1864-Arkivet

‹ Ét niveau op

3. Fæstningskompagni – Kaptajn Sick

Rapport ved Kaptajn Theodor Bernhard Sick om 3. Fæstningskompagnis deltagelse i kampene den 18. april 1864. Kaptajn Sick bliver taget til fange den 18. april og skriver derfor rapporten i Hamborg på vej i krigsfangenskab.

Hamborg den 20de April 1864.

Høivelbaarne
Hr. Major de Jonquires.

Hr. Major!

I Haab om at disse Linier ville træffe Dem tillader jeg mig at give en kort Fremstilling af, hvad der er kommen til min Kundskab om Begivenhederne den 18de. I Skandsen No. 1, hvor der fandtes 1 – 12 pundig Granat Kanon, der vendte ud mod Fronten, og hvis Skydeskaar var blenderet saaledes, at den ikke kom til Skud, foretoges Stormen ved at Colonnerne gik langs Stranden, og efter at have taget Løbegraven til venstre for Skandsen, kom de over den sydlige Flanke gjennem en Bresche i samme, samt over Graven ved Broen, der var skudt itu, i Skandsen vare 2 Delinger, hvoraf den ene var uden for Skandsen, da Stormen foretoges, Kampen var ikke heftig, alt Infanteri var borte, da Lieutenant Storch med 11 Mand bleve tagne, 1 Mand blev skudt. – Kanonen fornagledes ikke.

Skandsen No. 2 fyrede, forinden Stormen, af og til med de 3 Kanoner, der havdes til Skud, Stormcolonerne deelte sig og omgik Skandsen, og stormede denne efter at have taget Løbegravene. – 2 Delinger kom ind i Skandsen og forsvarede den, de Fleste faldt og tilføiede Stormcolonnerne efter en heftig Kamp megen Skade. – Lieutenant Ancker søgte at faae Artilleristerne bort, Nogle vilde ikke og bleve tilligemed Lieutenant Ancker, Reservecorporal 2-12 Christensen og Hansen af 4. Batteri tagne. Kanonerne bleve fornaglede, og Krudtmagasinerne sprængte.

De to Kanoner mellem No. 1 og 2 have neppe skudt, de imellem 2 og 3 bleve afskudte, da Lieutenant Ancker raabte til dem, at de skulde skyde, vare de forladte af Mandskabet, og kun Commandeuren, en Undercorporal, var tilbage, og han affyrede Skuddene. Om No 3 vides ikke Noget, saalidt som om Espingolerne, 1 Orgel-espingol skal være skudt af med god Virkning.

Fra No. 4, der blev taget først – Ordenen var 4,5,6,3,1 og 2 – og hvor Lieutenant Crone blev saaret og fanget og forblev i Flensborg, vides forøvrigt ikke noget Nærmere. No. 5 kom ikke til Skud, den blev taget i fra Løbegravene, der hurtigt bleve besatte, hvorved Skandsen blev omgaaet, Stormcolonnerne mod No. 5 bleve beskudte fra No. 6.

No. 6 stormedes paa dens høire Side og paa høire Side af Krudtmagasinet No. 1 og 2, hvorved det ikke blev muligt at beskyde Stormcolonnerne i Fronten, de dreiede nemlig af, da Frontens venstre Deel, den 84 pundig Granatkanon II og 4 pundig riflede Kanon hver gjorde en 2 á 3 Skud, Artillerimandskabet kom kun deelviis til Kanonerne, der gjordes derfor kun ca. 12 Skud fra Skandsen, og Kanonerne bleve ikke fornaglede, der fyredes mod dem da Fjenden var paa Brystværnet, Skandsen blev taget i et Øieblik, og Infanteriet kom ikke derind før det var forsilde. Jeg, Lieutenant Jensen og 30 Mand (8 savnes) bleve fangne.

No. 8 holdt sig længere, derfra bleve Stormcolonnerne mod No. 6 beskudte, men No. 8 blev selv beskudt med vore egne Kanoner i No. 6, der ikke vare blevne fornaglede. Lieutenant Tielge er fangen. – Fra No. 9 vedlægges Lieutenant Brønnums Melding derom, Ilden kunde have været livligere i No. 6, men Folkene trykkede sig ved at gaae til Kanonerne, den svenske Corporal Rosell var saaledes ene ved sin 4 pundig riflede Kanon og affyrede den, da Fjenden sprang ned fra Brystværnet, og No. 5 kom slet ikke til Skud, hvad den sikkert havde kunnet, men Infanteriforsvaret ved disse og Løbegravene var navnlig meget svagt. I No. 6 kom kun en halv Snees Mand ind i Skandsen til dens Forsvar.

Paa Veien ved Graasteen herned have vi mødt flere lange Vogntrain med Morterer med Ammunition, tilsyneladende 168 pundige, der gik nordpaa, ved Rendsborg staaer en Kanonpark paa ca. 70 Kanoner, i Hamborg igaar transporteredes 2 Stk. 24 punds riflede Piecer nordefter, ved hver Piece fulgte Affutager og Ammunition. Efter Sigende skal Alt, hvad nu gaaer nordpaa, ikke gaae til Als, men til Jylland.

Det er en styg Situation at vide sine Kammerater i fare og sig selv i Sikkerhed uden at have bidraget Noget til at standse Fægtningen eller overhovedet at have gjort Noget og uden at vide Noget om vore Forhold.

Deres forbundne
Sick