1864-Arkivet

‹ Ét niveau op

3. Kompagni – premierløjtnant Gjørup

Rapport ved premierløjtnant Michael Rodvad Gjørup [Giørup] over 2. Regiments 3. Kompagnis deltagelse i kampen den 18. april 1864. Premierløjtnant Gjørup havde overtaget kommandoen efter den sårede kompagnichef kaptajn Sophus Frederik Waldemod Ross.

Til 2det Infanteri Regiment.

Rapport over 2det Regiment 3die Compagnis Deeltagelse i Forsvaret af Dybbølskandserne den 18de April 1864.
Compagniet rykkede den 17de April om Aftenen ud i Dybbølstillingen som Besætning for Skandse Nr. 4 og den tilhøire eller Nord for Skandsen værende Løbegrav. Styrken var, saavidt erindres 2 Officerer, 5 Underofficerer, 15 Undercorporaler, 2 Spillemænd og 130 Mand. Compagniet besatte Løbegraven mellem Skandse Nr. 4 og Chausseen med 1. og 2. Deling under Commandeersergeant Nyegaard, og Skandsen Nr. 4 med 3die og 4. Deling, Lieutenant Åkerhjelm. Her tænkte jeg selv at opholde mig, deels fordi det var det vigtigste Punkt, og deels fordi Lieutenant Åkerhjelm endnu ikke kunde gjøre sig hurtigt forstaaeligt for Folkene, han var for ikke mange Dage siden kommet fra Sverige.

Skandsebesætningen laa omtrent 50 Skridt bag Skandsen i en dertil opkastet Løbegrav. Efter Afløsningen inspicerede jeg Compagniet og fandt, at jeg havde Forbindelse deels med Kanonplacementet paa den sydlige Side af Chausseen, hvor 1 Deling af 8de Compagni stod, deels med Løbegraven paa Venstre Side af Skandsen, hvor 2det Regiments 4de Compagni befandt sig. I Skandsen var udsat 2 dobbelte Poster for at holde Øie med Fjenden.

Kort efter Afleveringen afgaves 3die Deling til Arbeide i Skandsen og 4de Deling til Arbeide i den bagved værende Løbegrav, der skulde indrettes til Forsvar. Hele Natten blev Skandsen stærkt beskudt, men ingen kom til skade hverken der eller i den tilstødende Løbegrav. Da Dagen brød frem, ophørte Arbeiderne. Den stærke Skydning, som paafulgte, gav mig Anledning til at sende Undercorporal Andersen op i Skandsen for der blivende at vaage over, at de derværende Poster ikke glemte at see efter Fjenden for at dække sig, ligesom jeg selv nogen Tid efter personlig inspicerede Skandsen. Den var dengang i en særdeles ramponeret Tilstand, og Nattens Arbeide var mere end tilintetgjort.

Kl. 9½ fik jeg den ene af Compagniets Ambulancesoldater saaret af et Granatstykke, jeg lod ham bringe bort af den anden Ambulancesoldat og en Pioneer. Kl. 10 meldte Bataillonsadjudanten, Lieutenant Hindenburg mig, at der faldt Geværskud i Kjæden. I hurtigt løb rykkede 3die og 4. Deling ind i Skandsen. Et Commando af circa 15 Mand afgaves strax til Broens Forsvar, den kunde ikke trækkes ind, en Granat havde slaaet Jernet krumt, jeg gav Ordre til i forudsat Fald at bruge Bajonetten. I Skandsen traf jeg Bataillonscommandeuren Hr. Capitain Lundbye. Fjenden var dengang lige stormet op af sine Løbegrave, Skandsebesætningens hurtige og velrettede Ild synes at tilføie ham ikke ubetydelig Skade, der blev et Øieblik en Standsen og Vaklen i hans Bevægelse.

