1864-Arkivet

 I.
Forinden Regimentet skrider til denne sin endelige Fremstilling af det, om end kortvarige, saa dog særdeles hæderlige Forsvar imod Preusernes overmægtige Angreb, skal det ikke denne gang afholde sig fra at nævne de mangfoldige medvirkende Aarsager til, at Forsvaret nødvendigvis maatte blive kortvarigt.

De foran Stillingen værende passive Forhindringer vare saaledes forinden Kampens Begyndelse, deels saa ødelagte af den fjendtlige Artillerie-ild, at f.ex. Pallisaderækkerne imellem Skandse No. I og Vemmingbund ikke længere existerede, deels saa medtagne af Veierliget, at da den fremstormende Fjende kastede sine medbragte Madrasser og Uldsække over Smaapælene blev disse Forhindringsmidler strax overknækkede eller i al fald trykkede saa fladt til Jorden, at de ganske ophørte at opfylde deres Bestemmelse.

Hvad dernæst selve Skandserne angaaer, mod hvilke Fjenden meget rigtigt rettede sit Hovedangreb, da vare de saa sammenskudte, at der, da Kampen begyndte, ikke engang forefandtes noget Banket, Broerne og Gravforsvaret vare ligeledes næste heelt tilintetgjorte, og de fleste Kanoner tilmed demonterede. Hertil kommer, at den til Forsvaret bestemte Mandskabsmasse ikke længere kunde være i Skandserne, naar Fjendens Kanoner spillede paa disse. Særlig for Skandse No. II´s Vedkommende maa det endvidere fremhæves, at Blokhuset, der var skudt i Brand dagen forud, endnu brændte i Grunden medens Kampen stod paa, og saaledes var til væsentlig Hinder for det energiske Forsvar, at desuagtet Skandsen holdt længst Stand af alle Skandser paa venstre Fløi, geraader dets tvende Forsvarere, Lieutenanterne Anker og Grünwaldt til saamegen desto større Ære.

Der gives imidlertid langt flere Aarsager end de alt nævnte til, at Fjendens Fremgang kunde være saa hurtig, saa længe skjuult og saa afgjørende, som tilfældet var. Navnlig kunde Dybbølstillingen efter sin Natur ikke betragtes som et egentlig Fæstningsanlæg, da forskjellige Skandser vare vel anlagte efter Terrainnet, men dette ingenlunde aflempet efter. Saaledes fandtes der f. ex. foran venstre Fløi en meget betydelig Dal, som endog var af den Beskaffenhed foran Løbegravene imellem Skandserne II og III, at Fjenden først kunde beskydes, naar han var omtrent 100 Alen fra samme, men allerværst var dog den Omstændighed, at Fjenden kunde udbrede sig langs Stranden og herfra, Skjult og dækket af de høie Skrænter, pludselig kunde kaste sig over den yderste venstre Fløi, der var anbragt jevnsides Strandbreden.

Dybbølstillingens venstre Fløi var, i det Hele taget, Stillingens svageste Side, thi vel blev Skandse VI allerede fuldstændig isoleret Natten imellem 16. og 17. April, men der var alligevel mere Haab om at kunne tage denne tilbage end om nogen som helst af Skandserne paa venstre Fløi. Sagen var nemlig den at efterat Fjenden havde sat sig fast paa Broagerland, hvorfra han kunde oversee hele Terrainnet Syd for Kongeveien til Flensborg og særlig venstre Fløi, kunde han bestandig om Dagen ved Hjælp af sit fortræffelige svære Skyts have det i sin Magt at overklippe Forsvaret af hele den nævnte Fløi.

Dette fandt ogsaa virkelig Sted paa selve Stormdagen, thi endnu medens Fjenden angreb Skandser og Løbegrave, vedblev han fra Broager uafbrudt med Beskydningen af Terrainet imellem disse og Regimentets 2 Reserver og til sidst flyttede han endog sin Ild over til og bagved anden Linie, hvoraf Hovedreserven maa have været meget foruleiliget under sin senere Fremrykning, der desværre paa Grund af Forholdene fandt alt for seent Sted til at kunne komme Skandseforsvaret til mindste Nytte. Med Hensyn herpaa maa imidlertid strax bemærkes at da Forbindelsesmidlernes Godhed ikke stod i rimeligt Forhold til Hovedreservens store Afstand fra første Linie, saa maatte – naar alt kommer til alt – Hjælpen indtræffe for seent, hvad enten der anvendtes mundtlig Melding eller det i Tilfælde af Storm paabudte Signal “lang Tone”.

