1864-Arkivet

‹ Ét niveau op

Sekondløjtnant Vilhelm Elias Georg Buchhave

Sekondløjtnant Vilhelm Elias Georg Buchhave ved 3. Regiment 7. Kompagni.

Buchhave er født den 25. december 1837 i Vinding, studerede teologi. Kort før sin embedseksamen opgav han studiet, da han ikke følte sig kaldet til præst. Han gennemgik derefter aspirantskolen og udnævntes 1862 til sekondløjtnant i krigsreserven. Efter at være bleven officer uddannede han sig til forstmand. Ved krigens udbrud gik han med 3, Regiment 7. Kompagni i felten. Under kampen om Bertelsens gård den 29. juni 1864 faldt han dødelig såret. Han blev samlet op af de preussiske sanitetsfolk, og førtes til lazarettet på Sønderborg Slot, hvor han døde den 6. juli 1864. Liget blev begravet i hjemmet.
Ved Buchhave’s side faldt officersaspirant Anton Sigurd Jacobæus. Han blev begravet på Ulkebøl Kirkegård.

I “Mindeskrift over de i 1864 faldne officerer” (Axel Hansen, 1909) står:
Buchhave fødtes den 25. December 1837 i Vinding og var Søn af Pastor Henrik Rudolph Buchhave, Sognepræst i Sahl og Eising i Ribe Stift, og Hustru Petrea Charlotte Amalie Schmidth.
Buchhave blev Student fra Aarhus og studerede derefter Teologi. Et halvt Aar før han skulde op til Embedseksamen forlod han dette Studium, idet han ikke følte sig kaldet til at blive Præst.
Han gennemgik Reserveofficersaspirantskolen paa Frederiksberg Slot fra 6. Juni 1861 til 10. Februar 1862 og udnævntes til Sekondløjtnant af Infanteriets Krigsreserve den 3. Februar 1862.
Ved Fordelingen af Krigsreserveofficererne ansattes han den 18. Oktober 1862 ved 3. Infanteri Bataillon og forblev her til sin Død. Efter at være bleven Officer uddannede han sig til at blive Forstmand og var i den Anledning 1 Aar hos Kammerjunker, Skovrider v. Kragh ved Helsingør. Saa kom imidlertid Krigen. Han indkaldtes og ansattes ved 3. Regiment 7. Kompagni som ældste Løjtnant. Den 16. Marts var han første Gang alvorlig i Ilden som Feltvagtkommandør for Feltvagt Nr. 2 ved Staugaarde, der blev angreben tre Gange den Dag. Senere maatte han paa Grund af en slem, langvarig Forkølelse, der gik en Del ud over hans Hørelse, melde sig syg, og fra den 15. Maj til 8. Juni laa han nu, dels som syg, dels som Rekonvalescent, paa Sølvgadens Kaserne. Han meldte sig atter ved sit Regiment i Sønderborg og blev ældste Løjtnant ved 6. Kompagni.
Den 29. Juni 1864 stod 3. Regiment udfor Kjær By paa Als og af. ventede Befaling til at angribe denne By, som var besat af Prøjserne. Det var den smukkeste Morgen, man kunde tænke sig, og Solen var lige ved at staa op. Da traadte Buchhave frem foran sin Deling og talte saaledes til sine Folk: “Soldater, vend Eders øjne mod øst og se, hvor smukt Solen hilser os! Lad os haabe, at den Gud, som lader Solen udsende sin pragtfulde Glans, vil give os sin Hjælp, saa at den Gerning, vi i Dag skulle udrette for Konge og Fædreland, ogsaa maa kunne sprede sin Glans over Dagen!”.
Umiddelbart efter begyndte Angrebet.
Der kæmpedes en af de haardeste Kampe under hele Krigen, hvori mange ofrede deres Liv paa Fædrelandets Alter. Blandt disse var ogsaa den brave Løjtnant Buchhave, der blev haardt saaret. Han nærede en levende Interesse for sine Folk og var meget afholdt af dem. Da han blev saaret, vilde nogle af Folkene føre ham med sig bort, men to af dem blev skudt, hvorfor Buchhave udbrød: “Lad mig dog ligge, at ikke flere af Eder skal falde for min Skyld!”.
Han faldt i Fangenskab og førtes af Fjenden til Sønderborg Lazaret, hvor han døde den 6. Juli. Han begravedes af Fjenden, men hans Forlovede, Frk. Marie Faurschou, Datter af den ansete Købmand Faurschou Aarhus, og en Slægtning afhentede Liget, der derefter førtes til Hjemmet Ribe Stift, hvor det jordedes paa Sahl Kirkegaard.
Buchhave og hans Forlovede var Barndomsbekendte, og Forlovelsen fandt Sted under Krigen.