1864-Arkivet

Skansekommandøren havde alt flere Gange fraraadet Infanteriet at opholde sig inde i Skansen om Dagen, da de ikke kunde udrette noget alligevel, og endskjønt der jo ogsaa faldt Mængder af Granater uden om Skansen og i Løbegravene, saa var dog selve Skansen Midtpunktet for Fjendens Ild. Desuagtet vedblev den skiftende Infanteribesætning hver Dag at indfinde sig i Skansen. De fik nu deres Opholdspladser bag ved Blokhuset, hvis vestre Halvdel havde holdt sig nogenlunde, fordi den var noget i Læ af Krudtmagasinet, som til Dels opfangede Granaterne. Men efter tre a fire Timers Kamp, den 20. Marts, gik der en fireogtyvepundig Granat igjennem begge Sider af Blokhuset uden at eksplodere, og da nu Infanteriet her laa i en stor Klynge paa fem à seks Geledder, tæt op ad hinanden, og da Granaten gik tværs igjennem denne Klynge, kan enhver nok tænke sig, hvilken Manøvre den her foretog. Flere af dem laa som uformelige Masser i en Blodpøl, andre laa haardt kvæstede i en ynkelig Jammer.

Da Løjtnant Anker havde set, hvorledes det stod til bag Blokhuset, kom han farende tilbage og kommanderede med Torden-Røst: “Chargér med alle Kanoner, saa hurtigt som muligt, saa I indhyller hele Batteriet i Røg, medens vi faar de saarede bort. “Vi lod os ikke dette sige to Gange, thi man blev noget opbragt, naar man saa sine Kammerater saa slemt lemlæstede. I Førstningen satte Fjenden ogsaa stærkere Kraft paa: man lærte nemlig snart, naar man saadan mange Dage i Rad stod under Kampens, Fane, at naar Modstanderen paa en Gang fik en saa overordentlig Travlhed med Skydningen, saa var der i Reglen gaaet noget i Stykker for ham, forudsat, at han da ikke var svækket for bestandig. Det lærte vi hurtigt paa begge Sider.