1864-Arkivet
General Christian Julius de Meza
Fotografi af de Meza, der var den danske overgeneral i 1864 under forsvaret af Dannevirkestillingen.
I Dansk Biografisk Leksikon står:
Christian Julius de Meza, 1792-1865, Officer. F. 14. jan. 1792 i Helsingør, d. 16. Sept. 1865 i Kbh. (Garn.), begr. sst. (Garn.). Forældre: Dr. med., Læge i Helsingør, senere Stadsfysicus, justitsraad Christian Jacob Theophilus de M. (1756-1844, gift 20 1814 med Anne Marie Prip, 1783-1862) og Anna Henriette Lund (1768-1825; Ægteskabet opløst). Sønnesøn af Chr. j. F. de M. (s.d.). Gift 17. juni 1821 i Frederiksværk med Elisabeth Birgitte Tscherning, f. 24. Juli 1793 i Kbh. (Garn.), d. 20. jan. 1861 i Flensborg, D. af Kaptajn, Inspektør ved Fabrikkerne i Frederiksværk, senere kar. Oberst Eilert Peter T. (s. d.) og Hustru.
de M. var 1802-04 Elev i Opdragelsesanstalten Bernstorffiminde, blev 1803 indskrevet som Artillerivolontør, fulgte fra n. A. Undervisningen for disse og blev 1806 virkelig Kadet. Som Stykjunker forrettede han 1807 Tjeneste paa Kbh.s Volde, blev Sekondløjtnant II 1808 og var afvekslende ved Studierne og til praktisk Tjeneste, til han 1810 aflagde Officerseksamen; herefter kom han til Tjeneste i Frederiksværkegnen under sin tilkommende Svigerfader, der sikkert har øvet betydelig Indflydelse paa den unge Løjtnant, som var stadig Gæst i hans Hus. 1811 blev de M. Lærer for Artillerikadetterne i Historie og Geografi og fik Tilladelse til at gennemgaa Kursus for Ansættelse i Generalstaben, udnævntes 1813 til Adjoint ved denne, men sattes ved Reduktionen 1816 tilbage til Artilleriet, hvad han betragtede som en Ydmygelse. Han kastede sig herefter med Iver over sine Yndlingsstudier, levende Sprog og Matematik, blev Lærer for Kadetterne i Tysk og Fransk og fik 1825 Rejsetilladelse og Stipendium til Studier i Udlandet. Rejsen varede omtrent to Aar, der flittigt udnyttedes, og 1830 blev han Docent i Tysk og Fransk i Højskolens Fællesklasse, men lagde sig særlig efter Studiet af romanske Sprog og blev 1834 Docent i Fransk i den særlige Generalstabsafdeling. Han var en fortrinlig Lærer, der lagde særdeles Vægt paa korrekt Udtale af de fremmede Sprog og paa Behandlingen af Modersmaalet. Han var ikke afholdt af Eleverne; han irriterede dem med haanlig Behandling, hvis de mødte utilstrækkelig forberedt. 1837 opholdt han sig hengere Tid i Paris for at faa trykt et stort Udtaleleksikon i Fransk, hvad der dog mislykkedes. 1821 var han blevet Kaptajn, fik 1837 forbeholdt Majors Anciennitet, blev 1840 kar., 1842 virkelig Major, men samtidig forbigaaet af flere yngre, ikke særlig fremragende Kammerater og fratraadte n. A. som Lærer, efter at han i en lang Aarrække dels havde været til Raadighed for Skolerne alene, dels ogsaa til praktisk Tjeneste. 1844 blev han forbigaaet til Oberstløjtnant, noget i Artilleriet næsten uhørt, og ansøgte straks i lidet underdanige Udtryk om Afsked med Pension og Oberstløjtnants Karakter, hvad Brigaden, om end med Beklagelse, anbefalede, men af Kongen koldt afsloges; de M. maatte bide Harmen i sig, og i de nærinest følgende Aar forrettede han samvittighedsfuldt Tjeneste ved Regimentet. Forbigaaelsen savnede dog ikke Grunde. Hans Udførelse af den praktiske Tjeneste var ikke altid dadelfri; han havde gentagne Gange søgt bort fra Vaabnet og gik op i udentjenstlige Interesser, og hans tiltagende