1864-Arkivet

‹ Ét niveau op

Brev fra kompagnikommandør Hansen skrevet fra lazarettet

Kjøbenhavn d. 21 April 1864.


Jeg tillader mig herved tjenstlig, at underrette den ærede Bataillon om at jeg befinder mig som Saaret paa Lazarettet paa Sølvgades Caserne. Jeg skal i korthed meddele Bataillonen, hvad jeg veed om 3die Compagnies Deltagelse i Kampen den 18de April ved Dybbøl.
Da Compagniet efter Bataillonscommandeurens Ordre rykkede frem ad Aabenraaveien henimod Dybbel Skandserne blev der mig paa denne Vei af General Du Plat anvist at rykke frem tilhøire af Veien og kaste Fjenden. Compagniet havde saaledes venstre Fløi støttet til Aabenraaveien og stod paa høire Fløi i Forbindelse med 1ste Compagni. Vi rykkede frem i rask Løb uden at løsne et Skud, idet vi søgte at naae Dybbel Mølle med nærmeste Omegn. Vi gjorde et foreløbigt holdt bag et Gjærde circa 150 Alen fra den fjendtlige Skyttekjæde, der tæt samlet stod ved Dybbel Mølle. Her blev Lieutenant Lindhardt truffen af en Kugle, saavidt jeg troer, i Hovedet, jeg lod ham bære bort. Compagniet gik derpaa atter rask frem tilligemed 1ste Compagni forat fordrive de nærmeste fjendtlige Skytter og sætte sig i besiddelse af Dybbel Mølle. Ved denne leilighed blev jeg truffen af en Geværkugle igjennem det høire laar, hvilket forhindrede mig i at følge Compagniet længere.
Videre Beretning om Compagniet seer jeg mig ikke i stand til at give, da dels Hæftigheden af Kuglens Slag, dels det stærke Blodtab et Øieblik berøvede mig Bevistheden.
Lieutenant Lindhardt viste sig særdels brav ligesom ogsaa Underofficererne og Mandskabet lagde megen Bravour for Dagen, hvilket jeg herved tjenstlig tillader mig at tilmelde Bataillonen.

Ærbødigst
Hansen
Premierlieutenant
Compagni-Commandeur for 3die Compagni

Til 9de Infanteriregiments
2den Bataillon.

Premierlieutenant Hansen døde d. 7. maj 1864.