Sandtnok vilde Misforholdet ikke have været fuldt saa skrigende, hvis Artilleristerne havde gjort deres Pligt ligesaavel i Skandeserne I og III som i Skandse II, og hvis de ei vare løbne bort fra Kanonerne i Løbegraven mellem I og II og overalt i den tilbagetrukne Linie, men Misforholdet var dog altid tilstede og lod sig neppe afbøde ved nogen som helst anden taktisk Forholdsregel end ved bestandig at holde den tilbagetrukne Linie besat.

Det var derfor særdeles beklageligt, at man ikke i en passende Afstand fra første Træfning havde dækkede Opstillinger til sluttede Reserver, især naar denne var saa numerisk svag som 22. Regiment, der ved Kampens Begyndelse var sunket ind til en Styrke af neppe 1000 Mand. Sluttelig fortjener dog den Kjendsgjerning endnu at tilføies, at den preussiske Naaleriffel kan betjenes saa hurtig, at der med den kan gjøres 6 til 7 Skud i Minuttet, og at følgelig at Infanteriet, der er bevæbnet med denne, i saa Henseende er ethvert Infanterie overlegent, som er bevæbnet med Tapriffel eller Miniegevær. Det er derfor Regimentets Overbeviisning, at det paa selve Stormdagen vilde have været heldigere stillet, hvis det, – i stedet for at være bevæbnet med Tapriffel – havde været bevæbnet med Musket, der foruden at lades hurtigere, tillige tilsteder Anvendelsen af Rendekugleskud.

II.

Da Regimentet den 17. April om Aftenen rykkede over i Sundeved talte det 25 Officerer, 4 Aspiranter, 57 Underoff. 14 Spillemænd og 1004 Undercorporaler og Menige. Endeel Afgang i sin Styrke havde alt Natten imellem den 17. og 18. April, dog især efter Kl. 4 om Morgenen, da Fjendens Granatild begyndte at herske med en hidtil ukjendt Voldsomhed. Navnlig maa det beklages, at en Spidsgranat, der slog igjennem en Jordvold, dræbte Commandeuren for 1ste Bataillon Capitain Balland og Commandeuren for 3die Compagnie Premierlieutenant Behrens, saarede Regiments Adjudanten Lt. Svane samt Lieutenanterne Berlin og Carlson, bibragte Regimentscommandeuren en Contucion, og saaledes forinden selve Kampen end yderligere fortyndede Regimentets alt forud meget svage Officeersrække.
Naar imidlertid bortsees fra disse og flere Tab, var Regimentets Kampdygtighed usvækket og dets Forberedthed til Kamp saa stor, som Forholdene tilstedede det, derom havde Regimentscommandeuren personlig overtydet sig ved et grundigt, som Timer langt, Eftersyn langs hele Linien, hvilket først endte ved Daggry.

Klokken kunde vel omtrent være 10, da Fjendens Frontbatterier paa een Gang standsede deres Ild, der da uophørlig havde raset i samfulde 6 Timer. Kort efter meldte Skildvagterne, at Fjenden var i Fremrykning, hvornæst Enhver skyndsomt indtog sin Plads i Forsvaret. Ved den nu paafølgende Kamps begyndelse var Regimentets Styrke saaledes fordeelt, at regne fra venstre Fløi.

2den Bataillon, under Capitain Jensen, med:

8de Compagnie:
(Pr. Lieut. Johansen) med en Styrke af 2 Offic. 1 Aspirant, 9 Undoff. 1 Spill. og 120 Undc. og Menige, i Skandse No. I og Løbegraven til venstre for samme.

