1864-Arkivet

‹ Ét niveau op

2. Kompagni – sekondløjtnant Thestrup

Rapport ved sekondløjtnant Alfred Harald Waldemar Thestrup over 2. Regiments 2. Kompagnis delatgelse i kampen den 18. april 1864. Sekondløjtnant Thestrup kompagniet i kamp, da kompagnichef Thorkelin var syg.

Til
2. Infanteri – Regiment.

Rapport
over 2. Inf. Regiments 2. Kompagnies Deeltagelse i Kampen d. 18. April 1864.

Kompagniet, hvis Styrke beløb sig til 2 Officerer, 5 Underofficerer og circa 130 Underkorporaler og Menige, afløste d. 17. April om Aftenen Besætningen i Skandsen No. 6 og den tilhøire for samme liggende Fleche. Efter Ordre besattes Skandsen med 2 Delinger (1. og 2.), og Flechen, der ikke afgav tilstrækkelig Dækning for et halvt Kompagni, med 1 Deling (3.), hvorimod 4. Deling placeredes ved et Gjærde bag Skandsen, i Høide med 5. Kompagni, der stod i Reserve.

Fra Kl. 10 Aften til Kl. 4 Morgen afgaves 1., 2. og 4. Deling skifteviis til Arbeide i Skandsen, navnlig til Fyldning og Anbringelse af sandsække paa Brystværnet, der om Dagen havde lidt betydeligt ved Fjendens Ild. trods den vedvarende Beskydning om Natten arbeidede Mandskabet flinkt og ufortrødent. Kort efter Arbeidtes ophør forstærkedes Kanonaden saa voldsomt og rettedes saa vedholdende mod Skandsen, hvis Brystværn snart tildeels ødelagdes, medens flere af mine Folk saaredes – at jeg, i Overeenstemmelse med den givne Instrux og efter Samraad med Kapt. Hertel, besluttede at trække 1 Halvkompagni ud af Skandsen og kun lade de fornødne Poster, 5 Mand, forblive derinde.

Besætningen trak sig, En for En, tilbage til det Gærde hvor 4. Deling laa. I Løbet af Morgenen saaredes her 9 Mand af kompagniet. Omtrent Kl. 9 meldte mine Poster, at der hørtes Geværskydning. Jeg dirigerede øieblikkelig 4. Deling hen til Flechen og rykkede selv i Spidsen for 1 Halvkompagni, i stærkt Løb, op i Skandsen, der i en Fart besattes. Men det viste sig strax, at en fjendtlig Stormcolonne, uden at være synderlig generet af Skandsens faa Kanoner, der kun havde gjort enkelte Skud, eller af de tildels gjennemskudte Palissader, – allerede var kommen ned i Graven og dens Téte endog i færd med at bestige det sammenskudte Brystværn.

Vore Folk affyrede deres Geværer mod den fremstormende Fjende, der besvarede Ilden, hvorved nogle af Vore saaredes. Men Angriberne trængte med en saadan Overmagt , 6 Kompagnier med 50 Mand, ind i den forfaldne Skandse, at jeg indsaae, en videre Kamp vilde være unyttig, og jeg gav derfor Befaling til Overgivelse, samtidig med at Kapt. Sick og Lt. Jensen gave en lignende for Artilleriets Vedkommende, hvorefter hele Besætningen som Fanger førtes ud af Skandsen.

I Flechen havde 2. Halvkompagni, der førtes af Lt. Holmertz, beskudt Stormcolonnen under dens Fremrykning mod Skandsen. Efter dennes Indtagelse rettedes derfra mod Flechen en stærk Ild, der besvaredes meget livlig, desværre saaredes her dødelig Sergeant Sauermilch og Reservekorporal Nielsen. Da imidlertid Skandserne 7 og 8 aabnede deres Ild mod No. 6 og den herfra mod No. 7 fremrykkende Fjende, udsattes Flechens Besætning tillige for vore egne Kardætsker og Geværkugler, hvilket bevægede Lieutenanten til at forlade Flechen og at trække sig op imod No. 8, hvor han dog nødtes til at overgive sig.

Compagniets Tab af Saarede og Døde seer jeg mig ikke i stand til at opgive. –
Til Slutning maa jeg fremhæve den ufortrødne Iver og Lyst, hvormed Kompagniets Befalingsmænd og Menige opfyldte deres Pligt, og som under heldigere Forhold vilde have gjort Forsvaret mere haardnakket og langvarig, end Tilfældet blev. Som de der særlig have udmærket sig, skal jeg nævne:
Sekondlieutenant Holmertz, der stedse har viist sig særdeles flink og modig.
Sergeant Sauermilch, i hvem Kompagniet har mistet en dygtig Underoff.
Reservekorporal Madsen, samt
Menig No. 226 Larsen.

Pr. Minden, d. 17. Mai 1864.
Thestrup
Sekondlieutenant.