Ekscentricitet i flere Retninger paakaldte Smilet hos de unge Officerer og irriterede de ældre. En meget kendt Officer fortæller om ham nærinest ved denne Tid: Han var middelhøj, spinkel af Bygning, havde fine Ansigtstræk og et behageligt Smil; under den højt optaarnede krusede Haarvækst lyste smukke blaa Øjne, og intet hos ham mindede om den jødiske Typus, som den findes i Nordeuropa; skønt hans Maniererthed kunde nærine sig det ridicule, var han med sin sikre Optræden, sine sjældne Sprogkundskaber stedse en distingveret Personlighed. I sin Paaklædning var han yderst soigneret, bar stedse kreppede, fremskudte Manchetter og var altid i Snittet af sin Dragt afvigende fra den gængse Mode. Hans Skræk for fugtige Gulve og Træk er vel bekendt. Før Krigen 1848 erklærede Regimentet, at han næppe kunde holde i et Felttog. Hans Stabschef 1849 siger derimod, at hans Konstitution sikkerlig er stærkere end de fleste Menneskers. Hans Fordøjelsesfunktioner var ham et dagligt Studium. Han var lidenskabelig Elsker af Musik, sad daglig i Timer ved Klaveret, sang og spillede til dette og til Guitar. For Teater og -Æstetik interesserede han sig meget. Han var en forstandig Økonom; Husets Venner og hans Elever var velkomne – til musikalsk Underholdning, aandrig Samtale og frugal Beværtning.
Ved de første Efterretninger om den slesvigholstenske Rejsning 1848 anmodede de M. om at blive udkommanderet; han udnævntes til ledende Artilleriofficer ved Hovedkvarteret, og i Kampene i dette Aar viste han Feltsoldatens vigtigste Egenskaber: uforlignelig Koldblodighed, fysisk og moralsk Mod, Overblik over Fægtningsforhold og Beslutningsdygtighed. Han erhvervede sig Overkommandoens og General C. F. Hansens særdeles Anerkendelse for Duelighed og Aktivitet, og juni s. A. udnævntes lian til Oberstløjtnant og efter Hansens Overtagelse af Krigsministeriet s. A. til kar. Oberst i Artilleriet og Kommandør for en Infanteribrigade. Den Overraskelse, dette sidste fremkaldte, tabte sig efter hans Deltagelse i Fægtningerne i Sundeved April 1849; han blev straks efter kar. Generalmajor og Chef for Alskorpset. Ved Fredericia s. A. førte han med Fasthed og Omsigt Brigade og blev ved sit Mod, sin Koldblodighed, til Hest i forreste Træfning, med eet Slag kendt overalt i Hæren og beundret uden for denne. Han udnævntes til virkelig Generalmajor og kommanderede paa Als, til han i Dec. blev Chef for Artilleribrigaden. Som Emne til Overkommandoen 1850 havde Krigsministeren tænkt paa de M.; men denne havde om Foraaret gennemgaaet en alvorlig Operation og stilledes til Raadighed for Hovedkvarteret. Ved Schleppegrells Fald ved Isted overtog han paa staaende Fod og under meget vanskelige Forhold Kommandoen over dennes Division, tilvejebragte Ro og Fasthed og ledede det videre Angreb paa Fjendens Stillinger. Ved Fredslutningen overtog han atter Artilleribrigaden og blev senere Generalinspektør over Artilleriet. Han var Formand i den afsluttende Befæstningskommission 1855-57, der bl. a. foreslog en Stilling bag Danevirke til »Hoved-Frontalforsvaret«, men fremhævede, at i haarde Vintre tabte denne en væsentlig Del af sin Styrke. 1858 blev han kommanderende General i Flensborg. Som Helstatsmand søgte han at virke forsonende i Grænselandet, men paadrog sig skarp Kritik fra ultra-nationalliberal Side, skønt hans stærkt patriotiske Sindelag var almindelig kendt.
