1864-Arkivet

‹ Ét niveau op

Beboere af Sønderborg, paa flugt under Bombardementet

Civile flygter over hals og hoved fra Sønderborg under bombardementet af byen den 2.-3. april 1864.

De preussiske kanonstillinger på Broagerland beskød den 2. og 3. april 1864 Sønderborg, for på den måde at aflede danskernes opmærksomhed fra en planlagt overgang til Nordals ved Ballebro-Hardeshøj. Vejret blev relativt dårligt de pågældende dage, så operationen måtte aflyses, da man fra preussisk side troede, at danskerne nu havde fået nys om planen. Dette var dog ikke tilfældet!

Omkring 1/3 af Sønderborg by blev ødelagt som følge af bombardementet, og beboerne måtte flygte fra byen. Beboerne søgte ud til venner og slægtninge ude på landet (Als). Som det ses på billedet, så forsøgte beboerne selvfølgelig at tage så mange af deres ting med som muligt. Selvom det var forbudt at plyndre, så var der desværre en del danske soldater og andre, som benyttede lejligheden. Billedet viser Perlegade i Sønderborg med det ødelagte rådhus.

Tegnet af Fr. Visby.

Træsnit bragt i bla. “To hundrede træsnit. Tegninger fra krigen i Danmark 1864”.

Bragt første gang den 15. maj 1864 i Illustreret Tidende nr. 242, 5. bd.