1864-Arkivet

Allerede Aaret forud havde man lagt særlig Beslag paa hans Evner ved at sende ham i Mission til Stockholm for at bistaa den danske Gesandt ved Underhandlingerne om Erstatning for den svenske Armés Ophold i Hertugdømmerne 1814. Hans Optræden gjorde megen Lykke i de svenske diplomatiske Kredse, og Statsminister Rosenkrantz fremhæver for Frederik VI, at den gunstige Afslutning af Konventionen væsentlig skyldes H.s særdeles Flid og Talent. Paa ikke mindre fortrinlig Maade skilte han sig ved det ham i 1825 overdragne Hverv, da han sendtes til London i Anledning af Optagelsen af det store 3 pCt.s Statslaan. I 1828 fik H., s. A. udnævnt til Major, Tilladelse til for sin militære Uddannelses Skyld sammen med Tscherning og den senere Ingeniørgeneral Schlegel at deltage i den franske Expedition til Morea, men Rejsen gav ringe Udbytte, i det Krigsbegivenhederne saa godt som vare afsluttede inden Ankomsten.

Saa vel før som efter denne Udenlandsrejse var H. i sin Egenskab
af Divisionsadjudant en stadig Ledsager af Frederik VI paa dennes Inspektioner og Hærskuer, og blandt Generalstabens yngre Mænd var der næppe nogen, Kongen hellere saa om sig end netop ham, naar da undtages Yndlingen Abrahamson (I, 64), ligesom H. et levende Lexikon for Kongen til at slaa op i om alt muligt, men i øvrigt i sin Optræden en fuldstændig Modsætning til sin som Regel ordknappe, fornemt tilbageholdende, i de militære Interesser mere og mere opgaaende Kollega. 1831 blev H. ansat som Undervisningsdirektør ved Landkadetkorpset. Han havde betydelig Del i Udarbejdelsen af den s. A. i Kraft traadte, i flere Henseender fortræffelige nye Plan for Korpset, og det Opsving, som dette kjendelig tog i de nærmest følgende Aar, skyldes i ikke ringe Grad H.s kyndige, bestemte, men dog humane Toaarige Ledelse af Undervisningen. I øvrigt spores der i hin Periode en vis Rivalitet mellem Kadetkorpset og den 1830 oprettede militære Højskole, for hvilken ovennævnte Abrahamson var Undervisningsdirektør, og det er muligt, at den Uvilje, som det almindelig antages, at H. nærede mod Højskoleofficererne, stammer herfra. 1833 udnævntes han til Oberstlieutenant, 1835 til Divisionskvartermester, 1836 til Kommandør af Danebrog, 1839 til Overadjudant, 1841 til Oberst. Aaret forud fik han Sæde i den store Militærkommission, hvis Arbejder førte til Hærloven 1842, og i denne Kommission havde hans Stemme saa meget mere Vægt, som han da i længere Tid vikarierede i Generaladjudantposten hos Christian VIII for den syge General Ewald. 1. Jan. 1843 indtraadte han i General-Krigskommissariatet som 2. Deputeret, et Embede, i hvilket han havde den øverste Styrelse af Hærens Økonomi, og som han beklædte til 1848.

Ved Martsministeriets Dannelse i dette Aar vægrede han sig bestemt ved at modtage den ham af Frederik VII tilbudte Krigsministerpost (som Tscherning derpaa modstræbende overtog), i det han gjorde gjældende, dels at han næppe delte de Anskuelser, som antagelig vare raadende i Ministeriet, dels at han ikke i Følge sin Fortid var skikket til paa behørig kraftig Maade at bryde med de af Krigsstyreisen fulgte Maximer. Han tilbød derimod Tscherning al mulig Assistance og blev i den Anledning i det nydannede Krigsministerium ansat som Departementschef og Generalintendant. Kun kort Tid beklædte H. denne Stilling. Opskræmmet af de vilde Rygter om Forræderi og om Hærens Opløsning, der efter den delvise Panik i Flensborg 24. April summede Regeringen om Ørene, bestemte Krigsministeren sig til at sende H. som overordentlig Kommissær til Hæren for der paa Ministerens Vegne med uindskrænket Fuldmagt at anordne, hvad han under de stedfindende Forhold maatte skjønne rigtigst, i det han dog var opfordret til ikke at skride ind før efter Konference med Hærkorpsets Chef, General Hedemann, og Stabschefen, Kapitajn Læssøe. Selvfølgelig maatte dette mildest talt ubesindige Skridt af Ministeren i Forbindelse med den Omstændighed, at Hedemann og H. viste sig grunduenige i deres Syn paa Hærledelsen, føre til en uhyggelig og bitter Kompetencestrid, der kulminerede i de første Dage af Maj, da H. overtog Kommandoen over de paa Als værende Tropper, medens Hedemann begav sig til Fyn og her fra androg om Fritagelse for Overkommandoen. H. forblev som selvstændig Kommandant paa Als hele Sommeren, men da der paatænktes en større Bevægelse i Sundeved, gav han paa Ministerens Henstilling Løfte om “kordialt og med al Resignation” at ville stille sig under Hedemann, og i de smukke Træfninger 28. Maj ved Nybøl og 5. Juni ved Dybbøl toge de af ham kommanderede Brigader fremragende Del. 25. Maj var han bleven udnævnt til Generalmajor, 13. Sept. ved Revuen paa Lerbæk Mark tildeltes ham Storkorset.