7de Compagnie:
(Pr. Lt. Carlson) med en Styrke af 2 Off. 9 Undoff. 1 Spill. 122 Undc. og Menige i Løbegraven mellem Skandserne I og II

5te Compagnie:
(Sec. Lt. Grünwaldt /: Pr. Lt. Krabbe var syg:/) med en Styrke af 2 Off. 4 Undoff. 1 Spill. og 125 Underc. og Menige, med 2 Delinger under Lieut. Knorring i Løbegraven imellem Skandse I og II, tilhøire for 7de Compagni og med 2 Delinger under Lieutenant Grünvaldts egen Commando i Skandse II.

6te Compagnie:
(Sec. Lieut. Krogh /: Capitain Schønning var syg:/) med en Styrke af 2 Off. 1 Aspirant 9 Undoff. 1 Spill. 130 Undc. og Menige som Reserve, med 1 Deling under Aspirant Petersen bag det nærmeste, med Løbegraven tilhøire for Skandse I jevnløbende, Hegn og med 3 Delinger bag det næste Hegn, hvor ogsaa Bataillonscommandeuren opholdt sig.

1ste Bataillon, under Regimentscommandeurens umiddelbare Commando, med:

1ste Compagnie:
(Sec. Lieut. Averhoff /: Capitain Meyeren syg:/) med en Styrke af 2 off. 8 Undoff. 2 Spill. og 127 Undc. og Menige, i Løbegraven imellem Skandserne II og III paa begge Sider af Kanonplacementet og med høire Fløi op til et Hegn, der løber lodret paa Løbegraven.

2det Compagnie:
(Capitain Grüner) med en Styrke af 3. Off. 1 Aspirant, 9 Undoff. 2 Spill. og 126 Undc. og Menige, i samme Løbegrav som 1ste Compagnie, fra hvilket det udskiltes ved ovennævnte Hegn.

4de Compagni:
(Pr. Lieut. Jæger) med en Styrke af 2 Off. 1 Aspirant, 7. Undoff. 1 Spill. og 118 Underc. og Menige, med noget over 3 Delinger i samme Løbegrav som 1ste og 2det Compagnie, til høire for sidstnævnte Compagnie, og med en 19 Mand stærk Afdeling under Aspirant Smidth i Skandse III.

3die Compagni:
(Sec. Lieut. Beck /: Pr. Lieut. Behrens var falden:/) med en Styrke af 1 Off. 5 Undoff. 2 Spill. 133 Undc. og Menige som Reserve bag det andet Hegn fra Løbegraven imellem Skandserne II og III, hvilket løber lodret paa det før omtalte Hegn, der adskilte 1ste og 2det Compagnie.

Fjenden, der om Natten havde ligget samlet tæt under Stillingen i sine mægtige Løbegrave og Vaabenpladser viste pludselig 4, med tykke Skyttekjæder sammenknyttede, svære Colonner, som dog senere deelte sig i flere mindre. Den første fulgte Stranden, den anden brød frem i Retning af Skandse II, den tredje i Retning af 2det Compagnies venstre Fløi og den fjerde endelig gik lige løs paa Skandse III. Ved det paafølgende Forsvar er strax at bemærke, at det efterhaanden mere og mere grupperer sig om Skandse II, idet nemlig venstre Fløi omtrent faldt samtidig med høire Fløi, hiin dog nogle Minutter før denne.

Den mod yderste venstre Fløi indbrydende Stormcolonne fandt under sin Fremrykning langs Stranden liden eller ingen Standsning i de derværende passive Forhindringer. Den kastede sig da over den svage Besætning i Løbegraven til venstre for Skandse I, hvis eneste, endnu brugelige Kanon tilmed ei gav Ild, havde i en Haandvending taget Skandsen i Ryggen og udbredte sig snart ustandseligt i det bagvedliggende Terrain, efterat Reservens Modstandskraft, hvilket senere nærmere skal omtales, fuldstændig var bleven brudt.

