1864-Arkivet

‹ Ét niveau op

Premierlieutenant af 18de Inf. Reg. F. W. Bruun

Portræt af premierløjtnant og kompagnichef Frederik Wilhelm Bruun ved 18. Infanteriregiment. Han faldt under kampen den 22. februar tæt ved Bøffelkobbelskov.

Frederik Wilhelm Bruun faldt den 22. februar 1864 under kampene foran Dybbølstillingen. Bruun stod med sine folk et meget udsat sted ved Bøffelkobbelskov. Han blev med sine folk omringet af preussiske styrker, som dels trængte frem fra Broagerland dels fra Nybøl. Under forsøget på alligevel at kæmpe sig tilbage ramtes han af en preussisk kugle lige i hjertet og var død på stedet.

Efter at kampene er slut og de danske forposter påny skydes frem, findes hans udplyndrede lig. En preussisk parlamentær afleverer dog senere Bruun’s tegnebog til den danske forpostkæde! Bruun føres til Roskilde, hvor han begraves på Gråbrødre Kirkegård.

I skriftet “Mindeskrift over de i 1864 faldne officerer” udarbejdet af kaptajn Axel F. Hansen (Kbh., 1909) står følgende: Premierløjtnant Frederik Vilhelm Bruun fødtes den 20. september 1832 i Roskilde og var søn af Claus Christian Bruun, forvalter ved det adelige jomfrukloster i Roskilde, og hustru Elisabeth, født Obel. Det var en brav og dygtig søn, som Danmark mistede i Bruun. Soldat var han med liv og sjæl, og hans hjerte slog indenfor uniformen så varmt som noget for Danmarks ære, frihed og selvstændighed. Kun 16 år gammel meldte han sig som frivillig i 1849 og var med ved Fredericia og året efter ved Isted. Begge steder viste han mod og konduite. Han var 1849 avanceret til korporal og stod ved 1. Linieinfanteribataillon. Den 26. oktober 1849 udnævntes han til sekondløjtnant i Infanteriets Krigsreserve, men overførtes den 25. august 1850 til linien med anciennetet af 1. november 1849. Ved sin udnævnelse til officer ansattes han ved 2. Jægerkorps (blev senere til 18. bataillon), ved hvilket han stod lige til sin død. Den 5. maj 1861 udnævntes han til premierløjtnant. I 1864 fik han, da kaptajn Schow var falden ved Mysunde den 2. februar, kommandoen over kompagniet, og han viste sig fuldt ud værdig til dette job. Den 21. februar, da 18. regiment kom på forpost foran Dybbøl, befandt han sig ikke vel, men han ville ikke melde sig syg ved en lejlighed, hvor han kunne komme til at gøre nytte. Den 22. Februar rykkede de preussiske styrker med utrolig hurtighed frem og kastede de danske forposter tilbage. Bruun holdt længe stand med sit kompagni, begge hans sidemænd faldt, han selv stod oppe på. en grøftevold for at give sine folk et godt eksempel, og fyrede herfra på de preussiske tropper; da ramte en kugle ham lige i hjertet, og han segnede død om. Hans lig blev på kamppladsen, men fandtes om aftenen med tømte lommer, da forposterne påny rykkede frem. En preussisk parlamentær bragte dog senere hans tegnebog til forpostlinien. Han var ikke blot et bravt menneske og en tapper soldat, der med frejdighed gik i døden for sit land, men han var tillige den kærligste søn og broder, hvorfor tabet af ham overalt efterlod dybe savn. Hans lig førtes til Roskilde og begravedes den 1. marts på Gråbrødre Kirkegård. Dit Ord nu aldrig jeg glemme kan Fra hint muntre Lag: “Hvor stolt at dø for sit Fædreland På Kampens Dag.” Frem stormed Fjenden, men Du stod fast For med Kraft at slå. Du havde altid så ringe Hast, Når Du Faren så. På Gærdet stod Du og skød og skød, Til Din Kugle kom, Til Du fandt den kække Soldaterdød, Som Du drømte om. Ej vil vi hylle vort Blik i Gråd; Hvad mon Sorgen vil? Den har vi hverken Lyst eller Råd Eller Stunder til. Vi gemme Dit Navn og Dit høje Mod På Hjertets Grund, At det kan ildne til Dåd vort Blod I Stridens Stund. Og når vi kæmpe fra Hegn til Hegn Imod Overmagt, Da for vort Øje i Kuglernes Regn Står Du uforsagt, Og vinker os frem til den blodige Dyst Så gram i Hu, Men når en Kugle rammer vort Bryst Så smiler Du.

C. Jürs.

Træsnit bragt i bla. “To hundrede træsnit. Tegninger fra krigen i Danmark 1864”.

Bragt første gang den 20. marts 1864 i Illustreret Tidende nr. 234, 5. bd.