1864-Arkivet

 Compagniets Styrke var ved Udrykningen den 17de om Aftenen, foruden Compagnicommandeuren, 1 Officeer, 1 Officeersaspirant, 6 Underofficerer, 3 Spillemænd og omtrent 160 Undercorporaler og Menige. Compagniet erholdt Ordre til at besætte Skandse 5 med 1 Deling, Lieutenant Sanmark, medens de 3 andre Delinger opstilledes i Løbegraven mellem Skandserne 5 og 6. I Nattens Løb skjød Fjenden temmelig heftig, og mine Lytteposter meldte, at den fjendtlige Besætning ligeoverfor os var noget høirøstet, men ellers mærkedes intet. En Ingenieurofficeer, Lieutenant Caroc, forlangte om Natten et Arbeidscommando af i alt 62 Mand, men Arbeidet ophørte før Maanen gik ned.

Som befalet havde hele Tiden det ene Geled staaet under Gevær, medens det andet Geled sad ned med Geværet i Haanden, men efter Maanens Nedgang og til Solen stod op lod jeg hele Compagniet staae med Geværet i Anslag færdig til at modtage Fjenden, da jeg frygtede for, at han i Mørket skulde kunne snige sig ubemærket tæt ind paa Løbegraven, nu da ingen Forposter var. Da det var bleven fuldstændig lyst, trak jeg ifølge den givne Instrux Delingen ud af Skandse 5, hvor nu kun de fornødne Skildvagter bleve tilbage, og placerede dem i Løbegraven, hvor jeg lod alt Mandskabet dække sig saa godt det formaaede lige inde under Brystværnet, thi nu aabnede Fjenden en saa voldsom Ild imod os som endnu aldrig tilforn og vedblev hermed til Klokken var omtrent 10.

Skandse 5 blev meget haardt medtagen, Palissaderne skjødes itu, Brystværnet opreves og, saavidt mig berettet, bleve Kanonerne saaledes overøste af den nedfaldne Jord, at de i Øieblikket vare ude af Stand til at bruges. Da hørtes pludselig Geværild paa venstre Fløi. Jeg befalede enhver at gaae til sin Plads, tilraabte Lieutenant Sanmark at begive sig til sin Post, lod Hornblæseren flere Gange give det befalede Signal til Reserven og stillede mig selv paa venstre Fløi af Løbegraven. Fra Løbegraven mellem Skandserne 5 og 6 haves kun en meget begrænset Udsigt, men nu saae jeg en fjendtlig Colonne gaae frem lige imod No. 5, imedens en anden passerede min Front i en Afstand af omtrent 200 Skridt og gik imod No. 6, hver af Colonnerne var omtrent 6 Compagnier og bar Uld – eller Sandsække. Jeg lod strax Ilden rette mod begge Colonner, og paa Grund af den korte Afstand maa jeg formode med god Virkning, men de stærke Colonner lode sig, uagtet deres vistnok store Tab, ikke standse men trængte bestandig nærmere ind paa os og satte sig til sidst i besiddelse af baade No. 5 og 6.

Fra den førstnævnte Skandse har jeg intet Kanonskud hørt, hvorimod Artilleriet i Skandse 6 har affyret nogle enkelte Skud. Vel fordreves Fjenden for et Øieblik fra Skandse 5, men tog den snart igjen, og saaledes blev jeg i Løbegraven beskudt i begge Flanker, medens Fjenden samtidig stormede fra Fronten. En fjendtlig Fanebærer sprang op paa Brystværnet og plantede Fanen dér, men han blev øieblikkelig skudt af Menig 217 Vexø, der selv faldt for et Skud fra Skandse 5. En anden Fanebærer kom ligeledes op paa Brystværnet men faldt strax for et Kugle fra Menig 77 Svendsen.

Fjenden samlede sig imidlertid i Graven ved No. 5 og tog herfra paa neppe 10 Skridts Afstand min sidste halve Deling i Flanken. Alt hvad der var her blev saaret eller dræbt. Jeg forsøgte at samle en sluttet Afdeling for at drive Fjenden bort fra Graven og den nærmeste Deel af Løbegraven, som han nu havde bemægtiget sig, men jeg maatte opgive det igjen, da Fjendens Overmagt var alt for stor, idet han stod i Colonne, medens Compagniet jo havde maattet opløses i en tæt Kjæde i Løbegraven, derimod vedligeholdt jeg, staaende bag en af de smaa Traverser, Infanteriet selv havde bygget sig, en heftig Ild mod Fjenden, baade mod venstre Flanke og Fronten. Men ogsaa fra Skandse 6 gik Fjenden frem langs Gravranden, og det samme, som der var skeet paa venstre Fløi, gjentog sig her.