Samtidig med første Stormcolonne rykkede den anden (10 Compagnier) frem imod Skandse II, modtaget herfra med Kardætsk og Geværskud, veg den afveien og delte sig i tvende Deele, hvoraf den ene gik løs paa Løbegraven tilhøire, den anden paa Løbegraven til venstre for Skandse II, men paa begge Steder, dog især paa det sidste, hvor Lieut. Knorring ledede Forsvaret, blev Fjenden eftertrykkelig afviist. Han holdt da en Stund inde med sit Angreb paa disse Punkter, men brød pludselig ind imod Skandse I og den venstre Deel af nysnævnte Løbegrav, der forbandt Skandserne I og II. Skandsen I blev tagen, venstre Fløi af 7de Compagni trængt tilbage til det nærmeste Hegn, hvor den satte sig i Forbindelse med Reserven (Lt. Krogh) og derved lykkedes det Prem. Lieut. Carlsen ved opbydelsen af sin sidste Kraft at hævde Resten af Compagniet Stillingen i Løbegraven, hvis talrige Traverser nu kom ham til væsentlig Nytte.

Imidlertid havde den fjerde preussiske Colonne kastet sig over den lille Skandse III, der, som anført, forsvaredes af Aspirant Smidth og 19 Mand. Forgjæves havde denne, da han bemærkede Fjendens Indbrydning, tilholdt Artilleristerne at forlade Krudtkammeret. Et par Kardætsk skud, anbragte i Spidsen af den fjendtlige Stormcolonne, kunde maaske have bragt den til at vige af veien ligesom den anden foran Skandse II. Nu brød den derimod ustandselig fremad, lidet ænsende de 19 Mands Ild. Snart var Skandsen naaet. Forgjæves nedskjød Aspiranten med sin Revolver Fjendens Fanebærer, en Anden plantede i hans Sted Fanen paa Brystværnet. Ramt af 3 Kugler segnede Aspirant Smidth til Jorden, Halvdelen af hans Mandskab dræbtes, snart var al Modstand brudt, og de tiloversblevne 9 Mand strakte Gevær.
Da Kampen var endt, opsamlede Fjenden 46 Liig omkring denne Skandse, hvis Infanterieforsvar sikkert med Rette maa kaldes ypperligt til trods for dets kortvarighed. Efterat Skandse III var falden, omgik Fjenden Resten af 4. Compagnie, der, taget stærkt i Flanken og tilmed fastholdt i Fronten, hurtigt bukkede under for Overmagten.

Fjendens tredje Stormcolonne havde imidlertid holdt Skridt med de øvrige. Saasnart den maatte forlade sit Skjul i den dybe Dal, styrtede den løs paa venstre Fløi af 2det Compagnie, som under Capitain Grüners energiske Ledelse ydede en beundringsværdig Modstand, men da 4. Compagnies Modstandskraft var brudt, blev 2det Compagnie pludselig taget i Ryggen, og det blev nu i Ordets bogstavelige Betydning knuust. Næsten ingen Commanderende og kun faa Mandskaber overlevede denne Katastrofe. Her fandt da ogsaa Capitain Grüner, Lieutenanterne Kemp og Lundegreen, Commandosergeant Lorentzen, Fourer Cords, Aspirant Qest og Mange med dem Heltedøden.

Fjenden fortsatte fra nu af ikke alene sin Oprulning af vor Forsvarslinie men udbredte sig tillige i det bagvedliggende Terrain. – 1ste Compagnie, som stod imellem 2det Compagnie og Skandse II og som nylig under Lieut. Averhoff havde afviist et Angreb i sin venstre Flanke blev nu fastholdt her og i Fronten, medens det i høire Flanke trængtes tilbage fra Travers til Travers. Da Stillingen omsider var bleven aldeles uholdbar, paabød Lieutenanten Kanonernes Fornagling og begyndte Tilbagegangen, dog den var allerede bleven ham afskaaren,og han nødtes saaledes til at strække Gevær.

