1864-Arkivet

Han faldt, hårdt såret, i preussisk fangenskab den 18. april 1864.

I indledningen står:
Forfatteren af de her udgivne Erindringer fra Krigen 1864, daværende cand. juris og Sekondløjtnant i Infanteriets Krigsreserve, senest Herredsfoged Lauritz Borberg, var født 25. Oktober 1837 paa “Dover østergaard” i Ydby Sogn i Thy.
Hans Fader var Ejeren af denne Gaard, Proprietær Laurids Ploug Borberg (1791-1875). Denne havde i sin Ungdom deltaget i den engelske Krig i Aarene 1808-13 baade ved Ro-kanonbaadsflotillen ved Nyborg og i Kaperkrigen; senere havde han, der var Ridefoged- og Møllersøn fra Mariageregnen, giftet sig med Maren Neergaard (1799-1861), Enke efter Proprietær Peder Oddershede til “Dover Østergaard” og Datter af Proprietær Christen Christensen Neergaard til “Momtoft” ved Thisted og hans Hustru Johanne Nielsdatter Bierregaard.
Laurids Ploug Borberg blev hurtigt en anset Mand i Sydthy; han var saaledes 1836-46 valgt som Stænderdeputeret for Sydthy og Mors (for de mindre Landejendomsbesiddere) i den nørrejydske Provinsialstænderforsamling i Viborg; -desuden var han en Aarrække Medlem af saavel Thisted Amtsraad som Boddum-Ydby Sogneraad.
Slægten Borberg var iøvrigt gammel jydsk og stammede fra Borbjerg Sogn ved Holstebro, hvor dens ældste kendte Mand, Skolemesteren Christen Madsen, døde 1684.
Lauritz Borberg havde en lykkelig Barndom paa Landet, selvom Aanden i Hjemmet efter Tidens Skik var streng. Han gik først sammen med sine mange Søskende i Landsbyskolen ved Dover. Da han imidlertid var meget interesseret i Læsning og navnlig altid hang over “Ingerslevs lille Geografi”, bestemte hans Forældre, at han skulde studere. Han kom da i Tiden 1849-52 i Hjemmet hos sin Morbroder, Proprietær, Folketingsmand, (tidligere Stænderdeputeret) Thomas Neergaard paa “Momtoft”;, hvor der holdtes Huslærer for Sønnerne. 1852 indmeldtes han i Aalborg Katedralskole, som han gennemgik, indtil han 1857 blev Student.
Under sit Ophold i Aalborg boede han, sammen med forskellige andre Latinskoledisciple, en lang Tid i Pensionatet hos en elskelig Dame, Fru Camilla Garben i Gaden “Klosterjordet”, hvor det nuværende Posthus ligger. Det daværende maleriske gamle Bindingsværkshus, hvori Pensionatet holdt til, er nu i restaureret Stand flyttet ud ved Søndergade og udgør en Del af Nordjydsk Landsbibliotek.
Livet i Latinskolen i jomfru Annegade synes at have været ret muntert, idet den daværende Rektor, Professor P. H. Tregder, senere Rektor ved Sorø Akademi, ikke kan have holdt særlig streng Mandstugt. I hvert Fald kunde Borberg utallige Skolehistorier derfra.
Drengene morede sig om Sommeren meget med Svømning i Limfjorden; Borberg var en fremragende Svømmer, og reddede saaledes engang Livet for sin Fætter, Thomas Neergaards Søn Frits, der ikke kunde svømme og derfor var lige paa Nippet til at drukne. En anden Gang dykkede han ned under et større Fartøj, der laa paa Reden, og skrabede derved sin Ryg helt blodig paa Skibets Køl, idet han ikke kom dybt nok ned under den. Skipperen troede, han havde knækket Rygraden, da han saa ham dukke op.
Sommer- og juleferier tilbragtes naturligvis i Hjemmet, selvom den 18 Mil (135 km) lange Diligencekørsel om Vinteren gennem Vendsyssel, Han Herrederne og Thy kunde være meget streng. Kulden var tit frygtelig. I de kortere Ferier kom han sammen med flere af Kammeraterne hyppig til Herregaarden “Lundbæk” ved Nibe. Sønnen derfra, Baron Christian Juul Rysensteen var nemlig en af Fru Garbens Pensionærer. Det var den senere Trafikminister i Ministeriet Sehested.