Fra Skandsen saa jeg endeel af fjendens Compagni Mandskab, der laa noget fremskudt, skyde flinkt. Jeg udbad mig og fik af Hr. Capitain Lundbye Tilladelse til, at Adjudanten, Lieutenant Hindenburg maatte anvendes til at lede et Forsøg paa at sprænge Broen i Luften eller hugge den i Stykker, Artilleriofficeren Premierlieutenant Crone medgav ham paa min Opfordring en Artilleriunderofficeer til Assistance. Efterat have gjort forgjæves Forsøg paa at faae Minen til at sprænge, tog Pr. Lieut. Crone selv Sagen i sin Haand, men det frugtede ikke, det var, saavidt jeg ved, under dette Forsøg, at han saaredes i Armen.

Skandse Nr. 4 sagdes at have 2 brugelige Kanoner, men da nu den ene skulde affyres, var fænghullet forstoppet eller paa anden maade ubrugelig. Med den anden Kanon gjorde mindst 2 á 3 velrettede Skud paa de fjendtlige Colonner. Skjøndt vi havde seet, at Skandsen Nr. 3, 5 og 6 vare tagne, tabte Mandskabet dog langtfra Modet, men vedblev at skyde med stor Udholdenhed, Tapperhed og Uforfærdethed. Der gjordes, før Skandsens Indtagelse, ikke noget directe Angreb paa 1ste og 2den Deling i Løbegraven, de fyrede i skraat Anslag paa den mod Skandsen fremtrængende Fjende og holdt sig endnu noget, efterat Skandsen var taget. De gave sig først efterat være aldeles omgaaede.

Imidlertid blev paa eengang Skandsens Brystværn, især dens sydlige Side stærkt besat af Preusserne, der i en 5 á 6 Skridts afstand fyrede ned paa os. Som den ældste Officeer i Skandsen raabte Hr. Capitain Lundbye Pardon, men da Preusserne ikke strax vilde give den, paafulgte endnu en kort og blodig Kamp, hvori Capitain Lundbye faldt, og Lieutenant Åkerhjelm saaredes, men mange Fjender maatte ogsaa bukke under. Kampen havde, saavidt skjønnes kan, varet imellem ¾ til 1 Time og Mandskabet i Skandsen gjorde gjennemsnitligt indtil 15 Skud.

Til Slutning maa jeg tillade mig at udtale min største Roes og Beundring over samtlige Befalingsmænds og Mandskabets udmærkede Tapperhed og Udholdenhed, saa meget mere beundringsværdig efter de foregaaende strenge Strabadser. Der var ikke een Mand i 2den Regiments 3die Compagni uden han den 18de April gjorde sin Pligt til det yderste. Jeg vil særligt tillade mig at fremhæve følgende:

Secondlieutenant Hugo von Åkerhjelm viste stor personlig Tapperhed.

Reserveofficeersaspirant Grev Ahlefeldt Laurvigen for ikke alene den 18de April, men ved alle Leiligheder viist stor Dygtighed og Tapperhed, og at han forstod at føre sine Folk rask og bestemt.

Commandeersergeant Nyegaard førte den 18de April 1ste og 2den Deling med stor Bravour, han har altid viist stor Tjenstiver og Paapasselighed.

Vaabenmester Jensen viste meget Mod i Skandse Nr. 4, han var utrættelig til at faae Folkene til at skyde flinkt.

Endvidere bør Foureer Danielsen og Sergeant Petersen nævnes.

Overspillemand Wizensky har fulgt mig i alle Fægtninger i den værste Kugleregn.

Ligeledes bør nævnes: Undercorporalerne Haste (død), Mortensen (død) og Frederiksen.

Af Menige har navnlig Nr. 113 Schmidt altid udmærket sig, Nr. 556 Fr. Hansen, og de i sin Tid af Compagniet til Skandse Nr. 2 Commanderede Menige, hvis Numre og Navne jeg ikke her paa Stedet kan faa opspurgt.

Glogau den 6te Mai 1864.

M. Giørup [Gjørup]
Premierlieutenant
p. t. Compagnicommandeur
for 2den Reg. 3die Compagni.

Viser 3 emner.