i Skandsen No. VIII over Artilleriets Deeltagelse
i Kampen den 18de April 1864.

Den 18de April var Skandsen No. VIII monteret med følgende Skyts:

4 – 24 punds K. K. (kugle kanoner)
1 – 12 punds riflet Kanon
2 – 12 punds Gr. K. (granat kanon)
1 – 4 punds riflet Kanon.

Den 12 punds riflede Kanon var nogle Dage i Forveien bleven truffet paa Mundingsfladen af en Granat, men den foraarsagede Skade var bleven udbedret, saa at Granaterne med Lethed kunde indføres i Løbet, de andre Kanoner og alle Affutagerne vare i fuldstændig brugelig Tilstand.

Opstillingen af Kanonerne var følgende:
Foran Ammunitionsmagasinet No. 2 stod en 24 punds K. K., ved siden af den en 12 punds Gr. K., derpaa en 4 punds riflet Kanon og da en 24 punds K. K. Tilhøire for Ammunitionsmagasinet No. 1 var placeret en 12 punds riflet Kanon, og imellem de to følgende Traverser stode to 24 punds K. K. og en 12 punds Gr. K., den sidste navnlig bestemt til at skyde det bagved liggende Terrain.

Natten mellem den 17. og 18. April var Skandsen bleven meget svagt beskudt af de fjendtlige Batterier, men ved Daggry aabnedes en heftig Ild mod Skandsen, navnlig fra et Batteri som i Nattens løb var bleven opkastet foran Dybbøl By i en Aftand af ca. 1600 Alen. Denne Beskydning vakte dog ikke Formodningen hos mig, at et Angreb skulde skee den Dag, og Skydeskaarene bleve derfor som sædvanlig tildækkede med Sandsække, Kanonerne trukne tilbage, og Materiellet led Intet under Bombardementet.

Henimod Kl. 10, da Geværskuddene løde i Kjæden, blev Mandskabet kaldt til Kanonerne, og Betjeningen begyndte strax med de Kanoner, som stode mellem de to Ammunitionsmagasiner, Kardætskskud bleve affyrede mod Skandsen No. VI for at standse de fjendtlige Arbeidere, som med Sandsække paa Ryggen løb op mod den nævnte Skandse, samtidig bleve Granater sendte over Chausseen for at frembringe Uorden i de fjendtlige Colonner, som rykkede frem. Da Skandsen No. VI var tagen, blev No. VIII foruden af Batterierne i Fronten tillige beskudt af en Tirailleurkjæde, som besatte Brystværnet i No. VI og Høideryggen foran denne, og kort Tid efter blev tillige fra samme Skandse aabnet en stærk Kardætskild mod VIII, rimeligviis har Fjenden hertil benyttet de i No. VI erobrede Kanoner.

Da Skandsen No. VII var stormet, aabnede Fjenden ligeledes herfra Geværild mod No. VIII. Fjenden gjorde kort efter Forsøg fra No. VII at storme frem mod No. VIII, men veg tilbage for Infanteriilden i Forbindelse med Kardætskild fra den 12 punds Granatkanon, som beskjød Terrainet bagved Skandsen. Den fjendtlige Beskydning fortsattes, og Besætningen led meget ved den forenede Artilleri – og Geværild, det lykkedes endelig Fjenden at nærme sig Graven og at komme ned deri, hans Angreb var rettet mod den Side af Skandsen, som vendte mod No. VI og VII, de Kanoner der vare vendte mod No. IX, kom under hele Kampen slet ikke til Skud, og de, der stode mellem de to Ammunitionsmagasiner kunde ikke bidrage til at afslaa Stormen, da den Retning i hvilken Fjenden rykkede frem ikke kunde bestryges af de nævnte Kanoner.
Fra Graven naaede Fjenden op paa Brystværnet, og derfra trængte han ind i Skandsen, det var umuligt for den ringe Besætning at modstaae Angrebet,og Skandsen maatte overgives.

Antallet af Skud, som bleve affyrede fra Skandsen, kan jeg selv ikke opgive, men ifølge Angivelse fra Constablerne i Krudtmagasinerne er der fra hvert bleven udleveret mellem 20 og 30 temperede Granater, hertil kommer endnu Kardætskskuddene.

Af Artilleribesætningen maa for deres gode Forhold under Kampen fremhæves Corporal Maltzen og Constabel No. 250 af 11 Batteri, Fiilskov, men navnlig fortjener særlig at nævnes Constabel No. 293 af 4de Batteri, Frederiksen for sin udviste Tapperhed og Uforsagthed, ethvert farligt Arbeide, som var at udføre, foretog han, og han bidrog ved sit Eksempel til at vække Mod hos Besætningen. Under Kampen blev han saaret, men dette Saar forhindrede ham ikke fra, saalænge det var ham muligt at deeltage i Betjeningen.

Med rapporten tillader jeg mig at fremsende en Liste over de i Skandsen No. VIII tilfangetagne Constabler, som ere førte til Fæstningen Posen.

Posen den 28. April 1864.

A. Tillge
Artillerilieutenant.