Efter at Borberg 1857 var bleven Student, bestemte han sig til at studere Jura og gennemførte dette Studium paa Sy. Aar.
Han deltog vist ikke i særlig Grad i Livet i den gamle Studenterforening i Boldhusgade ; i hvert Fald følte han sig i den første Tid, hvor han boede i St. Pederstræde, meget ensom, som det ofte gaar Provinsstudenter ; en Del Slægtninge havde han dog i Byen, baade Familier og Studenter, ligesom andre kom til. Senere flyttede han hen i et Pensionat i St. Kongensgade 59 E, Mellembygningen, 4. Sal hos en gammel jomfru Jensen. Her tilbragte han et fornøjeligt Studenterliv med en Række gode Kammerater, bI. andre senere Admiral og Udskrivningschef N. U. Gad, Oberst, Gymnastikinspektør P. Ramsing, Amtsforvalter i Hjørring A. Spiirck, og Overretsprokurator i København Hans Fischer Møller, hvilken sidste var hans bedste Ven Livet igennem.
20. januar 1863 tog han juridisk Eksamen, uden dog at være blandt de fremmeste af Holdet; thi vel var hans Interesse for Læsning stor, men det han særlig dyrkede, var Geografi og Historie, og han havde tilmed det Uheld at lide af “Koldfeber” paa Eksamensdagen. Derimod viste han sig senere i det praktiske Liv som en særdeles duelig jurist.
Allerede forinden havde han været paa Session. Han slap ganske vist, skønt han var Landmandssøn, for at blive udtaget til Hestgardist (ved en lille Nødløgn om, at han ikke kunde ride); men i Stedet blev han udskrevet til Fodgarden, idet han var c. 70 Tommer (184 cm) høj.
Han kom imidlertid ikke til at aftjene sin Værnepligt ved dette Korps, men blev som Akademiker, da de storpolitiske Forhold som bekendt var meget truende, og man, hvad Tid det skulde være, kunde vente en Krig med de tyske Stater, i Februar 1863 indkaldt til Infanteriets Reserveofficersaspirantskole paa det gamle Landkadetakademi (nu østre Landsrets Bygning), og gennemgik denne til Oktober 1863. Han bestod som Nr. 35 af Holdet, omtrent i Midten. Skolens Chef var hans senere Bataillonskommandør under Krigen, Kaptajn F. W. Lund, en rask og stram Officer, hvorom mere siden.
15. Oktober s. A. blev Borberg da udnævnt til Sekondløjtnant i Infanteriets Krigsreserve. Han fortalte selv, hvor stolt han følte sig, da hans Officerssabel klirrede hen ad Stenbroen paa Københavns Gader. Snart skulde han faa Brug for den paa anden Vis.
Thi det var unægtelig det rette Tidspunkt at blive Officer. “NovemberForfatningen”, der skulde forene Danmark og Slesvig under een Grundlov med Udelukkelse af Holsten og Lauenborg, blev vedtaget og 3 Dage efter Frederik VII’s Død den 18. November 1863 underskrevet af den nye Konge, Christian IX. De tyske Magter betragtede dette som et Aftalebrud, og vi kunde vente krig med Preussen og Østrig hvert øjeblik.
Borberg indkaldtes da ogsaa – efter en Ferie – som Sekondløjtnant ved 17. Regiments 7. Kompagni 17. December 1863 og afgik med dette l. Juledag med Jernbane fra København til Korsør og derfra videre med en Orlogsdamper til Flensborg.
Her tilbragte han Resten af Julen og marcherede med Regimentet Nytaarsdag 1864 til Isted-Egnen, hvor Regimentet indkvarteredes i Kantonnement – Borberg i selve Isted By – og hvor det blev liggende det meste af Januar Maaned.
Hans Regimentschef var den kendte Oberst Andreas v. Bernstorff, Bataillonskommandør hans gamle Skolechef, den førnævnte Kaptajn F. W. Lund, der nu paa nærmeste Hold fik Lejlighed til at prøve hans praktiske Evner som Feltsoldat. Kompagnikommandør var Premierløjtnant Ivar Nielsen, og ved Kompagniet var der ansat en anden Sekondløjtnant (i Linjen) R. Wolft.
