1864-Arkivet

‹ Ét niveau op

1. Kompagni – premierløjtnant Agerholm

Rapport ved sekondløjtnant Jens Wilcken Mørch om 16. Regiments 1. Kompagnis deltagelse i kampen den 18. april 1864. Kompagnichef premierløjtnant Edvard Waldemar Agerholm blev taget til fange under kampen.

Fra 16. Regiments 1. Compagni
Faaborg, den 20. April 1864.

Rapport
over
Compagniets Forhold ved Fjendens Angreb
paa Dybbølskandserne d. 18. April 1864.

Den 17. ds. om Aftenen afløste Compagniet det Compagni af 9. Regiment, der stod som Reserve for Besætningen af Løbegraven mellem Skandserne Nr. 9 og 10. Ved Compagniet opholdte sig Commandeuren for 1. Batillon, Major Hein samt hans Adjudant, Lieut. Christiansen. Om Natten syntes den fjendtlige Artilleriild at være stærkere end sædvanlig, men uagtet Compagniets temmelig exponerede Plads led dette dog intet Tab.

Næste Dag, d. 18., omtrent Kl. 8½ Form. hørtes en heftig Geværild paa venstre Fløi af Stillingen. Compagniet holdtes parat til øieblikkelig at rykke frem til Undsætning af Løbegravsbesætningen, men da det ikke modtog nogen Ordre desangaaende og ikke heller observerede nogen Deeltagelse i Kampen af Besætningen forblev det afventende staaende paa sin Plads. Noget efter saaes et Compagni af 17. Regiment tilvenstre for os rykke noget tilbage, det antoges imidlertid at være paa Grund af, at det blev enfileret af de fjendtlige Batteriers Ild og derfor søgte en bedre Standplads.

Omtrent Kl. 10½ rykkede et Compagni af 17. Regiment tilbage forbi os, og da Major Hein og Pr. Lieut. Agerholm spurgte den derværende Officeer om, hvad det havde at betyde, blev der svaret, at Brigaden beordrede, at hele højre Fløi skulde retirere saa hurtig som muligt. Da der imidlertid ikke var givet 1. Comp. nogen Ordre i saa Henseende blev dette staaende endnu nogen Tid indtil Brigadeadjudanten befalede at retirere. Compagniet begav sig derfor i Løb ned mod Steengaarden og igjennem denne langs Stranden. I den bag denne Gaard værende Slugt blev Compagniet heftig beskudt af den fremtrængende Fjende og flere faldt her, navnlig bidrog det der værende Mosestrøg til at forsinke Tilbagetoget, idet Flere bleve siddende fast i Mudderet.

Major Hein og Pr. Lt. Agerholm, der begge savnes, saaes i nogen Tid at følge med Compagniet, men blev derefter noget tilbage indtil jeg ved Aaberaaveien tabte dem af Syne. Da vi vare ved denne Vei, laae Fjenden allerede bag Hegnet paa den højre Side af denne og en deel af min Deling, som jeg havde hos mig, fyrede her paa ham. Jeg tilraabte Major Hein og Lt. Agerholm, der ikke havde bemærket, at Fjenden var saa nær, at vi vistnok vare omgaaede, men de lod ikke til at have hørt det. Lieut. Kofod og Lt. Christiansen, der ligeledes begge savnes, kan hverken jeg eller nogen af Mandskabet give nogen som helst Oplysning om.

Af Brigadecommandeuren fik jeg Ordre til at samle Mandskabet i Brohovedet. Dette udførte jeg ogsaa efter bedste Evne, men kort efter blev der givet Ordre til at rykke over Broen, hvornæst jeg med ca. 70 Mand stødte til Regimentets anden Bataillon, der havde taget Stilling i Løbegraven til højre for Kirken. En deel af Mandskabet lod jeg paa Veien hertil slutte sig til 4. Comp. og beskød tilligemed dette den mod Brohovedet fremtrængende Fjende. Om Aftenen ankom Commandeersergeant Koop med ca. 30 Mand, saa at Compagniets Styrke saaledes udgjorde ca. 100 Mand foruden Underoff. og Undercorporaler.
Sluttelig fremsendes vedlagt en Liste over Compagniets Tab.

J. V. Mørch.
Lieutenant og
p. t. Compagnicomd.