Medens alt dette stod paa havde Prem. Lieut. Carlsen endnu bestandig hævdet sin sidste Stilling imellem Skandserne I og II, uagtet Artilleristerne vare løbne bort fra deres Kanoner. Stærkt truet i sin venstre Flanke holdt han dog kjækt Stand. Men da omsider Lieut. Knorring blev dræbt, hans Afdeling sprængt og 7de Compagnie saaledes ogsaa toges i høire Flanke, kunde det ikke længe have undgaaet den almindelige Ødelæggelse, dog indtraf denne noget tidligere end ventet derved, at en stærk Afdeling af det 60. preussiske Infanterieregiment faldt det i Ryggen og tvang det til at nedlægge Vaabene. Paa en smuk Maade har Compagniet opfyldt den af Bataillonscommandeuren Aftenen forud givne Befaling at holde Stillingen til det yderste.

Endnu bestandig trodsede Skandse II Fjenden alene midt i Stormen. Trindt omkring veiede Preussernes Faner fra Skandser og Løbegrave, dens Tid var nu endelig kommen. Længe havde dens heltemodige Artilleriecommandeur, Lieut. Anker, afholdt Fjenden fra Stormen. da imidlertid 1ste Compagnie var jaget ud af Løbegraven tilhøire for Skandsen, begyndte deres Stilling herfra at blive meget truet. Vel gjorde Lieut. Grünwaldt Alt, hvad der under slige Forhold kan gjøres, for at afværge det truende Uveier, men da ogsaa Fjenden havde ophævet al Modstand i Løbegravene imellem Skandsen og Skandse I, og da Skandsen saaledes spoleredes fra alle Sider, brød han snart ind over Brystværnet til den Side der vender imod sidstnævnte Løbegrav. Forgjæves rev Corporal Nellemann /: en af Delingsførerne:/ Fanen ud af Haanden paa den preussiske Fanebærer, forgjæves afsloges hele den første Storm.

Angrebet gjentoges og udholdtes netop længe nok til, at Lieut. Anker egenhændig kunde fornagle Kanonerne. Atter plantede Fjenden sin Fane paa Brystværnet, atter søgte Corporal Nellemann at rive den til sig, dog denne gang sank han tilbage i Skandsen gjennemboret af Kugler. Trods den tapreste Modstand af Lieut. Grünwaldt og hans 50 Mand, sprang Fjenden ind over Brystværnet, og Skandse II var endelig falden.

Der staaer endnu tilbage at fremstille de tvende Reservers Indgreb i Kampen. Reserven paa venstre Fløi, hvorved Bataillonscommandeuren Capitain Jensen opholdt sig, fik strax, saasnart Fjendens Indbrydning gav sig tilkjende, Befaling til at rykke frem til det foranliggende Hegn. Med megen Raskhed udførte Lieut. Krogh dette ham paalagte Hverv, der frembød overveiende store Vanskeligheder, fordi Reserven overdængedes med Spidsgranater fra Broager, saasnart den begyndte at forlade sit Skjul. Dens Fremrykning medtog derfor en deel Tid og var netop endt, da Fjenden tog Skandse I. I den derpaa følgende Kamp saaredes Lieut. Krogh haardt, og Lieut. Wörmer overtog Commandoen. Trængt af Overmagten maatte han omsider repliere sig paa den tilbagetrukne Linie, som dengang var ubesat og hvor Kampen atter blev staaende, dog heller ikke her kunde Levningerne af Compagniet holde Stand. Omgaaet i begge Flanker, maatte det trække sig nogle hundrede Alen tilbage til et Hegn, hvor det paany optog Kampen og tilsyneladende med Held, dog efter en halv Snees Minutters Forløb viste Fjenden sig pludselig ogsaa i dets Ryg. Omringet paa alle Kanter, nødtes nu den diærve Lieut. Wörmer, efter forgjæves Forsøg paa at slaa sig igjennem, til at trække Vaaben.

Første Bataillons Reserve ved hvilken Regimentscommandeuren selv opholdt sig, havde imidlertid bestaaet en haard Kamp imod den overmægtige, overalt fremtrængende Fjende. Saasnart Preussernes Fremrykning mærkedes, deels paa det gjentagne Signal “lang Tone”, deels paa den stedse voxende Geværild, afsendtes strax Melding til Brigaden, medens Reserven, bestaaende af 3die Compag. uopholdelig beordredes frem til Understøttelse for første Linies høire Fløi. Da hørtes paa een Gang et dumpt Drøn sydfra – det var Fjenden, som overvældede den yderste venstre Fløi. Jeg skyndte mig da personlig hen til Kanonplacementet B. for at opmuntre Artilleristerne men dog fornemmelig for at faa Blænderingerne bortfjernede fra Kanonerne, og disse gjorte skudfærdige og ilede saa tilbage til Reserven. Denne var under min korte Fraværelse blevne indviklet i den hæftigste Fægtning.