Det fremgaar tydelig saavel af Erindringerne som af Borbergs Udtalelser som ældre, at lige saa højt han ærede og beundrede sin Regimentschef, lige saa lidt havde han til overs for sin Bataillonskommandør. Han ansaa ham – trods hans gode militære Egenskaber – som noget kaadmundet, overlegen og upaalidelig. Kaptajn Lunds hurtige Opnaaen af høje Dekorationer og hans Forfremmelser tyder dog paa, at hans foresatte har skattet ham højere.
Sin Kompagnichef satte han derimod overordentlig Pris paa. Premierløjtnant Nielsen var, skønt ikke legemligt stærk, baade en dygtig og tapper Officer, og en højt dannet, fint tænkende Mand. Han var iøvrigt gammel Akademiker.
Forholdet mellem Borberg og hans Kollega, Sekondløjtnant Wolff, synes derimod ikke at have været det allerbedste. Af et Brev fra Nielsen til Borberg, som Udgiveren ejer, ses, at Wolff under Krigen har været noget skinsyg paa Borberg. Denne omtaler ham dog ikke ufordelagtigt i Erindringerne.
24. Januar 1864 brød Regimentet op fra Istedegnen og marcherede nord paa gennem Angel til Ulstrup nær Lyksborg. Dets holstenske Soldater skulde afvæbne s og sendes til København. Regimentet, der før Krigen havde ligget paa Sølvgades Kaserne, bestod nemlig for en stor Del af holstenske’ og sydslesvigske Tropper, der ofte maatte anses for upaalidelige.
Efter Holstenernes Afvæbning marcherede man ad Danevirke til. I Danevirkestillingen skulde Modstanden mod den preussiske og østrigske Hær sættes ind og Vejen op gennem Slesvig spærres. 1. Februar 1864 begyndte Krigen ved, at Tyskerne gik over Eideren.
17. Regiment naaede først om Aftenen den 2. Februar til Landsbyen Moldened tæt nord for Slien imellem Slesvig By og Mysunde; her skulde det hindre, at Tyskerne eventuelt gik over den tilfrosne Sli, og samtidig virke som Reserve. Derimod kom det for sent til at deltage i den samme Dag afsluttede Fægtning ved Mysunde, hvor vi med Bravour havde slaaet det preussiske Angreb paa de derværende Skanser tilbage.
Under yderst ugunstige Forhold var Regimentet indkvarteret i Moldened og Omegn i Dagene 2.-5. Februar 1864. Soldaterne led meget under den stadige Regn, Sne og Kulde, idet de maatte staa i Alarmstilling en stor Del af Døgnet og kun fik ringe Hvile i de tætpakkede Kvarterer.
5. Februar om Aftenen blev der givet Marchordre, og det viste sig da, at Overkommandoen havde besluttet at rømme Danevirkestillingen.
Regimentet havde en frygtelig March om Natten til Flensborg – godt 4% danske Mil (c. 35 km) – paa isglat Vej. Hermaatte det endda i lang Tid gøre Holdt tæt sønden for Byen.
Hen paa Eftermiddagen fik det Ordre til at gaa sydpaa til Landsbyen Munkvolstrup for om muligt at komme Hærens Bagtrop til Hjælp under Kampen ved Sankelmark ; Østrigerne var nu omsider naaet frem og angreb os.
7. Kompagni kom imidlertid ikke i egentlig Kamp, selvom det fik Lejlighed til at overskue Valpladsen, og Kugler peb om Ørene paa det. Borberg regnede, at han her fik sin “Ilddaab”.
Efter kort Tids Forløb blev Regimentet trukket tilbage og indtog sin tidligere Stilling ved Flensborg. Det havde alIerede lidt overordentlig af Kulde, Anstrengelser og Mangel paa Mad og Søvn; men dette blev endnu værre i det følgende 1½ Døgn.
Først hen paa Natten fik det Marchordre, rykkede igennem Flensborg og fortsatte under de største Lidelser til Dybbølstillinge.n, hvor det indtraf følgende Aften den 7. Februar i fuldstændig opløst Tilstand. Heldigvis var Fjenden lige saa medtaget og kunde eller turde ikke benytte Situationen. Trods alt var vort Tab under Tilbaeetoget forbavsende ringe.
