1864-Arkivet

Træsnit bragt i bla. “To hundrede træsnit fra krigen i Danmark 1864”. Bragt første gang den 5. juni 1864 i Illustreret Tidende nr. 245, 5. bd.

I “Mindeskrift over de i 1864 faldne officerer” står der om Hjort:

Sekondløjtnant Hans Peter Carl Ernst Vilhelm Hjort fødtes den 20. December 1835 i Frederiksværk og var Søn af Herredsfoged i Løve Herred, Justitsraad Siegfred Christian Frederik Hjort og Hustru Elise Budde.

Sin tidligste Undervisning fik han i forskellige private Institutter og Skoler i Frederiksværk, Kallundhorg og Vordingborg.

Efter endt Skolegang ansattes han i 2½ Aar paa Faderens Kontor, Herredsfogedkontoret i Løye Herred.

Hans Lyst stod til Landvæsenet, og han fik nu sin Uddannelse til Landmand paa Lerchenborg, hvor han de sidste tre Aar, før han blev Soldat, var Underforvalter.

Paa Sessionen for 1858 blev han udskreven til Infanterist og gennemgik Rekrutskolen ved 3. Linie Infanteri Bataillon i Altona, laa til fast Tjeneste og permitteredes om Efteraaret, efter Eksercertidens Slutning, som en af de fire bedste af Kompagniets Skytter. Han indkaldtes atter til Tjeneste i Januar 1859, men stillede for sig, indtil han om Efteraaret samme Aar selv mødte til Tjeneste i Eksereertiden.

Efter sin Hjemsendelse blev han Forvalter hos Forpagteren af Aagaard og Søgaard ved Slagelse.

Fra 6. Juni 1861 til 10. Februar 1862 gennemgik han Reserveofficersaspirantskolen paa Frederiksberg og udnævntes til Sekondløjtnant i Infanteriets Krigsreserve med Anciennetet af 3. Februar 1862.

Den 18. Oktober samme Aar blev han ansat ved 1. Infanteri Bataillon, og med denne Afdeling rykkede han ud under Krigen.

Ved Bustrup blev han saaret i Knæet den 3. Februar og lagt ind i et Hus. Da det ikke lykkedes at faa ham ud herfra, faldt han i Fjendens Hænder og indlagdes paa Rendsborg Lasaret, hvor Benet blev amputeret. Han led meget. Det fortjener at fremhæves, hvor megen Omhu og Kærlighed der vistes mod ham paa Sygelejet, og hvor værdigt og hæderligt man udførte hans Ligbegængelse.

En from Søster af en tysk Orden sad den meste Tid ved hans Seng og var ham paa alle Maader til Tjeneste og Opvartning. Desuden fik han en dansk Dragon til Oppasser.

Stiftsdame Blanche Huygens trøstede og oplivede ham ved Samtale og Læsning. De sidste Dage, da han trængte til mere Ro, fik han sit eget Værelse. Han havde, mens han laa syg, flere opmuntrende Besøg af Rendsborgere, der havde fattet Godhed for ham under hans tidligere Garnisonsliv i Byen. De tilbød ham forskelligt, men hans Svar var: “Al Lindring, en syg kan ønske sig, har jeg her paa Lasarettet.” Han laa sammen med en dansk Kammerat, Løjtnant Grev Rantzow, hvem Hjort Dagen før sin Død overdrog at skrive den sidste Hilsen til Hjemmet.

Han døde den 26. Februar og begravedes den 29. paa Rendsborg Kirkegaard.

Saa kraftfuld, ung og kæk, han nylig stod,

Ved sine tappre Landsoldaters Side.

Hans øje lyste af et frejdigt Mod,

Og hurtig flød det hede Ungdomsblod:

“Han skulde jo for Fædrelandet stride.”

Saa varmt og trofast var hans Hjertelag,

Og skjult i Brystet var en lønlig Tanke:

“At vinde Hæder under Danmarks Flag

I Kamp for Fædrelandets skønne Sag.”

Den bragte ofte Hjertet til at banke.

For første Gang, han stod i blodig Dyst,

Men ikke saa man ham i Kampen blegne.

Han førte sine frem med Mod og Lyst,

Og af Begejstring svulmed højt hans Bryst,

Til han paa Valen maatte blodig segne. 

Nu hviler han, den unge Helt, i Fred.

I Fangenskab han skulde Døden finde.

For Fædrelandet han saa tappert stred,

Og med Taalmodighed han for det led,

Men derfor skal og hædres højt hans Minde.

J. S.