Under sin Fremrykning var den bleven stærkt beskudt af Fjendens Flankebatterier paa Broager, og da nu tillige Skandse III var falden, og den yderste høire Fløi oprevet, havde 2 fjendtlige Colonner rettet et Angreb paa Reserven, der først havde været betænkt paa at optage Kampen men senere havde foretrukket at repliere sig paa Kanonplacementet C. i den tilbagetrukne Linie, hvorfra Lieutenant Beck med rette havde troet at kunne gjøre en mere haardnakket Modstand, afventede Hovedreservens Ankomst. Under denne Tilbagegang mod den tilbagetrukne Linie var det, at jeg atter stødte til Reserven, hvoraf jeg strax førte en Deel henimod Kanonplacementet B., hvor jeg desværre ved min Tilbagekomst fandt Kanonerne forladte af Artilleristerne. Det samme var Tilfældet med C og overalt i den tilbagetrukne Linie, men alene Kanonernes blotte Tilstedeværelse afholdt en tid lang Fjenden fra at trænge paa og gav os Leilighed til at sætte os bedre fast i Stillingen.

Paa dette Tidspunkt opdagede jeg Tropper i Retning af Kanonplacementet A. Jeg sendte skyndsomt min Adjudant, Lieut. Bache, derhen, hvor han traf Capit. Jensen, som der havde samlet endeel Mandskab af sin Bataillon, og ham overbragte nu Adjudanten min Befaling til at holde sig saalænge som muligt. Saaledes var altsaa i Øieblikket den tilbagetrukne Linie besat omtrent paa sin hele Udstrækning, og det er sikkert hævet over enhver Tvivl, at den snart frembrydende Hovedreserve (8. Brigade – 9. & 20. regiment) endnu ved sin Ankomst vilde have forefundet Linien i vore Hænder, hvis blot Artilleriet havde gjort sin Pligt. Men uden Artilleri og med en saa svag Infanteribesætning kunde Stillingen ikkun hævdes i Øieblikke, dette indtraf ogsaa Virkeligheden.

Paa venstre Fløi blev Capiatin Jensen først trængt ud af Stillingen. Hvorledes det senere er gaaet ham og hans Folk er Regimentet ikke i stand til at udtale sig om. Sandsynligviis har han, kort efter at have forladt den tilbagetrukne Linie, opdaget og replieret sig paa 20de Regiments 3die Comp., der var i hurtig Fremrykning, thi han faldt i dette Compagnies Skyttekjæde i Compagniecommandeuren, Pr. Lieut. Petersens umiddelbare Nærhed.

Paa høire Fløi ved C. gik det os ikke stort bedre. Her var nemlig Lieut. Beck bleven saaret af en Kugle, der knuste hans Uhr og bedøvede ham, og da nu ogsaa den brave Commandosergeant Friederiksen var falden, og saaledes Compagniet paa dette Sted berøvedes sine bedste Førere, holdt det ikke længer Stand. Heldigviis kom dog Lieutenanten til sig selv igjen medens det endnu var nogenlunde Tid. Det lykkedes ham at faa Hold paa en stor Deel af sine Folk i en længere tilbageliggende Stilling, i hvilken han atter optog Kampen, og her var det at Brigadecommandeuren, Oberst Lasson, indtraf ved Regimentet. Han blev hurtig sat ind i Situationen og ilde dernæst bort for at hente Hjælp, efter at han havde opmuntret Lieut. Beck til Udholdenhed. Herpaa har det sikkert heller ikke bristet Lieutenanten, men desværre saaredes han snart igjen, og han havde vel næppe selv undgaaet at falde i Fangenskab med, samt sine Folk, hvis han ei var bleven degageret (befiet) af 20de Regiments paafølgende Angreb.