Nov. 1863 blev han kommanderende General i Kbh., og vedjuletid udnævntes han til Overgeneral over den mobiliserede Hær. Der kunde rejses vægtige Indvendinger mod dette Valg, navnlig hvad de M.s gamle Ven, General Hansen, udtalte straks efter Krigen om hans »i høj Grad sensible« fysiske Tilstand, samt at det længe havde »været vitterligt, at hans Interesser og Beskæftigelse med den militære Tjeneste kun har været meget ringe«. Men nogen absolut egnet fandtes ikke; de M. var Hærens ældste tjenstgørende General; han ønskede Stillingen, mente, at hans Helbredstilstand ikke vilde blive nogen Hinder, »hvor en virkelig militær Aktivitet er paa Færde« – og Kongen ønskede hans Valg. I Hæren fandt man Valget rigtigt; uden for denne havde de M.s Navn Klang som intet andet, og kort efter Nytaar overtog han Kommandoen. Efter sin Sædvane fra Fredsaarene gav han sig ikke.meget af med de daglige Forretninger og overlod alt for meget til Stabschefen. Om Aftenen spadserede han en Tur, men holdt sig ellers indelukket i sine Værelser, og Rideture som i forrige Krig til Inspicering af vigtige Punkter i Stillingerne, til Drøftelser med de højere Førere, til at vise sig i Afdelingerne undlod han ganske, og selv over for Stabschefen udlod han sig ikke om sine Hensigter. Hvorvidt en Beslutning om ved en afgørende Situations Indtræden at forlade Stillingen er naaet til Modenhed hos ham før Krigsraadet, vides ikke. Stabschefen, H. Kauffmann, har senere udtalt, at han (K.) den 4. Febr. om Morgenen, efter Opfordring fra mange Sider til Tilbagetog, forlangte Sagen forelagt et Krigsraad, og han tilføjer, at havde han foreslaaet de M. at slaas til sidste Mand, vilde denne have fulgt ham. Efter et kort Inspektionsridt om Formiddagen vendte de M. tilbage til Hovedkvarteret uden at have vekslet Ord med Cheferne, men den ham ledsagende Stabschef beordrede disse til Møde i Hovedkvarteret Kl. 6 Eftm. Kauffmann søgte vel i Krigsraadet og senere at forplumre, hvad han egentlig vilde, men der kan ikke være Tvivl om hans Standpunkt: Tilbagetog. De M.s personlige Standpunkt er derimod uklart. Han gav Overblik over samtlige Forhold af Betydning for Afgørelsen og begærede Udtalelser for eller imod Stillingens Opgivelse, idet han herefter lod Kauffmann deltage i Diskussionerne paa Stabens Vegne. Dog skal han, da General Steinmann stærkt frernhævede, hvad der af politiske Grunde talte mod frivilligt Tilbagetog, have sagt: da, naar der ikke er Enstemmighed for Opgivelsen, saa bliver vi her.« Enstemmighed opnaaedes imidlertid – bortset fra Lüttichaus Vægring mod fuld Tilslutning. Ansvaret tog og hævdede de M. for sig alene til sin sidste Stund. Anordningerne for og Ledelsen af Afmarchen overlod han til Staben og kørte til Flensborg, hvor han havde en Samtale med Monrad, der ikke indvendte noget mod Danevirkes Opgivelse; men et Par Dage efter kaldtes han og Kauffmann til Kbh. for at give Oplysninger, og efter Udveksling af skriftlige Erklæringer mellem de M. og Krigsministeren krævede denne, støttet af Monrad med eventuel Dernissionsbegæring, de M.s Tilbagetræden fra Overkommandoen, og 28. Febr. gik Kongen endelig med hertil. De M. overtog atter Generalkommandoen i Kbh. Dec. 1864 afskedigedes han, som General i Armeen, fra i. April n. A. og stilledes à la suite. – De M. indesluttede sig herefter i sin Bolig og modtog ingen; han døde ensom, uden egentlig Sygdom, og uden at det vidstes, at hans Endeligt var nær. De sidste Uger før sin Død udarbejdede han to Henvendelser til sin Samtid, bestemte til at offentliggøres. Den mest indgaaende, omfangsrigeste har han kaldt »Mit sidste og uigenkaldelige Votum med Hensyn til Krigsførelsen og dennes Forhold til Statsførelsen« (delvis gengivet i “e;General de Mezas Krigsdagbøger 1849-5I”e;, 1928, S. 251-61). Hans Udtalelser her om den rette Afgrænsning mellem Statsstyrelse og Overkommando er mønstergyldige for alle Tider, for store Forhold som for sinaa, og vil staa som Vidnesbyrd om den grundigste Forstaaelse af Krigsproblemerne. De viser, at var end de M. legemlig ældet, var hans aandelige Kapacitet endnu langt over jævninaalet, hans Intelligens frisk og skarp, hans Fremstillingsevne berindringsværdig. Det meste af Dokumentet er et skarpt Opgør med de ledende Politikere, med Folkerepræsentationen, Aviserne og enkelte blandt hans Standsfæller. – R. 1829. DM. 1848. K. 1849. S.K. 1850.
