1864-Arkivet

Til
Hrr. Oberstlieutenant Falkenskjold
Ridder af Dannebrogen og Dannebrogsmand.

Rapport
fra 22de Regiments 3die Kompagni over Kampen ved Dybbøl
den 18de April 1864.

Ved Kampens Begyndelse stod Kompagniet, over hvilket jeg kort i forveien efter Premierlieutenant Behrens Fald havde faaet Kommandoen, i en Reservestilling bag Løbegravene imellem Skandserne No. 2 og 3. Dets Styrke var 5 Underofficerer og 143 Mand. Klokken kunde vel være omtrent 10, da der allarmeredes, hvorfor jeg strax lod det indtage en Stilling bag et Hegn og et halvsløifet Steengjærde, medens jeg selv ilede frem med en Deling, for at den kunde være til øieblikkelig Hjælp, hvis det behøvedes. Aarsagen til at jeg ikke tog hele Kompagniet med mig, var at jeg ikke uden Nødvendighed vilde udsætte det for den vedblivende voldsomme Granatild fra Broager.

Under denne min Fremrykning fornam jeg pludselig sydfra et dumpt Drøn, det var Fjenden, der overvældede vor yderste venstre Fløi. Neppe var dette forstummet, førend allerede hans Faner veiede paa Skandserne No. 2, 3 og 4, hvorfra han hurtig oprullede Besætningen i Løbegravene og udbredte sig i det bagvedliggende Terrain, medens Granatilden fra Broager omsider forstummede. Med den fremskudte Deling søgte jeg efter bedste Evne at standse Fjenden, men da han formerede sig til Angreb i 2 svære Kompagnikolonner, replierede jeg mig strax paa Kompagniet og aabnede en heftig Ild paa de tvende Kolonner. Den ene standsede og gav sig til at skyde, den anden derimod fortsatte Indbrydningen trods det, den tilføiede, store Tab. jeg fandt det derfor hensigtsmæssigt at undgaae Sammenstødet og at repliere Kompagniet paa et bagvedliggende Kanonplacement med hosværende Løbegrav, hvor jeg baade med større Haab om heldigt Udfald turde gjøre Regning paa at tilbagevise Fjendens Angreb og afvente Reservernes ankomst.

Stor var derfor min Harme, da jeg opdagede, at Betjeningsmandskabet var løbet bort fra Kanonerne, og at Krudt og Ladningsreqvisitter intetsteds var at finde. Dog havde Kanonernes blotte Tilstedeværelse den Indflydelse at standse Fjendens Bevægelser og give mig Tid til at træffe de nødvendige Forberedelser til Forsvaret af Stillingen. Desværre blev jeg her ramt af en Kugle, der knuste mit Uhr og tilføiede mig et saa voldsomt Slag for Brystet, at jeg faldt i en Besvimelse, hvoraf jeg først udreves ved Fjendens Hurraraab. Da nemlig Kanonerne stedse forbleve tause, har formodentlig Fjenden af denne for os uheldige Omstændighed øst nyt Mod og er skredet til Angreb, hvilket Kompagniet, der troede sig berøvet dets Fører, ikke har turdet oppebie. Thi da jeg kom til mig selv igjen, saae jeg det i fuld Flugt, og selv blev jeg grebet af en Preusser, som det dog lykkedes mig at faae slaaet ned. Jeg skyndte mig dernæst, saa godt jeg kunde efter det, for atter at bringe det til at staae, hvilket ogsaa lykkedes mig bag et Hegn, der dannede en indadgaaende Vinkel.

I denne Stilling udspandt sig nu atter en hæftig Kamp. Jeg søgte fornemmelig at virke mod Fjendens høire Flanke, i Høide med hvilken der viste sig en dansk Afdeling, formodentlig Reserven for Regimentets 2den Bataillon. I Begyndelsen havde jeg ogsaa Held med mit Foretagende, det lykkedes mig virkelig at trænge Fjenden noget tilbage, men da han saae, jeg ingen Hjælp fik, satte han sig atter fast i sin tidligere Position. Omtrent paa dette Tidspunkt indtraf Brigadekommandeuren, Oberst Lasson, til Kompagniet. Obersten var først Vreed over at Kompagniet var gaaet saa langt tilbage, men da han havde kastet et Blik frem i Terrainet paa den fremmylrende Fjende, bad han mig holde Stand, saalænge indtil han havde bragt Hjælp og ilede bort.

Denne udeblev imidlertid stadig, medens Fjendens Styrke steg Minut for Minut. Endnu havde jeg dog kunnet holde ham Stangen, et Forsøg paa at overfløie min venstre Fløi blev endog heldigt afviist. Men da brød han pludselig frem over hele Linien med en saadan Voldsomhed og med en saadan Styrke, at Kompagniet blev kastet ud af Stillingen. Under den nu paafølgende Tilbagegang led Kompagniet følelige Tab. Selv fik jeg et Skud igjennem den venstre Underarm, og strax derpaa traf en Kugle min Stok, som slog mig i Ansigtet, saa at jeg gik baglænds over, men jeg søgte dog, saa godt jeg kunde, at føre Kompagniet og skaffe det Fodfæste et Huus og bag et lodret paa samme løbende Hegn. Dog havde sikkert ikke Kompagniet været til at redde, hvis det ikke kort efter var blevet degageret af 20de regiment, maaskee hidkaldt af Oberst Lasson, stormede frem til Angreb.
Herved aflededes Fjendens Opmærksomhed fra mig og mine Folk, saa at Levningerne af Kompagniet naaede det søndre Brohoved, hvor jeg ogsaa omsider halv bevidstløs naaede hen.

En Liste over Kompagniets Tab seer jeg mig endnu ikke i stand til at fremkomme med, ligeledes beklager jeg, ikke at kunne fremhæve nogen Enkelt af Kompagniet, da jeg næsten ikke kjendte en Eneste hverken af Navn eller af Udseende, fordi jeg indtil Kort før Kampen hele Tiden havde staaet ved 7de Kompagni, der, da det tilmed hørte til 2den Bataillon, ikke havde staaet i synderlig Berøring med 3die Kompagni, der hørte til Regimentets 1ste Bataillon.

Kjøbenhavn den 16de September 1864.
P. Bech.
Secondlieutenant
af Krigsreserven.