1864-Arkivet

‹ Ét niveau op

7. Kompagni 4. Deling – kommandersergent Fritze

Rapport ved kommandérsergent Fritze over 20. Regiment 7. Kompagni 2. Delings deltagelse i kampen den 18. april 1864.

4de Deling af 20de Regiments 7de Compagnie´s Deeltagelse
i Kampen ved Dübbøl den 18de April 1864.

Omtrent Kl. 10 Formiddag ophørte den heftige Kanonade fra Preussernes Side og “lang Tone” blev blæst fra Skandserne, som dernæst blev repiteret fra Reserven i hvilken Regimentet stod, samtidig hørtes en meget heftig Geværild og enkelte Kanonskud, og Bataillonen blev øieblikkelig Kaldt til Gevær og Compagniet anviist sin Plads.

Compagniet, der stod i Compagni – Colonne høire afmarcheret, blev af Compagnicommandeuren, Premielieutenant Rasmussen derigeret hen mod Gaarden Sney.
Her formeredes “en ligne” til venstre og indtoges Stilling ved Gjærdet der løber mod Syd, høire Fløi af Compagniet støttet til Colonneveien, venstre til Gjærdet som løber i vestlig Retning. Til høire af Compagniet stod 4de Compagni og til venstre 8de Compagni, der havde taget Stilling paa Markerne.

Fra denne Stilling blev Compagniet beskudt af fjendtlige sluttede Trops, der vare fremskudte bag det foran vor Stilling liggende Gjærde, kort efter blæstes til Bataillonen “Avanceer” og i forceret Løb naaede Compagniet det omtalte Gjærde. En vedholdende Ild aabnedes imod Fjenden og de fjendtlige sluttede Trops, der allerede forlode Gjærdet, da vi var circa 300 Alen fra det trak sig ilsomt tilbage mod Lynetten B. – Efter nogle Øieblikkes Forløb blev der atter blæst “Avanceer” og nu rykkede Delingen i Forening med den øvrige Deel af Compagniet frem mod den demolerede Gaard og dennes Omgivelser (Øst for Lynetten B.). Her stod Regimentscommandeuren Oberstlieutenant Scholten, og blev jeg beordret af denne at besætte med en Halvdeling Havegjærdet og med den anden Halvdeling en Længe af Gaarden (ved Vinduerne).

Under denne Fremrykning ligesom under Forsvaret af Gaarden faldt der ikke Faa af Delingen ligesom Flere bleve meer og mindre saarede. Efter circa ½ Times Forløb blev der kaldt paa mig hvorefter jeg løb ud gjennem Døren i Bygningen og saae her Regimentscommandeuren, der befalede mig at besætte Gjærdet som løber i Flugt med Havegjærdet, med det Mandskab der var disponibelt i Længen i Bygningen af Delingen.
Da jeg var i færd med at efterkomme denne Ordre faldt Oberstlieutenanten.
Bag Haven laa Premierlieut. Rasmussen nogle faa Folk af Compagniet og her blev han saaret. –

Fjendens Bevægelser kunde jeg fra min Stilling ikke iagttage, men lod kun vedholdende med de 10 Mand der fulgte mig skyde mod Linien der forbinder Lynetten A. og B. da denne var stærk besat af Fjenden. Efter kort Tids Forløb angreb en fjendtlig Colonne formeentlig kommende fra Skandsen IV, den demolerede Gaard og jeg søgte da, da jeg blev beskudt i høire Flanke, at gjøre venstre om og løbe langs Gjærdet, da jeg opdagede at Preusserne havde besat det modsatte Gjærde hvor vi skulle tilbage, disse Tropper havde løbet langs Vandet og besat Gjærdet foruden flere som jeg saa komme marcherende i Colonner langs Vandet. –
De der havde besat Gjærdet stormede nu paa os og tvang os til at strække Vaaben. Tilstede var da hos mig 10 Mand af 7de Compagni og 2 Mand af 1ste Compagni.

Aarhus, den 17de Januar 1868.

Fritze
daværende midlert. Commandeersergeant
i 7de Compagni, Fører for 4de Deling.