de M. var 1802-04 Elev i Opdragelsesanstalten Bernstorffiminde, blev 1803 indskrevet som Artillerivolontør, fulgte fra n. A. Undervisningen for disse og blev 1806 virkelig Kadet. Som Stykjunker forrettede han 1807 Tjeneste paa Kbh.s Volde, blev Sekondløjtnant II 1808 og var afvekslende ved Studierne og til praktisk Tjeneste, til han 1810 aflagde Officerseksamen; herefter kom han til Tjeneste i Frederiksværkegnen under sin tilkommende Svigerfader, der sikkert har øvet betydelig Indflydelse paa den unge Løjtnant, som var stadig Gæst i hans Hus. 1811 blev de M. Lærer for Artillerikadetterne i Historie og Geografi og fik Tilladelse til at gennemgaa Kursus for Ansættelse i Generalstaben, udnævntes 1813 til Adjoint ved denne, men sattes ved Reduktionen 1816 tilbage til Artilleriet, hvad han betragtede som en Ydmygelse. Han kastede sig herefter med Iver over sine Yndlingsstudier, levende Sprog og Matematik, blev Lærer for Kadetterne i Tysk og Fransk og fik 1825 Rejsetilladelse og Stipendium til Studier i Udlandet. Rejsen varede omtrent to Aar, der flittigt udnyttedes, og 1830 blev han Docent i Tysk og Fransk i Højskolens Fællesklasse, men lagde sig særlig efter Studiet af romanske Sprog og blev 1834 Docent i Fransk i den særlige Generalstabsafdeling. Han var en fortrinlig Lærer, der lagde særdeles Vægt paa korrekt Udtale af de fremmede Sprog og paa Behandlingen af Modersmaalet. Han var ikke afholdt af Eleverne; han irriterede dem med haanlig Behandling, hvis de mødte utilstrækkelig forberedt. 1837 opholdt han sig hengere Tid i Paris for at faa trykt et stort Udtaleleksikon i Fransk, hvad der dog mislykkedes. 1821 var han blevet Kaptajn, fik 1837 forbeholdt Majors Anciennitet, blev 1840 kar., 1842 virkelig Major, men samtidig forbigaaet af flere yngre, ikke særlig fremragende Kammerater og fratraadte n. A. som Lærer, efter at han i en lang Aarrække dels havde været til Raadighed for Skolerne alene, dels ogsaa til praktisk Tjeneste. 1844 blev han forbigaaet til Oberstløjtnant, noget i Artilleriet næsten uhørt, og ansøgte straks i lidet underdanige Udtryk om Afsked med Pension og Oberstløjtnants Karakter, hvad Brigaden, om end med Beklagelse, anbefalede, men af Kongen koldt afsloges; de M. maatte bide Harmen i sig, og i de nærinest følgende Aar forrettede han samvittighedsfuldt Tjeneste ved Regimentet. Forbigaaelsen savnede dog ikke Grunde. Hans Udførelse af den praktiske Tjeneste var ikke altid dadelfri; han havde gentagne Gange søgt bort fra Vaabnet og gik op i udentjenstlige Interesser, og hans tiltagende Ekscentricitet i flere Retninger paakaldte Smilet hos de unge Officerer og irriterede de ældre. En meget kendt Officer fortæller om ham nærinest ved denne Tid: Han var middelhøj, spinkel af Bygning, havde fine Ansigtstræk og et behageligt Smil; under den højt optaarnede krusede Haarvækst lyste smukke blaa Øjne, og intet hos ham mindede om den jødiske Typus, som den findes i Nordeuropa; skønt hans Maniererthed kunde nærine sig det ridicule, var han med sin sikre Optræden, sine sjældne Sprogkundskaber stedse en distingveret Personlighed. I sin Paaklædning var han yderst soigneret, bar stedse kreppede, fremskudte Manchetter og var altid i Snittet af sin Dragt afvigende fra den gængse Mode. Hans Skræk for fugtige Gulve og Træk er vel bekendt. Før Krigen 1848 erklærede Regimentet, at han næppe kunde holde i et Felttog. Hans Stabschef 1849 siger derimod, at hans Konstitution sikkerlig er stærkere end de fleste Menneskers. Hans Fordøjelsesfunktioner var ham et dagligt Studium. Han var lidenskabelig Elsker af Musik, sad daglig i Timer ved Klaveret, sang og spillede til dette og til Guitar. For Teater og -Æstetik interesserede han sig meget. Han var en forstandig Økonom; Husets Venner og hans Elever var velkomne – til musikalsk Underholdning, aandrig Samtale og frugal Beværtning.