Efter at være ordnet deltog Regimentet berefter i Dybbøls Forsvar lige til Stormen den 18. April 1864.
Dybbølstillingen var en let feltbefæstet Stilling, bestaaende af 10 tarvelige jordskanser paa Dybbølbjerg og dets Skraaninger tværs over Sundeved. Ogsaa her havde Bevillingerne været altfor knappe. Der fandtes end ikke bombesikre Rum, ogsaavel Mandskab som Skyts var slet dækket. Tilmed kunde Skanserne beskydes i Flanken fra Broagerhalvøen. Udfald fra Stillingen kunde vanskelig gøres, bI. a. fordi det viste sig, at Preussernes Bagladegeværer (“Zündnadelgewehr”) var vore Forladere langt overlegne i Hurtigladning. AlIigevel holdt vor Hær denne svage Stilling i 8 Uger mod Verdens bedst uddannede Tropper og mod et knusende overlegent Artilleri. Dette vidner om den danske Officers og Soldats fortrinlige Mod, Udholdenhed og Pligtfølelse, hvorfor Dybbøls Forsvar da ogsaa i Udlandet altid har vakt megen Beundring.
Regimentet var i Dybbølstillingen snart paa Forpost foran Skanserne, snart som Besætning og Arbejdskommando i disse, snart som Reserve bag dem og endelig i Kantonnement paa Als. Alt gik efter en bestemt Rundgang mellem Regimenterne.
Under Stormen paa Dybbøl 18. April 1864, hvor det forsvarede Stillingens Centrum, gik det frygteligt ud over det. Oberst Bernstorff blev meget haardt saaret og døde Dagen efter. Premierløjtnant Nielsen blev derimod fanget usaaret, saavel Wolff som Borberg saaret og fanget. Borberg blev fundet af Preusserne paa Valpladsen. Kaptajn Lund slap derimod usaaret over til Als. Af Regimentets l. Bataillons Mandskab blev de fleste dræbt, saaret eller fanget. .
Borberg kom da først paa preussisk Lazaret i Ullerup, flyttedes derfra til det preussiske St. johannitter Lazaret i Flensborg og afgik, da han var nogenlunde helbredet, i juli som Krigsfange til Fæstningen Neisse i Schlesien, sydvest for Breslau.
I Slutningen af August s. A. udveksledes han over Swinemünde.
Det er ikke til at undres over, at han var medtaget af sine Saar og Krigens Strabadser. En Slægtning har fortalt, hvor bleg han var ved Hjemkomsten.
Nogen Dekoration for god Tjeneste kom han ikke hjem med. Ganske vist havde – som det ses af Bilag I og VI – hans Kompagnikommandør søgt at virke herfor, men Ridder af Dannebrog blev han ikke. Derimod indstillede 17. Regiment ham 6. Maj 1864 til den paatænkte “Tappet;hedsmedaille” (Medaillen for Tapperhed og Conduite*) som Nr. 10 i Rækkefølge af 22 Officerer; men denne Medaille blev aldrig uddelt.
Han tilbragte da Vinteren derefter i sit Hjem paa “Dover østergaard”. Han havde imidlertid øj ensynlig faaet Lyst til “at komme ud”; thi han førte Forhandlinger om en juridisk Stilling paa de dansk-vestindiske øer. Det førte dog ikke til noget, idet han gav efter for sin gamle Faders Bøn om ikke at rejse derud.
I Marts 1866 fik han Plads som Fuldmægtig hos Justitsraad, Herredsfoged Meinig ved Kjær Herreds Kontor i Nørre-Sundby. Her forblev han til Februar 1869, da han blev autoriseret som Sagførerfuldmægtig hos Prokurator Anders Bentzen i Aalborg. Efter de lovbefalede 3 Aars Fuldmægtigtid nedsatte han sig som Sagfører sammesteds 14. Maj 1872.
I Aalborg, hvor han havde en stor og elskværdig Vennekreds, forblev han i 14 Aar og oparbejdede en god Forretning.
