1864-Arkivet

17. marts skulle vi stille kl. 4 om morgenen til afmarch, min korporal kom lidt for sent han fik en streng irettesættelse af kaptajnen, han håbede at det skulle blive sidste gang, og det blev det også. Thi de blev begge skudt samme dag. Ja det var en sørgelig dag, om morgenen da vi stillede i Hundslev var vi 250 unge raske mænd, men om aftenen da vi blev samlet sammen ved Dybbøl Skanser manglede 90, og vi der var tilbage lignede mere billeder end levende mennesker. Det var til at begynde med en rædsom march, det havde været tøvejr i 2 dage, så vi kunne næsten ikke få benene med. Vi hvilede lidt ved Dybbøl Mølle, efter 3 mils march, der kom J. Jørgensen hen til mig, jeg beklagede mig over at have fået 6 pund smør hjemmefra i en blikdåse, den havde jeg i tornysteret, og den havde gnavet hul på min ryg. Jørgen havde også fået smør, men han havde solgt det, han havde fået 1 Daler til mig, der var samlet penge ind i Magleby Sogn til os, men jeg måtte ikke få Daleren førend jeg kunne give en genstand, men det nåede jeg aldrig, thi Jørgen blev skudt samme dag som der står på tavlen i Magleby kirke. Vi kom i nærheden af en skov, der lå en afbrændt gård, hvor jeg tillige med 10 andre mand blev sendt hen for at samle noget brændsel sammen i bunker og satte ild i så det begyndte at ryge op fra ruinerne, men så begyndte tyskerne at skyde på os fra skoven, det var første gang jeg hørte geværkuglerne fløjte om ørerne. Vi kom så hen bag en grøftevold men kunne ikke skyde igen, da vi ikke kunne se dem i skoven. Da skydningen holdt op trak vi os tilbage og fik brødposen frem, det var hen efter middagen. J. Jørgensen kom hen til mig, og vi talte sammen for sidste gang han havde ingen anelse om at dø, han sagde, nu har vi da overstået vort for i dag, lad nu nogle andre prøve det, i det samme blev der råbt træd an og jeg så ham aldrig mere. Vi kom hen til en grøftevold og mente vi kunne ligge der og skyde på fjenden, når de kom så nær at vi kunne se dem, men vor kaptajn var alt for ivrig, han befalede os at sætte bajonetten på og springe over grøftevolden råbe hurra og storme mod fjenden, han selv blev vist skudt straks thi jeg hørte ham ikke mere. At vi ikke blev skudt allesammen var vist fordi at vi havde lidt bakke imod os så de fleste kugler gik for højt, de kom som en tæt haglbyge. Vi fik kun skudt få skud fra næste grøftevold, så måtte vi tilbage, der var sergent der fik samlet stumperne sammen og ført os ind bag skanserne. Der gik vi så i løbegravene om natten, jeg var så træt og forpint at jeg var færdig at segne om, vådt og beskidt var der alle steder, ikke en plet hvor jeg kunne hvile mit trætte legeme, jeg havde været gennemsvedt, og gnavet hul på ryggen så skjorten hængte i, satte jeg mig ned kom jeg til at fryse, så jeg dårlig kunne gå mig varm igen. Det var en tung og sørgelig nat, det var den eneste gang i felten jeg helt tabte mit humør. Jeg syntes alt så sort og sørgeligt ud, kaptajnen, kommandørsergenten, min korporal og min daglige kammerat Jørgen allesammen nogen jeg kunne godt lide var borte alle. Om morgenen da fik vi nogen varm kaffe lettede det dog lidt.