Ved de første Efterretninger om den slesvigholstenske Rejsning 1848 anmodede de M. om at blive udkommanderet; han udnævntes til ledende Artilleriofficer ved Hovedkvarteret, og i Kampene i dette Aar viste han Feltsoldatens vigtigste Egenskaber: uforlignelig Koldblodighed, fysisk og moralsk Mod, Overblik over Fægtningsforhold og Beslutningsdygtighed. Han erhvervede sig Overkommandoens og General C. F. Hansens særdeles Anerkendelse for Duelighed og Aktivitet, og juni s. A. udnævntes lian til Oberstløjtnant og efter Hansens Overtagelse af Krigsministeriet s. A. til kar. Oberst i Artilleriet og Kommandør for en Infanteribrigade. Den Overraskelse, dette sidste fremkaldte, tabte sig efter hans Deltagelse i Fægtningerne i Sundeved April 1849; han blev straks efter kar. Generalmajor og Chef for Alskorpset. Ved Fredericia s. A. førte han med Fasthed og Omsigt Brigade og blev ved sit Mod, sin Koldblodighed, til Hest i forreste Træfning, med eet Slag kendt overalt i Hæren og beundret uden for denne. Han udnævntes til virkelig Generalmajor og kommanderede paa Als, til han i Dec. blev Chef for Artilleribrigaden. Som Emne til Overkommandoen 1850 havde Krigsministeren tænkt paa de M.; men denne havde om Foraaret gennemgaaet en alvorlig Operation og stilledes til Raadighed for Hovedkvarteret. Ved Schleppegrells Fald ved Isted overtog han paa staaende Fod og under meget vanskelige Forhold Kommandoen over dennes Division, tilvejebragte Ro og Fasthed og ledede det videre Angreb paa Fjendens Stillinger. Ved Fredslutningen overtog han atter Artilleribrigaden og blev senere Generalinspektør over Artilleriet. Han var Formand i den afsluttende Befæstningskommission 1855-57, der bl. a. foreslog en Stilling bag Danevirke til »Hoved-Frontalforsvaret«, men fremhævede, at i haarde Vintre tabte denne en væsentlig Del af sin Styrke. 1858 blev han kommanderende General i Flensborg. Som Helstatsmand søgte han at virke forsonende i Grænselandet, men paadrog sig skarp Kritik fra ultra-nationalliberal Side, skønt hans stærkt patriotiske Sindelag var almindelig kendt.