Det havde imidlertid lige fra hans Ungdom været hans Ønske at slaa ind paa den juridiske Embedsvej ; men det var ikke saa let at faa dette Ønske opfyldt. For det første satte daværende Justitsminister Nellemann ikke Pris paa, at Sagførere fik juridiske Statsembeder, og for det andet var hans Embedseksamen jo ikke særlig stor. Da han saaledes forgæves i en Aarrække havde ansøgt om flere mindre Retsbetjentembeder, søgte han Foretræde hos Ministeren for personlig at spørge, hvorvidt han overhovedet havde nogen Udsigt til at faa et Embede, idet han i modsat Fald ikke vilde søge yderligere.
Ministeren modtog ganske vist dette dristige Skridt med Studsen; men det blev alligevel kronet med Held. Muligvis har Borbergs Deltagelse i Krigen hjulpet ham. I hvert Fald fik han 13. Marts 1885 det ganske vist lille Embede som Birkedommer paa Læsø; men herved var Springet over paa Embedsvejen gjort.
Han tilbragte da 8 lykkelige Aar paa Læsø. Forholdene paa Øen var dengang meget anderledes end nu. Forbindelsen til Fastlandet besørgedes af en primitiv Sejlsmakke, der gik til Frederikshavn. Paa de farlige Grunde omkring Øen fandt jævnlig Strandinger Sted, hvad var en god Indtægtskilde for Befolkningen, indtil Svitzers Redningsselskab overtog Bjergningerne.
Den største Del af Befolkningen boede i de gamle Læsøgaarde med Tangtag, der kunde være 2–3 Alen tykt, og de smukke Kvinder gik endnu som Regel ved højtidelige Lejligheder i den skønne Nationaldragt. I Byrum Kirke var hele Kvindesiden hvid af de store Hovedklæder, naar der var Gudstjeneste.
Mændene for oftest tilsøs, og Kvinderne passede Landbruget. Iøvrigt var Forholdene meget gammeldags. Overtroen herskede.
Embedet var særdeles lempeligt, og Borberg fik derfor rig Lejlighed til at passe den c. 1 y,; Td. Land store Have, der hørte til Birkedommerboligen “Klitgaard”. Denne var en ældgammel Gaard med Bindingsværk og Tangtag. Han købte den iøvrigt og drev selv lidt Landbrug.
Borberg interesserede sig meget for Øens Opkomst. Allerede kort efter sin Ankomst til Øen lykkedes det ham at danne et Selskab af Øboere, der kunde købe en mindre Damper “Læsø”, saaledes at der fremtidig blev en mere tilfredsstillende, daglig Fart til Frederikshavn. Desuden fik han indrettet et Mejeri i Byrum. Derimod mislykkedes hans Forsøg paa at faa til plantet en større samlet Del af den store øde Nordmark, der laa hen som Lynghede indenfor Klitterne. BI. a. de særlige Ej endomsforhold paa Øen bevirkede, at Befolkningen ikke vilde gaa med. 11. Marts 1893 udnævntes han til det større Embede som Byfoged i Varde, hvormed efter den daværende Ordning 14. April s, A. fulgte Embedet som kgl. Borgmester.
Her virkede han i 6 Aar, ivrigt optaget af sine juridiske og kommunale Gøremaal. Forholdene var ikke altid lette, idet Byraadet var stærkt venstrepræget, medens Borberg var Højremand. Dette gav Anledning til forskellige Sammenstød, selvom Borberg iøvrigt var vellidt af de fleste; men han var en myndig Mand, der ikke lod sig noget sige, og han vilde gerne være sparsommelig med Købstadkommunens Midler.
8. April 1898 fik han Ridderkorset af Dannebrog.
14. Februar 1899 udnævntes han – vistnok som Følge af, at hans tidligere Amtmand i Hjørring, daværende Justitsminister Rump satte særlig Pris paa ham og hans Arbejde – til det ret attraaede Embede som Herredsfoged i Nørhald-Støvring og Galten Herreder i Randers. Dette Embede maatte han i 1907, 69 Aar gammel, opgive paa Grund af voksende Svagelighed. Han pensioneredes under 12. Juli s. A. fra l. Oktober.
Borberg flyttede derefter til København, men levede knap 2 Aar som Pensionist, idet han i Maj 1909 blev ramt af et Slagtilfælde, der i Forbindelse med en tilstødende Nyresygdom bevirkede hans Død 25. September 1909. Han blev begravet paa Garnisons Kirkegaard i København, hvor der er rejst en Mindesten over ham og hans Hustru.
