1864-Arkivet

‹ Ét niveau op

8. kompagni – premierløjtnant Willerup

Rapport ved premierløjtnant Christopher Foss Willerup over 20. Regiment 8. Kompagnis deltagelse i kampen den 18. april 1864.

Til 20de Infanteri Regiment.

Rapport
over
det 20de Regimets 8de Compagnies
Deeltagelse
i kampen paa Dybbøl
d. 18. April 1864.
 
Umiddelbart efterat Compagniet, det stod i Reservestillingen bag Barakkerne Syd for Chausseen i Sundeved med Geværet ved Foden, Kl. c. 10½ Formid. havde modtaget Regimentets Ordre til at rykke frem og tage Deel i Fægtningen paa venstre Fløi, erholdt jeg af Brigadecommandeuren, Oberst Scharffenberg Befaling til hurtigst muligt at naa den tilbagetrukne Forsvarslinie nede ved Vemmingbund.

Under Fremrykningen, der skete med Lyst og Liv af enhver Mand i Compagniet, mødte jeg ved
Sney – Gaard enkelte Mandskaber af de i den yderste Forsvarsstilling staaende Regimenter, som udsagde at Fjenden havde taget Skandserne No. 1 og 2.
Jeg paaskyndede Fremrykningen, ledede personlig de to i Skyttekjede udsendte Delinger og lod Reserven, under Lieutenant Knub, følge efter ned ad mod Strandbredden. I Høide med den afbrændte Gaard Syd for Hørlykke begyndte Fægtningen, strax med betydelig Tab for mig, idet ikke alene begge Delingsførerne i Skyttelinien faldt, men ogsaa flere Underbefalingsmænd og 10 á 12 Mand.

Da “Rolf Krake” nu begyndte at skyde og Regimentets Compagnier til Høire af mig saaes endnu at gaa frem, saa trak jeg Lt. Knubs Deling til mig og kastede Fjenden, under en morderisk Ild der især syntes rettet mod Førerne, to Hegn tilbage. Her blev Fægtningen staaende da der fra den tilbagetrukne Forsvarslinie, navnlig fra Værket A., som laae foran mig vedligeholdtes en ubeskrivelig livlig og dødbringende Ild mod mig. Her faldt mine to Hornister og Fanebærere med mange flinke Karle. Samtidig med at jeg blev opmærksom paa, at Regimentets Centrum gik tilbage, blev jeg beskudt i høire Flanke og en sluttet Afdeling, ca. 1 Compagnie, viste sig ligeoverfor min venstre Fløi, min høire Fløi trak jeg hurtig tilbage. En fjendtlig Officeer raabte og vinkede nu ad mig og gjorde Tegn jeg antog som en Opfordring til Overgivelse, han stod høiere i Terrainet end jeg. Efter et kort Holdt styrtede nu den fjendtlige Afdeling frem, nærmest Skrænten, og paa circa 100 Alens Distance gav jeg ham den 3. Delings hele Ild.

Retraiten begyndte, 4. Deling, der laa bag det nærmeste Hegn, optog Fægtningen. Compagniet, omgaaet paa høire Fløi, kastedes ned af Skrænten og trak sig langs med Stranden til det søndre Brohoved udenfor hvilket det besatte Terrainet og blev staaende ca. ¾ Time indtil det ved Adjudant, Lt. Baumann fik Ordre til at gaa over Broen til Nord for Sønderborgs Møller.
Under Retraiten maatte jeg udholde en ødelæggende Ild oppe fra Skrænten, hvor Fjenden hvert Øieblik viste sig i Høide med midten af Compagniet, indtil hans Fremrykning formodentlig blev standset af Regimentets Skytter i det Søndre Brohoved.

Jeg kan ikke nok fremhæve den Uforfærdethed og den Liv hvormed enhver Mand i Compagniet rykkede fremad og den Dødsforagt det udviste i den ødelæggende Ild, som jeg, uagtet jeg har deeltaget i den forrige Krigs haardeste Kampe, aldrig har oplevet Mage til.
For udmærket Optræden under Fægtningen maa jeg især fremhæve:
Midlert. Corporal No. 254 Bjerre og
Undercorporal No. 82 Clausen.

Compagniets Tab var af Befalingsmænd:
No. 5 Commandeersergeant Mørck død
No. 9 Sergeant Selsted (død?)

Midlertidig Corporaler:
No. 254 Bjerre saaret
No. 52 Andersen (død?)
No. 74 Madsen saaret
No. 411 Schaarup saaret

Undercorporaler:
No. 54 Jensen savnet
No. 55 Rosenkilde savnet
No. 97 Christiansen savnet
No. 131 Olesen savnet
No. 176 Nielsen savnet
No. 132 Kjeldsen saaret
No. 192 Paulsen savnet
No. 249 Mølback saaret
No. 311 Ibsen savnet
No. 319 Madsen saaret
No. 471 Nilsen savnet
og af Menige 98, døde, saarede og savnede.

Flemløse d. 21 April 1864.

Willerup
Premierlieuteant
Compagni – Commandeur.

Viser 2 emner.