Nov. 1863 blev han kommanderende General i Kbh., og vedjuletid udnævntes han til Overgeneral over den mobiliserede Hær. Der kunde rejses vægtige Indvendinger mod dette Valg, navnlig hvad de M.s gamle Ven, General Hansen, udtalte straks efter Krigen om hans »i høj Grad sensible« fysiske Tilstand, samt at det længe havde »været vitterligt, at hans Interesser og Beskæftigelse med den militære Tjeneste kun har været meget ringe«. Men nogen absolut egnet fandtes ikke; de M. var Hærens ældste tjenstgørende General; han ønskede Stillingen, mente, at hans Helbredstilstand ikke vilde blive nogen Hinder, »hvor en virkelig militær Aktivitet er paa Færde« – og Kongen ønskede hans Valg. I Hæren fandt man Valget rigtigt; uden for denne havde de M.s Navn Klang som intet andet, og kort efter Nytaar overtog han Kommandoen. Efter sin Sædvane fra Fredsaarene gav han sig ikke.meget af med de daglige Forretninger og overlod alt for meget til Stabschefen. Om Aftenen spadserede han en Tur, men holdt sig ellers indelukket i sine Værelser, og Rideture som i forrige Krig til Inspicering af vigtige Punkter i Stillingerne, til Drøftelser med de højere Førere, til at vise sig i Afdelingerne undlod han ganske, og selv over for Stabschefen udlod han sig ikke om sine Hensigter. Hvorvidt en Beslutning om ved en afgørende Situations Indtræden at forlade Stillingen er naaet til Modenhed hos ham før Krigsraadet, vides ikke. Stabschefen, H. Kauffmann, har senere udtalt, at han (K.) den 4. Febr. om Morgenen, efter Opfordring fra mange Sider til Tilbagetog, forlangte Sagen forelagt et Krigsraad, og han tilføjer, at havde han foreslaaet de M. at slaas til sidste Mand, vilde denne have fulgt ham. Efter et kort Inspektionsridt om Formiddagen vendte de M. tilbage til Hovedkvarteret uden at have vekslet Ord med Cheferne, men den ham ledsagende Stabschef beordrede disse til Møde i Hovedkvarteret Kl. 6 Eftm. Kauffmann søgte vel i Krigsraadet og senere at forplumre, hvad han egentlig vilde, men der kan ikke være Tvivl om hans Standpunkt: Tilbagetog. De M.s personlige Standpunkt er derimod uklart. Han gav Overblik over samtlige Forhold af Betydning for Afgørelsen og begærede Udtalelser for eller imod Stillingens Opgivelse, idet han herefter lod Kauffmann deltage i Diskussionerne paa Stabens Vegne. Dog skal han, da General Steinmann stærkt frernhævede, hvad der af politiske Grunde talte mod frivilligt Tilbagetog, have sagt: da, naar der ikke er Enstemmighed for Opgivelsen, saa bliver vi her.« Enstemmighed opnaaedes imidlertid – bortset fra Lüttichaus Vægring mod fuld Tilslutning. Ansvaret tog og hævdede de M. for sig alene til sin sidste Stund. Anordningerne for og Ledelsen af Afmarchen overlod han til Staben og kørte til Flensborg, hvor han havde en Samtale med Monrad, der ikke indvendte noget mod Danevirkes Opgivelse; men et Par Dage efter kaldtes han og Kauffmann til Kbh. for at give Oplysninger, og efter Udveksling af skriftlige Erklæringer mellem de M. og Krigsministeren krævede denne, støttet af Monrad med eventuel Dernissionsbegæring, de M.s Tilbagetræden fra Overkommandoen, og 28. Febr. gik Kongen endelig med hertil. De M. overtog atter Generalkommandoen i Kbh. Dec. 1864 afskedigedes han, som General i Armeen, fra i. April n. A. og stilledes à la suite. – De M. indesluttede sig herefter i sin Bolig og modtog ingen; han døde ensom, uden egentlig Sygdom, og uden at det vidstes, at hans Endeligt var nær. De sidste Uger før sin Død udarbejdede han to Henvendelser til sin Samtid, bestemte til at offentliggøres. Den mest indgaaende, omfangsrigeste har han kaldt »Mit sidste og uigenkaldelige Votum med Hensyn til Krigsførelsen og dennes Forhold til Statsførelsen« (delvis gengivet i “e;General de Mezas Krigsdagbøger 1849-5I”e;, 1928, S. 251-61). Hans Udtalelser her om den rette Afgrænsning mellem Statsstyrelse og Overkommando er mønstergyldige for alle Tider, for store Forhold som for sinaa, og vil staa som Vidnesbyrd om den grundigste Forstaaelse af Krigsproblemerne. De viser, at var end de M. legemlig ældet, var hans aandelige Kapacitet endnu langt over jævninaalet, hans Intelligens frisk og skarp, hans Fremstillingsevne berindringsværdig. Det meste af Dokumentet er et skarpt Opgør med de ledende Politikere, med Folkerepræsentationen, Aviserne og enkelte blandt hans Standsfæller. – R. 1829. DM. 1848. K. 1849. S.K. 1850.
