1864-Arkivet

‹ Ét niveau op

General Christian Julius de Meza

Dansk overgeneral i under forsvaret af Dannevirkestillingen i krigen 1864.

Efter et lithografi.

Christian Julius de Meza fødtes den 14. januar -1793 i Helsingør, hvor hans fader var læge Han begyndte meget tidlig på sin militære løbebane, idet han i sit 14. år blev stykjunker i Krigen 1807 og senere, lærer på den militære højskole. I 1848 fik han Befaling over artilleriet, og i 1849 deltog han som brigadegeneral i slaget ved Fredericia den 6. juli. Ved felttogets begyndelse i det påfølgende år var Meza syg, men fulgte dog med Kroghs stab i slaget ved Isted. Da overfaldet skete, ved Øvre Stolk, general Schleppegrell faldt, og forvirringen som følge deraf var på det højeste: “Den gang, da sejren heldte, og fægtningen var hvas, vor Meza flux sig meldte og meldte sig tilpas”.

Hurtig ordnede han de splittede afdelinger, lod artilleriet i masse køre frem og beskyde fjenden, stormede så stillingen og kastede de fjendtlige tropper tilbage med en sådan kraft, at de i opløst tilstand søgte tilflugt i Rendsborg. Meza var selvskreven til Overkommandoen i 1864, derom var der ingen tvivl. Da hæren stod ved Dannevirke, og General Wrangel sendte, en parlamentær til vor overkommando med forespørgsel, om den danske, hær ville rømme Slesvig, svarede Meza: “Jeg er beredt tit at møde enhver voldsgerning med våben”. 

Således følte Meza, og således måtte han svare. Ja, havde modet og udholdenheden kunnet gøre det, var det også sket; men som situationen var – vi skal senere omtale den – var stillingen, uholdbar. Og nu, – da en uhildet dom kan fældes, må det erkendes, at var Meza modig i slaget, så var han det om mulig endnu mere, da han gik pressen og folkestemningen imod og gav ordre til tilbagetoget fra Dannevirke, ved hvilket skridt han ganske vist, ikke reddede Slesvig, men tro imod sin pligt, sin instrux og sit fædreland gjorde sit til at bevare hæren i kampdygtig stand og gjorde det muligt at fortsætte kampen i flankestillingerne. Så faldt man over ham og afsatte, ham fra overkommandoen.
Da han døde den 16. september 1865, havde bitterheden endnu ikke lagt sig. Folkestemningen endnu ikke vendt sig, og han måtto gå i sin grav uden fuldstændig oprejsning; men son hans kammerater gav ham den i levende live, giver folket ham den nu, efter at være bleven belært om forholdet.
Meza var en særling. Ømfindtlig for træk, men aldrig for Kugleregn, aparte i sin klædedragt, men gentleman til enhver tid, tro imod sin konge og sit fædreland og en sjælden dygtig og modig soldat.