1864-Arkivet

Compagniet, der bestod af 3 Officerer, 7 Underoff. og 120 Menige og Undercorporaler, besatte, i Forening med 2 Delinger af 5te Compagni, stor: 1 Officeer og 50 Menige, om Aftenen den 17de April Løbegravene mellem Skandserne No. 1 og 2. – Efterat Natten var hengaaet under den sædvanlige Beskydning indtoges Dagstilling Kl. 6 Morgen, idet kun de nødvendige Observationsposter holdtes paa Bankettet, medens det øvrige Mandskab, fra det Sted hvor det er bestemt til Besætning for Linien, søgte Dækning bag de stærkt deformerede Brystværn og Traverser. Denne Foranstaltning var, paa Grund af den heftige Granatild, i høi Grad nødvendig for nogenlunde at beskytte Mandskabet.

Klokken omtrent 9 ¾ meldte Posterne at Fjenden rykkede Frem, hvorefter hele Besætningen øieblikkelig indtog Plads paa Bankettet samtidigt med, at Broagerbatterierne rettede en overordentlig heftig Ild mod dette. En betydelig Fjendtlig Colonne viste sig da tilhøire foran Stillingen, omtrent ud for Skandse 2, i Bevægelse henimod det Punct hvor Løbegraven og Skandse 2 støder sammen, imod denne Colonne aabnedes da en heftig og vedholdende Ild, der bevirkede, at en Deel af Colonnen søgte Dækning ved at kaste sig ned i Terrainet, og en anden Deel ned i den fjendtlige Grav, der løber parallel med vor. Ad denne søgte saaledes omtrent Halvdelen af Fjendens Styrke henimod Skandse 1, og efter at have samlet sig rykkede den i Stormløb mod dette Værks høire Side og Løbegravens venstre Fløi, den derværende Besætning kastedes med stor Voldsomhed ud af Graven og satte sig fast ved det bag vore Løbegrave værende Hegn.

Saaledes holdtes Kampen staaende i circa ¼ Time, medens den lydelige Geværskydning og Commando i Skandse 1 mere og mere tabte sig og lod formode, at dette Værk var tabt. – Til Bekræftelse derpaa reiste sig snart 3 preussiske Faner paa Brystværnet. I dette Tidsrum søgte de fjendtlige Skytter gjentagende at trænge frem yderst tilhøire mellem Skandse 2 og Løbegraven, men vistes vedholdende tilbage, skjønt Tabet af Compagniets Mandskab under denne heftige Ild fra Fronten og venstre Side var betydelig. –

Desværre blev det umuligt vedblivende at forhindre, at en halv Snes fjendtlige Tirailleurer snige sig saa langt frem, at de paa langs kunde beskyde Løbegravens Besætning, der leed ganske betydeligt ved nu ogsaa fra denne Side at beskydes. Kort derefter Faldt den paa høire Fløi commanderende Officeer, svensk Lieutenant Knorring, og Modstanden blev derved, saavelsom ved en truende Stilling Fjenden indtog paa Fløiene og tilbage i Terrainet, brudt paa denne Fløi, idet den foranliggende fjendtlige Styrke bemægtigede sig Graven nærmest Skandse 2 samtidig med, der fra dennes Yderside veiede en Preussiske Fane. –

Compagniets hele Situation var nu utvivlsom, idet begge Fløiene vare i Fjendens Besiddelse, og de Delinger, 1ste og 2den, der fremdeles holdt Centrum besat bleve stærk beskudte fra alle Sider. Saa tydelig det nu end viste sig at enhver Frelse var umulig, saa enig var ogsaa Mandskab og Førere i, at holde den, Aftenen forud af Bataillonscommandeuren, Capt. Jensen, til Compagniet givne Ordre: at blive til det yderste, hvilket førte til, at den fjendtlige Styrke, der efterhaanden var brudt igjennem Linien tilvenstre og tilhøire, med umaadelig Force styrtede frem i Ryggen af Centrum. Det var det preussiske 60de Infanteri Regiment, der saaledes bemægtigede sig Stillingen i Løbegraven og brød den Modstand som Compagniet efter bedste Evne gjorde.

De ikke saarede Officerer, Underofficerer og Mandskaber bleve strax førte bag de fjendtlige Linier og videre til Flensborg. Hvor stort Antallet var, kan ikke opgives, dog er der efter de indhentede Oplysninger Grund til at antage, at Halvdelen af Besætningen blev tilbage som saarede og faldne. Af de i Stillingen under Compagniet commanderende Officerer blev Lieut. Bech, lidt før Stormen, beordret bort for at tage Commando over et Compagni, Lieutnant Knorring, efter, som ovenfor anført, væsentlig at have bidraget til Modstanden paa høire fløi, skudt, og Lieutenant Bunde samtidig med mig taget til fange af preussiske Menige, der, efterat have afskudt Geværene uden at træffe os, styrtede løs med Bajonetten og fordrede og modtoge vores Sabler.

Ligesom Compagniet ikke kan undlade at fremhæve, at det langvarige og haardnakkede Forsvar af Løbegravenen væsentlig begrundede sig i Mandskabets og Delingsførernes udmærkede og uforfærede Forhold, saaledes maa det ogsaa bemærke, at Skandse 2´s fortsatte og vedblivende Forsvar opmuntrede til og bestyrkede i kraftig Modstand. – Compagniet maa atter fremhæve Lieutenant Bundes gode Forhold ligeoverfor Fjenden, ligesom særdeles anbefale Commandersergeant Klint og Sergeant Østerby for det lysende Eksempel de, som Delingsførere, afgave ligeoverfor deres Undergivne.

Foruden disse maa midlertidig Corporal No. 7 Nielsen, Undercorporalerne No. 97, Mortensen og No. 217 Hoff, samt Menig nr. 144 Jørgensen, særlig fremhæves for udviist Mod og Uforsagthed. – Det er derimod modstræbende, og alene for at opfylde den Compagniet paahvilende Pligt, at sluttelig maa bemærke, at Betjeningen til de 2de i Løbegraven værende Kanoner i ingen Henseende opfyldte hvad Pligt og Ære byder, idet den ved først givne Leilighed søgte tilbage uden at have affyret et eneste Skud, ligesom Undercorporal af 5te Compagni No. 78, I. Bruun, der var Fører for den ene af de to Delinger som 5te Compagni havde afgivet til Løbegravenes Besætning, paa ingen Maade udfyldte sin Plads som saadan, men meget mere søgte at bibringe Mandskabet Begreber, der stode i Strid med deres Pligt.

Cosel den 28de April 1864.

C. F. Carlsen

Premierlieutenant, Compagnicommandeuer