Maleri af A. Schiøtt 1850 (Fr.borg). Tegning af L. A. Smith (sst.). Tuschtegning af Magnus Petersen (sst.). Tegninger af j. Sonne og af A. Fritz 1852 (Officersforeningen). Medaille 1850 fra Allen & Moore. Portrætteret paa Litografiet af de øverstkommanderende 1850 efter Tegning af S. Schack. Litografi fra C. M. Tegner efter egen Tegning 1850 og fra Em. Beerentzen s. A. efter Tegning af L. A. Smith, fra E. Fortling 1864. Stik fra Weger, Leipzig, s. A. Træsnit 1864 bl. a. af A. N. efter Fotografi. Portrætteret paa Litografiet: Krigsraadet i Vejlby 1849.
Kilder:
Th. Hauch-Fausbøll: Slægthaandbogen, igoo, S. 61o f. Den dansk-tydske Krig 1848-50, udg. af Generalstaben, 1-111, 1867-87. Den dansktydske Krig 1864, udg. af Generalstaben, I, iago. Hæren ved Danevirke 1864, udg. af Generalstaben, 1938. Der deutsch-dånische Krieg 1864, udg. af Den store Generalstab, 1, 1886 (især S. 178-82). W. Rustow: Der deutsch-dänische Krieg 1864, 1864 (især S. 169 f., 218-24). General de Mezas Krigsdagbøger 1849-51, 1928. C. Th. Sørensen: Den anden slesvigske Krig, I, 1883 (især S. 336-42). N. P. Jensen: Den anden slesvigske Krig 1864, 1900 (især S. 132-38). K. C. Rockstroh: General de Meza og Dannevirkes Rømning, 1930. A. Friis: Statsraadets Forhandlinger 1863-79, 1936. N. Neergaard: Under Junigrundloven, I-II, 1892-1916. A. F. Kriegers Dagbøger 1848-80, I-III, 1920-2 1. D. G. Monrad: Politiske Breve Nummer 4, 1874. A. Friis: D. G. Monrads Deltagelse i Begivenhederne 1864, 19 14. Hist. Tidsskr., 9. Rk., I, 1918-20, S. 282-94. C. Hegermann-Lindencrone: Betragtninger i Anledning af Monrads politiske Breve, 1875. Samme: Om Krigsaaret 1864, 1874 Rigsdagstidende 1863-64, Folketinget, Sp. 951-58. Rigsraadstidende, Overord. Saml. 1864, Folketinget, Sp. 147 ff., 151-55, 1371-78, 1427-38, 1445. W. F. L. Kauffmann: Tilbagetoget fra Dannevirke og dets hemmelige Hist., 1865. D. Bruun: Fyrretyve Aar efter, 1904 (især S. 69, 71 ff., 74 ff., 180). j. Nørregaard: Tre Hovedpersoner og Hovedbegivenheder 1864, 1884. Dansk milit. Tidsskr. 1865, S. 196-202. Det ny Aarhundrede, 1903-04. Flyveposten 27. Aug. 1865. Dagbladet 18. Sept. s. A. Fædrelandet 18. Sept. Og 23. Sept. s. A. Museum 1890; 1894, I. A. D. Cohen: De Faldnes Minde, 1851. J. Clausen og P. F. Rist: Af Eleonora Christine Tschernings efterladte Papirer, 19o8. Personalhist. Tidsskr., 3. Rk., VI, 1897; 6. Rk., III, 1912; 7. Rk., I, 1916. Vort Forsvar 3. Febr. 1889, 13., 27. Sept., II, 25. Okt. 1891, 28. juni 1896. Dannevirke 29. juli 1859. Flensburger Zeitung 23. Aug. s. A. J. T. Ræder: Krigserindringer 1848-50, 1911. C. F. v. Holten: Erindringer, 1899, S. 198 ff., 212. N. P. Jensen: Livserindringer, I, 1915. W. G. 0. Bauditz: Livserindring
1903, S. 104, 164 f., 217, 259. M. Galschiøt: Helsingør, 1921, S. 285 ff.
1903, S. 104, 164 f., 217, 259. M. Galschiøt: Helsingør, 1921, S. 285 ff.
Rockstroh