1864-Arkivet

‹ Ét niveau op

Afbrydning af broerne til Dybbølstillingen – Hedemann

Rapport ved kaptajn Johan Christopher Georg Hedemann over afbrydningen af broerne mellem Sønderborg og Dybbølstillingen den 18. april 1864.

Rapport
over afbrydning af Broerne over Alssund m.m.
Foruden Frederik den Syvendes Bro var til Forbindelse mellem Sønderborg og Sundeved bygget en Skibsbro, nord for bemeldte Bro, samt etableret 5 Færger, nemlig en ved Mai Mølle, en ud for den gamle Flensborgvei, en tæt Syd for denne og 2de fra det søndre Brohoved til Slotspynten. –

De 2de nævnte Broer udmunde i nordre Brohoved. En tredje Bro mellem søndre Brohoved og Slotspynten var under Bygning idet Pæleaagene vare rammede og Landbroen paa Sundevedsiden var under Arbeide samt 12 Jagter og endeel Materiale var tilførte og oplagte ved og paa samme Side. – Foruden Færgerne og disse 12 Jagter vare 4 Reservefartøier ifølge Befaling oplagte ved Sundevedsiden. Til Betjening og Afbrydning af de nævnte Broer og Færger m.m. havde jeg Disposition over 1 Officer: Lieutenant Bærentzen, samt ca. 180 Underofficerer og Menige af Brocompagniet og Landgangsbrotrainet, af dette Personale afgik imidlertid ca. 30 Undercorporaler og Menige til betjening af Barrikader og Barriereporte i og ved Brohovederne, ca. 20 til Bom og Brovagter, og 10 Mand, der holdtes til Disposition for at foretage eventuelle Reparationer ved Broerne.

Færgerne betjentes af Corporal Hansen, Foureer Petersen (i Bromester Schleths Sygdomsforfald), Undercanoner Raben og Secondlieutenant Dyhr med i alt ca. 25 Undercorporaler og Menige. – Det var overdraget Corporal Valeur med ca. 25 Menige at sørge for, at de 16 løse Farøier bleve overførte til Alssiden eller Oplagte. Lieutenant Bærentzen med ca. 30 Underofficerer og Menige førte speciel Commando over Afbrydningen af den nordre Bro, medens jeg selv med ca. 40 Underofficerer og Menige, specielt commanderede Afbrydningen af den søndre Bro.

Tidligt om Morgenen den 18de April 1864 begyndte Fjenden en overordentlig heftig Bekastning af Broerne og Brohovederne, saavel fra Fronten som fra Broager og Batterierne ved Ragebøl. Under denne Bekastning bleve et af de til den 3die Bro bestemte Fartøier skudt isænk, Pontonfærgen (ud for den gamle Flensborgvei) ligeledes, og et af Fartøierne i den nordre Bro blev saa beskadiget, at det kun ved fortsat Pumpen lykkedes at holde det flot. – Hele det ovennævnte Personale var fordelt til Arbeider paa mangfoldige Steder, dels i Sundeved, dels i og ved Sønderborg.

Kl. omtrent 9 var jeg med Lieutenant Bærentzen beskjæftiget ved Sønderborg Slot, da Bombardementet pludseligt standsede, Hurraraab og kort derefter heftig Geværild hørtes. – Lieutenanten og jeg ilede til Sundeved, hvor Tropperne vare allarmerede ved Tilsigelse, og hvor jeg hurtigst muligt søgte at samle mit meget spredte Mandskab. Corporal Valeur paabegyndte strax at varpe de løse Fartøier til Sønderborgsiden, Mandskabet til Barrikader, Barriereporte og Færger fordeltes og de 2de Broer besattes med det dertil forud bestemte Mandskab. – Pontonfærgen, der, som anført, var gjort ubrugelig, blev yderligere ødelagt ved at hugge Hul i alle Pontonnerne og ved at kappe Færgetouget.

Henimod Kl. 12 modtog jeg af Commandanten i Brohovederne, Hr. Oberstlieutenant Dreyer af Ingenieurcorpset, Ordre til at afbryde den nordre Bro, hvilket udførtes i Løbet af faa Minutter ved Udsvingning af ca. 120 løb. Alen af Broens hele Længde, en del af de i Broens vestre Ende beliggende Fartøier ødelagdes dels ved Ild og dels ved Ophugning, det ovenfor nævnte beskadigede Fartøi sank, da Pumpningen ophørte.