Da Martsministeriet i Nov. 1848 rekonstrueredes i konservativ Retning, modtog H. den ham nu atter tilbudte Krigsministerportefeuille, som han beholdt indtil Juli 1851. Hans Fortjenester i dette Tidsrum paa det organisatoriske Omraade ere uvisnelige, og den store og smukke Hær, som Danmark i de 2 følgende Krigsaar og da fornemmelig i 1850 kunde stille paa Benene, maa i væsentlig Grad betragtes som hans Værk. I Forholdet til de kommanderende Generaler har han derimod været Gjenstand for en nedsættende, i flere Punkter dog ubillig Kritik. Imidlertid kan det ikke nægtes, at han, navnlig i Begyndelsen af Felttoget 1849, da han personlig indfandt sig paa Krigsskuepladsen, ofte paa forstyrrende Maade greb ind i Overkommandoens Planer, og naar han efter Katastrofen 5. April i Ekernførde Fjord som Sonoffer lod General Krogh og Stabschef fjærne fra deres Poster, kan han vel ikke helt fritages for Mistanke om, at stærk personlig Uvilje mod sidstnævnte var væsentlig medvirkende til dette Skridt. Efter at Bülow med Flensborg som Stabschef var traadt i Spidsen for Hæren, stillede H.s nervøse Uro kjendelig af. Vel kunde han ikke bekæmpe sin Lyst til mere end vedbørligt at lægge Tryk paa Generalens Handlefrihed, men han undlod dog ikke som Regel at betone, at disse Henvendelser mere vare at betragte som Raad til Overvejelse end som Befalinger. Efterhaanden kom han ogsaa mere og mere fra sit med synderlig Forkjærlighed antagne, ham af den indkaldte franske General Fabvier ligeledes anbefalede Cunctatorsystem, i Følge hvilket Hærens Offensiv alene skulde bestaa i partielle Expeditioner, og allerede i Slutningen af April skriver han til Flensborg: “Saare ønskeligt var det, om man, inden Kampagnen endtes, kunde give Fjenden dygtig Klaps”. Hans til Hæren og dens Førere vakte, ved Fredericiaslaget yderligere styrkede Tillid fik et kraftigt Udtryk i Statsraadsmødet 15. Juli, da han nægtede at godkjende den af Kammerherre Reedtz temmelig egenmægtig 5 Dage forinden afsluttede Konvention med Preussen, i det han med Bestemthed hævdede, at der under nærværende Omstændigheder ikke var Anledning til at bringe noget som helst Offer for at opnaa Vaabenstilstand. Kongen vilde dog ikke modtage hans indgivne Demission, men befalede ham i smigrende Udtryk og med Fritagelse for Ansvar for Konventionens Ratifikation at forblive paa sin Post, i det han samtidig udnævnte ham til Generallieutenant.