Borberg var en høj og statelig Mand. I sin Ungdom var han meget slank, men blev efterhaanden svær. Dog holdt han sig ret til sin sidste Sygdom.
Som yngre var han en interesseret Idrætsmand, dygtig Svømmer, flink Rytter og god Skøjteløber og Danser. I sine senere Aar bevægede han sig derimod nærmest for lidt, hvilket næppe heller har haft nogen gavnlig Ind. flydelse paa hans, iøvrigt fra Naturens Haand særdeles stærke og sunde Konstitution.
Ligesom han havde været en praktisk dygtig Officer, var han en arbejd. som, sundt og praktisk tænkende Embedsmand og besjælet af en stærk Følelse for Retfærdighed og Sandhed. Hans Væremaade og Fremtræden var yderst rolig og ligevægtig; men han kunde være streng i sin Vrede.
Som mange af sit Slægtled var han personlig nøjsom og fordringsløs, Tilhænger af en enkel Livsførelse; sin lange Pibe og en fornøjelig Passiar mellem gode Venner satte han derimod Pris paa. Det egentlige Selskabsliv ansaa han for tomt og ørkesløst. Det var hans Stolthed ved et økonomisk Liv at holde sig materielt uafhængig af andre. Han var saaledes ogsaa lidet forfængelig.
Skønt han kunde skrive ganske smukke Vers og – som det ses af Erindringerne – klar og god Prosa, havde han dog ingen særlig kunstnerisk eller litterær Sans; derimod var hans Interesse for geografisk og historisk Læsning stor, og paa disse Omraader havde han en sjælden Viden. Man skulde derfor – ogsaa fordi han altid var en stor Naturelsker – tro, at han var interesseret i at rejse; men dette var ikke Tilfældet i hans senere Liv. Hans Ungdoms Udve var slukket. Bortset fra en Rejse ad “Kanalvejen” til Stockholm i 1880 og 3 Rejser i hans senere Aar, som han nærmest foretog for sin Families Skyld, henholdsvis til Italien og Norge, kom han ikke udenfor Landets Grænser. For ham havde Krigen 1864 været den store Oplevelse.
Til Sønderjylland kom han heller ikke senere; som mange af de gamle Krigere fra 1864 kunde han ikke tænke sig at se Landet i Preussernes Hænder.
29. August 1881 var han i Frederiksberg Kirke blevet viet til Agnes Sophie Groth Wedege, født 14. Januar 1854 i København, død 7. Oktober 1932 sammesteds. Hun var Datter af Oberst Sophus Julius Wedege’ og 1. Hustru Sophie Dorothea Groth.
I hans lykkelige Ægteskab blev der født to Børn.
Lauritz Borbergs nedenfor aftrykte Erindringer omfatter desværre ikke hele hans Deltagelse i Krigen og derpaa følgende Fangenskab. De ender brat i Begyndelsen af Marts 1864 midt i et Kapitel med Overskrift “e;Indtil Bombardementet”e;. Dette kan, da – som det ses heraf – Hensigten utvivlsomt har været at videreføre dem, kun forklares ved, at enten en Del af Haandskriftet er gaaet tabt, eller at det aldrig har været fuldendt. Formentlig er dette sidste Tilfældet.
Det er nemlig ejendommeligt, at han, der i sine ældre Aar jævnlig omtalte sin Deltagelse i Krigen, aldrig nogen Sinde har omtalt, at disse skriftlige Erindringer fandtes. Han har øjensynlig helt glemt dem. De blev da ogsaa først fundet efter hans Død sammen med hans øvrige Breve og Papirer, som han omhyggeligt havde gemt ligefra Ungdommen, og som under hans forskellige Flytninger var samlet i to store Trækister.
Erindringerne er skrevet med gotisk Skrift paa sammensyede Kvartark. En nøjere Gennemgang af dem viser, at der jævnlig findes rene Skrivefejl og Forglemmelser af Ord, Bogstaver og Adskillelsestegn. Dette turde sammen med den Omstændighed, at de pludselig holder op midt i et Kapitel, tyde paa, at Arbejdet af en eller anden Grund er blevet afbrudt paa et vist Tidspunkt, og at de siden er blevet glemt. De bevarede Afsnit har følgelig aldrig faaet den sidste Afpudsning fra Forfatterens Haand.
