1864-Arkivet
Kaptajnløjtnant Otto Christian Hammer
Kaptajnløjtnant Otto Christian Hammer var chef for Vesterhavsøernes forsvar.
Spanien, Marokko og Guineakysten, hvor han under et Negeroprør i den danske Besiddelse Prinsestenen havde Kommandoen over den bevæbnede Styrke, som dæmpede Urolighederne, og senere førte Underhandlinger med de indfødte. 1847 fór han til Koffardis med
Briggen «Hanne». I Krigsaarene 1848 og 49 gjorde han Tjeneste paa Eskadren, som blokerede Elben; efter Ekernførdeaffæren hjemførte han Mandskabet fra Elbeskadren gjennem Jylland, fik derefter Kommandoen over den armerede Slup «Larsens Plads» og gjorde med denne Tjeneste som Tender hos Eskadrechefen. I 1850 ansattes han som næstkommanderende ved den maritime Styrke paa Fanø, besatte Øerne Nordstrand og Pelworm og deltog senere i Fægtningen ved Tønning samt i Frederiksstads Forsvar. Indtil Krigens Slutning ledede han dernæst selvstændig Kystbevogtningen
paa Slesvigs Vestkyst. Efter Krigens Ophør ansattes han af den daværende Regeringskommissær Tillisch som Krydstold- samt Fyr- og Vagerinspektør paa Vestkysten. 28. Febr. 1851 indgik H. Ægteskab med Henriette Jacobine Hastrup (f. 3. Sept. 1830), Datter af
Godsejer Julianus H. til Hjortholm (f. 1780 d. 1863 og Anna Cecilie
f. Høffding (f. 1791 d. 1861). S. A. (1851) avancerede han til
Premierlieutenant. 1854 fik han fast Ansættelse som Krydstoldinspektør
og udtraadte samtidig af Marinens Tjeneste; 1858 erholdt han
Kapitajnlieutenants Karakter; 1862 overtog han i Forbindelse med sin
tidligere Stilling Bestyrelsen af Ejderens Lods-, Fyr- og Vagervæsen.
Ved Udbruddet af Krigen i 1864 indtraadte H. paa ny i Marinens Tjeneste og ansattes som Chef for Vesterhavsøernes Forsvar. Med utrættelig Iver, Aktivitet og Mod lykkedes det ham her i lang Tid at holde Orden paa den Ildesindede Befolkning og at tilintetgjøre alle Fjendens Forsøg paa at bemægtige sig Øerne; men da den danske Hær havde trukket sig tilbage fra Slesvig, og han ingen Hjælp kunde erholde, og da samtidig hans Angribere trak betydelige Forstærkninger til sig, maatte han til sidst, 19. Juli, overgive sig efter en djærv og haardnakket Modstand. Af befolkningens tysksindede Del er H.s Rygte blevet stærkt medtaget for hans Virksomhed under Krigen, medens han hos de dansksindede nød almindelig Anerkjendelse, hvilket de viste ved at skjænke ham en Æressabel; af Regeringen dekoreredes han med Kommandørkorset. Ved Fredslutningen vendte H. tilbage fra Østerrigsk Fangenskab og tog Sæde i Rigsraadets Landsting; omtrent samtidig erholdt han Afsked af Statstjenesten. I 1865 oprettede og ledede han et Fiskeriselskab, som i nogle Aar drev Robbefangst paa Islands Østkyst, men som snart maatte indstille sin Virksomhed efter at have tilsat en ikke ringe Kapital. I 1872 erholdt han for en Afhandling om Fiskerispørgsmaal i det russiske Sprog Moskovs Videnskabernes Selskabs store Guldmedaille. 1882 anlagde han i Sverige et temmelig storartet Savværk. Han døde 10. Marts 1892.
Illustr. Tid. V, 408. XXXIII, 309.
Vort Forsvar 10. April 1892.