I Kanonplacementet B., hvor jeg personlig havde taget Commandoen, var imidlertid Situationen bleven høist betænkelig. Omgaaet fra venstre Fløi og flankeret fra C., kunde Stillingen ikke længere holdes, tilmed da Hovedreserverne endnu bestandig udeblev. Jeg trak mig derfor hen til et bagvedliggende Hegn, hvor jeg paany optog Kampen. Her saaredes strax min ufortrødne Adjudant, Lt. Bache, og førtes ud af Fægtningen. Ved det samme Hegn blev jeg kort efter omringet af af den paa alle Sider fremmyldrende Fjende, og her blev jeg og den Snees Mand, jeg endnu havde hos mig taget til fange.

Saaledes var da 22de Regiments ligesaa korte som hæderfulde Modstand imod den meer end tifold overlegne Fjende omsider ganske brudt. Selvfølgelig har dets haardnakkede Kamp maattet medføre mange og smertelige Ofre.

Regimentet opfylder en tung Pligt ved Meddelelsen af følgende Tabsliste.

Dets samlede Tab beløb sig i alt til:
23 Officerer – 3 Aspiranter – 39 Underoff. – 8 Spillemd. 81 Underc. – 756 Menige – 11 Train.

Af ovenstaaende 921 Døde, Saarede og Savnede ere senere 761 vendte tilbage fra Fangenskabet, saa at Regimentets Antal af Døde vel omtrent kan anslaaes til 160 Mand. Lægges hertil dets sandsynlige Forholdsantal af 320 Saarede, faaes et samlet Beløb af 480 Døde og Saarede.
Regimentet har saaledes maattet efterlade næsten halvdelen af sin Styrke paa Valdpladsen som Døde og Saarede.

Sluttelig er det Regimentet en kjær Pligt at navngive de Brave som i fuldt Maal have opfyldt deres Pligt imod Konge og Fædreland:

Compagni Commandeur, Capitain Grüner. falden
” P. Lieut. Carlsen
Sec. Lieut. Grünwaldt
Sec. Lieut. Beck, saaret
Sec. Lieut. Averhoff
Sec. Lieut. Krogh, haardt saaret
Sec. Lieut. Wörmer
Sec. Lieut. Bache, saaret
Sec. Lieut. Bunde
Second Lieut. Kvorring, falden
Second Lieut. Hohlenberg
Off. Aspirant Qest, falden
” Smidth, saaret
” Petersen, falden

Command.sergt. Ketelsen, 1ste Comp.
” Behrens, 4. Comp.
mdl. ” Friederiksen, 3. Comp., falden
” Klint, 7. Comp.
” Klarr, 8. Comp.
Vaabenmester Schmüser, 1. Comp., saaret
mdl. Sergeant Østerby, 7. Comp.
Corporal Bigum, 1. Comp., falden
Corporal Nellemann, 5. Comp., falden
No. 158 Undercorpl. Christensen 6. Comp.
” 7 mdl. Corporal Nielsen 7. Comp.
Undercorporal Ovesen, 4. Comp.
No. 97 ” Mortensen, 7. Comp.
” 217 ” Hoff, 7. Comp
” 144 Menig Jørgensen, 7. Comp.
” 70 Undercorpl. A. Petersen, 1. Comp.
” 48 Menig C. Hansen, 1. Comp.
” 178 ” P. C. Christensen, 1. Comp.
” 135 ” Thomasen, 1. Comp., falden
” 6 Corporal Christensen, 8. Comp., falden
” 106 Menig Jacobsen, 8. Comp.
” 11 Overspill. Nielsen, 8. Comp.
” 23 Undercorpl. Sørensen, 1. Comp.
” 88 ” Broe, 4. Comp.
” 154 ” Christensen, 4. Comp.

Kjøbenhavn 27. September (Skal være Oktober iflg. Falkenskjolds følgeskrivelse til Overkommandoen – Steinmann) 1864

Falkenskjold
Oberstlieutenant

Commandeur for 22de Inf. Regiment.