Commandeuren for Færgerne havde Ordre til at lægge Færgerne over til Sønderborgsiden og til at kappe Færgetougene samt til at ødelægge Færgefartøierne, saasnart de bleve opmærksomme paa, at Broerne bleve afbrudte. – I Overeenstemmelse hermed behandledes de tre sydligste Færger, medens Corporal Hansen ved en misforstaaet Ordre tændte Ild paa sin Færge, medens den endnu var beliggende paa Sundevedsiden, kun det ene af disse Færgefartøier kom ibrand, begge Fartøier dreve af og ere nu beliggende ved den søndre Bro midt i Alssund, det ene afbrændt til Vandgangen. Af de løse Fartøier bleve 10 førte over til Sønderborg Siden, 4 Fartøier bleve brændte ved Sundevedsiden og 2 Fartøier bleve liggende. –

Omtrent Kl. 1 Efterm. efterat Brohovederne og de mellemliggende Løbegraves hele Besætning var passeret til Sønderborg, gav Commandanten i Brohovederne Ordre til Afbrydning af den søndre Bro, hvilken Afbrydning ligeledes udførtes i faa Minutter ved Udsvingning af ca. 150 Alen af Broens hele Længde. Efter Udsvingningen tændtes Ild i flere Pontonner, men de vilde ikke brænde. Ved Afbrydningen saaredes 3 Pontonnerer, desuden sammes Bromester Schlet, med Oppasser og 3 Pontonnerer. For særlig udviist Conduite maa jeg fremhæve Lieutenant Bærentzen, Foureer Petersen, Pontonner Lyng, samt Conducteur Olsen og Pontonnererne No. 70 og 74, der efter Afbrydningen af broerne gik ud med en Baad for yderligere at ødelægge den vestre Del af broen.

Efter endt Afbrydning marcherede jeg med Mandskabet til Reserveparkens Parkplads nord for Sønderborg for at modtage nærmere Ordre. Om Eftermiddagen beskød Artilleriet fra Batteriet i Hønen?, øst for den søndre Bro, Resterne af de vestlige Dele af Broerne m.m.

Efter modtagen Ordre til yderligere at ødelægge de ved Sønderborgsiden beliggende Fartøier og Landbroer bleve disse dels gjennemborede og dels brændte ved Assistance af Lieutenant Bærentzen, Conducteur Olsen og de 2 Marine underofficerer Petersen og Raben, hvilke i det Hele taget have været meget virksomme. Da Sænkningen af Fartøierne ikke gik hurtigt nok, lod jeg dem om Natten mellem d. 18. og 19de bore engang endnu. Alle Brodele og Fartøier, som befinde sig ved Sønderborgsiden ere enten brændte eller fuldstændigt sænkede. Paa Sundeved Siden befinde sig kun 2 Fartøier, der synes ubeskadigede, og ubrugelige Rester af andre Fartøier og af Broerne. Midt i Alssund ved den søndre Broe er endnu beliggende det ene Fartøi af den nordlige Færge, det blev i nat forsøgt at ødelægge dette, men der opnaaedes kun af sætte det i Forbindelse med Land ved en Trosse, forsøget vil blive gjentaget i aften. Sidste Nat afbrødes tillige en saa stor Del som muligt af de 2de Bomme samt gjennemboredes nogle Baade. Iaften vil samtlige øvrige paa Sønderborgsiden værende Baade blive ødelagt.

Det mig underlagte Personale er i øvrigt nu beskjæftiget med Befæstningen af Strækningen fra Sønderborg Slot til Mai Mølle, det har været paa Arbeide Natten mellem d. 18de og 19de samt mellem den 19de og 20de og skal fremdeles paa Arbeide i de kommende Nætter. Da Indqvarteringen er meget mangelfuld frygter jeg for, at hverken Officerer, Underofficerer eller Menige i Længden ville kunde udholde dette. 

 P.t. Cathrinelund Kro d. 20de April 1864. 
Hedemann
Ingenieurcapitain