Som Parlamentariker var H. uheldig. Dels savnede han, saa godt han end var inde i sine Ting, i mærkelig Grad Evne som Taler, dels var den hele konstitutionelle Tankegang hans Natur imod, og det harmede ham, at “D’Hrr. i Finanskomiteen” vilde have bedre Forstand paa Affattelsen af de krigsministerielle Budgetter end han selv og hans Departementschefer. Det særdeles gode Forhold, der i det hele herskede mellem Novemberministeriet og Rigsdagen, gjaldt heller ikke H. Tvært imod havde han allerede i 1850 heftige Sammenstød med Fenger og andre af Folketingets ledende Mænd, og det følgende Aar fandt flere Optrin Sted, der i Lidenskabelighed søge Lige her hjemme, og blandt hvilke vel det mærkeligste var det, da H. ude af sig selv af Harme over at være bleven overdøvet med Mishagsytringer og voldsom Hyssen tilraabte Forsamlingen omtrent med de Ord: “e;Jeg troede, jeg talte til Landets Udkaarne Mænd; jeg mærker, jeg staar for et Parterre!”e; Det beklagelige ved disse Stridigheder var, at Hovedopgaven, der efter Krigens Ophør maatte ligge for, Landets fremtidige Forsvarsordning, derved blev skudt til Side, ja forsumpet. Ingen senere Forsvarsministerkunde til Løsningen af denne Opgave sidde inde med saa fortrinlige Kort paa Haanden som H., under hvis Ægide Krigen var ført, og som endnu stod ved Styret, da den tilbagevendende sejerrige Hær hilstes af det jublende Folk.

27. Jan. 1852 indtraadte han paa ny i Regeringen som Krigsminister i Ministeriet Bluhme, senere Ørsted, der dannedes som en Indrømmelse til Udlandet, men modtoges med Mistillid af Rigsdagen. Han var som bekjendt en af dette Kampministeriums fasteste Støtter og iværksatte med en Energi, der ofte var hensynsløs, med eller uden Lovgivningsmagtens Samtykke de Foranstaltninger, som enten Regeringens helstatlige Program eller den indre og ydre politiske Situation efter hans Formening krævede. Det Had, han derved paadrog sig hos Oppositionen og den nationalliberale Presse, var uhyre. Hans Gjennemførelse ved kgl. Resolution 4. Avg. 1852 af Monarkiets Hærenhed blev betegnet som “e;et

Statskoup, en grov Insult mod alle brave danske Soldater”, og da han i 1853 gjorde Begyndelsen med at fjærne oppositionelle militære Embedsmænd ved at forsætte Lærer paa Højskolen, Ingeniørkapitajn Schovelin til Lauenborg, skrev “Fædrelandet” i en af dets fulminante Artikler bl. a., at H. stod i Statsstyrelsen ” som en Benrad fra Fortiden, som en fjendtlig Natur og et fordærveligt Stof”. I April 1854, da H. ved sine paa egen Haand trufne Forsvarsforanstaltninger til Sikring af Nevtraliteten under Vestmagternes Krig mod Rusland om muligt havde naaet Upopularitetens Spids, nærede Oppositionen godt Haab om at blive den lige saa frygtede som hadede Mand kvit, i det Frederik VII sagde Nej til H.s Indstilling om at give Hall Afsked som konst. Generalavditør. Haabet glippede dog, nærmest, som det synes, fordi Prins Ferdinand gjorde sin Stilling som kommanderende General afhængig af, at H. vedblev at være Minister, og det blev Kongen, som gav efter. Ved Forordningen af 26. Juli 1854 om Monarkiets Fællesanliggender brød Regeringen fuldstændig med Rigsdagen, og da dennes Opløsning paafølgende Okt. bragte Oppositionen i overvældende Majoritet, indgav det samlede Ministerium i Dec. sin Demission. Den mod de afgaaede Ministre derefter rejste Rigsretsaktion førte i Febr. 1856 til Frifindelse for dem alle.

H., som ingen Sinde i sin Ministertid havde villet oppebære Gage, levede nu som Privatmand paa sin Ejendom Snertingegaard ved Vordingborg, indtil han i Juli 1864 for 3. Gang kaldtes til at danne en Regering, der med Bluhme som Ministerpræsident fik det sørgelige Hverv at forberede og afslutte Freden i Wien 30. Okt. I H.s særlige Lod faldt det at foretage den ved Hertugdømmernes Afstaaelse nødvendigblevne Hærreduktion. Han udnævntes i Febr. 1865 til Ridder af Elefanten, afgik i Nov. s. A. som Minister og stilledes à la suite i Armeen som General. Døde 85 Aar gammel 22. Juni 1873, ugift.

Illustr. Tid. 13. Juli 1873.