Mange af mine flinkeste Folk laae Døde eller haardtsaarede, Fjenden havde begge Skandserne og de nærmeste Stykker af Løbegraven. – da maatte jeg forsøge at trække mig tilbage, om der endnu skulde være Tid dertil, og søge at naae hen til Reserven. Men dette lod sig desværre ikke mere gjøre, Fjenden fulgte i neppe 10 Skridts Afstand, og da jeg ved at bøie omkring en Travers mødte en anden fjendtlig Afdeling, der fra Skandse 5 allerede havde omgaaet mig, blev jeg omringet og maatte overgive mig.

Sammen med mig eller dog næsten paa samme Tid – det ene Stykke af Løbegraven efter det andet, fra Travers til Travers – faldt den største Deel af Resten af Compagniet i Fangenskab, saaledes Commandosergeant Hansen, Corporalerne Larsen og Nielsen, Overspillemand Troedel og mange Undercorporaler og Menige. En liste herover formaaer jeg ikke at give ligesaalidt som over de Døde og Saarede. Men jeg maa ved denne Leilighed fremhæve den Besindighed og det rolige Mod, som alt Mandskabet udviste. Enhver blev paa den ham anviste Plads og fyrede rolig paa Fjenden, der kun stod i nogle faa Skridts Afstand, og hverken Befalingsmænd eller Undergivne tænkte paa at vige et Skridt, førend Fjenden aldeles havde overvældet os.

Mandskabets Tapperhed maa til fulde anerkjendes, men desværre viste der sig en følelig Mangel paa Førere. Compagniet havde kun 1 Lieutenant og 6 Underofficerer, hvoraf de 2 virkelige, medens de andre fire vare midlertidige, Lieutenant Sanmark, en Finlænder, der intet forstod og paa Grund af Sproget og kun med megen Møie kunde gjøre sig forstaaelig for Mandskabet, havde neppe været ansat ved Compagniet 8 Dage. Formodentlig har han ikke kunnet naae at faae Skandse 5 besat i rette Tid, men selv om dette var lykkedes ham, var Skandsen med sine nedfaldne Brystværn og ødelagte Palissader i en saadan Forfatning, at han med sine 36 Mand ikke kunde holde sig mod Fjendens 6 Compagnier.

Et føleligt Tab var det ogsaa, at 3 af de Underofficerer faldt eller ssaredes strax i Begyndelsen af Kampen. Ligeledes savnede jeg blandt Mandskabet 12 af de flinkeste Folk, der gjorde Tjeneste ved Lieutenant Aarøes Corps, medens Compagniet ikke havde vundet i Kampdygtighed og Bevægelighed ved at modtage over 30 Mand deels Slesvigere deels Forstærkningsmænd. Jeg maa for Regimentet fremhæve for fortrinligt Mod og for den Assistance som navnlig efternævnte Befalingsmænd ydede mig:

Officeersaspirant Bruun, der fægtede med et sjeldent Mod og ikke vilde forlade Stillingen, skjøndt han var saaret i Armen, og et Øieblik efter fik en Kugle gjennem Ryggen men vedblev dog at opmuntre Mandskabet til at kjæmpe.

Commandeersergeant Hansen.

Foureer Petersen, der tidligere har udmærket sig og var fortrinlig Underofficeer, kjæmpede paa venstre Fløi af løbegraven og er formodentlig falden.

Corporal Sinding, en udmærket modig og paalidelig Mand, fægtede sammen med Foureren og blev saaret og fangen. Senere har han med stor Dristighed og Snildhed vidst at frigjøre sig og er nu i Kjøbenhavn.

Undercorporal No. 364 Hansen, har ogsaa tidligere udmærket sig og viste sig den 18. modig og udholdende til det sidste, skjøndt han var saaret.

Hornblæser No. 295 Andresen har altid vist sig kjæk og uforfærdet og saaredes just som han satte Hornet for Munden for efter min Befaling at give Signal til Reserven.

Menig nr. 77 Svendsen, der nedlagde en fjendtlig Fanebærer i kun faa Skridts afstand, og endelig

Begge Ambulancesoldaterne Menig No. 235 Christiansen og No. 436 Eiberg, der saavel under Stormen som ved mange tidligere Leiligheder have viist sig som modige og paalidelige Folk.

Jeg tillader mig paa det bedste at anbefale samtlige ovennævnte til Regimentet til at indstilles til Belønning for udviist Tapperhed og udmærket Dygtighed.

Fæstningen Minden den 8de Mai 1864.

Gandil

Capitain og Commandeur for
2det Regiments 6te Compagni.