Naar man skal søge at fæstne Tidspunktet for Erindringernes Udarbejdelse, skal der henpeges paa, at de til de mindste Enkeltheder gør et overordentlig levende Indtryk, saaledes at der næppe kan være gaaet lang Tid efter Krigen, før de er forfattet. Ogsaa den gotiske Skrift, Forfatteren har benyttet, tyder i samme Retning. Omkring 1870 opgav Borberg denne for latinsk Skrift, saa Erindringerne maa altsaa være skrevet forinden.
Det er derfor sandsynligst, at de er forfattet i Tiden fra Vinteren 1864 til Begyndelsen af 1866, hvor han opholdt sig i Hjemmet “Dover Østergaard” og havde god Tid til under den stille Rekonvalescenttilværelse paa Landet at hengive sig til Krigsminderne.
Muligt kan de allerede være begyndt under Fangenskabet i Tyskland; men intet bestemt tyder herpaa. Det er vel endog tvivlsomt, om han paa det Tidspunkt havde Kræfter til litterært Arbejde.
Forholdene ligger vistnok saaledes, at han, da han flyttede til Nørre Sundby, har faaet et praktisk og krævende Arbejde, ligesom han er blevet optaget af et mere levende Milieu, saaledes at han ikke har haft Tid til at fortsætte dem, er kommet paa Afstand fra Krigstiden og efterhaanden vel helt har glemt det paabegyndte Arbejde.
Dette Tidspunkt for Affattelsen gør, at de har en særlig Værdi, idet de kun i Tid er lidt fjernet fra Begivenhederne; men samtidig er de vel skrevne og giver malende Billeder baade af Personer, Landskaber, Begivenheder og ikke mindst af Forfatterens egne Stemninger og Betragtninger.
Udgiveren har derfor ment, at der kunde være Grund til at lade dem udgive i Trykken.
Udgiveren har overvejet, hvorvidt kun de vigtigste Partier burde udgives, men har bestemt sig til at lade dem udkomme fuldstændigt, for at den indre Sammenhæng ikke for meget skal gaa tabt.
Hvad selve Udgive1sesmaaden angaar bemærkes, at Tekst og Stavemaade er den originale, der jo allerede nu har Tidens Patina. Kun aldeles aabenlyse Forglemmelser eller Fejlskrivninger er rettede.
Erindringerne er – som det vil ses – fra Udgiverens Side desuden suppleret med en Skildring af Forfatterens videre Tildragelser under Krigen og i Fangenskabet; denne beror bI. a. dels paa trykte Kilder, dels paa Dokumenter i Krigsministeriets Arkiv, der velvilligst er bearbejdet af den nuværende Chef for 17. Bataillon, Oberstløjtnant O. Holbek, hvem Udgiveren herved bringer en hjertelig Tak for hans store Interesse for nærværende Arbejde. Endvidere er benyttet Forfatterens mundtlige Fortælling til Udgiveren i dennes Ungdom. Som Bilag er vedføjet forskellige tjenstlige Rapporter om 7. Kompagnis Kamp den 18. April 1864 samt nogle Attester og Breve, der fra militær Side officielt og uofficielt afgiver Vidnesbyrd om Forfatterens Holdning under Krigen.
Iøvrigt er Erindringerne forsynede med en Personliste, indeholdende kortere Oplysninger om de vigtigste optrædende Personer, med en Del samtidige Fotografier og Illustrationer samt med 3 Kort. Oplysningerne om de i Skriftet nævnte preussiske Officerer og Læger skyldes velvillig Meddelelse fra “Heeresarchiv Potsdam”.
Til Erindringernes Udgivelse har disses Forfatters Datter, Udgiverens Søster, Fru Ester Grandjean, født Borberg, ydet økonomisk Bidrag.
Hermed være denne Bog anbefalet til Læserne som et Vidnesbyrd fra og om en af de gode danske Mænd, der i sin Tid kæmpede tappert og satte Livet ind for Bevarelsen af Sønderjylland.

Hellerup, i Juni 1938. L. P. Borberg.