1864-Arkivet

Lysabild, den 22. februar 1864

Kære broder.

Dit brev af 2.ds har jeg rigtig modtaget og af samme ser jeg, at du er rask og har det godt. Jeg derimod ligger for tiden på hospital, men fejler ikke andet, end at jeg har en smule fnat, som desværre størstedelen af vores regiment er befængt med; for et par dage siden kom her 50 mand, som ville på sygehuset af fnat, men alle pladserne vare besatte; hvorfor de blev indkvarteret i en gård, hvor de endnu venter på at blive kurerede.

Siden jeg skrev til dig, har den danske arme måttet døje meget ondt; i 7 dage og nætter var vi ikke under tag og fik ingen søvn uden med en snedrive som hovedpude. Jeg var med de allersidste, der forlod Dannevirke, for jeg var netop ude i kæden med mit mandskab, da kompagnikommandøren kom med ordre til, at vi skulle trække os tilbage. Det var med dybt suk, at vi forlod den gode stilling uden først at have tilføjet fjenden nogen rigtig skade af betydning, da han for det meste lod sig nøje med at alarmere os, som han kunne gøre med en ringe styrke på benene, da strækningen var lang og vores styrke i samme forhold kuns var lille.

Mærkværdigt var det, at tyskerne ikke angreb de skanser, som vores regiment havde at forsvare, de angreb os blot to gange og begge gange blev de slagne tilbage. Vi havde blot to mand såret deroppe, men efter hvad jeg hører, har vores regiment været for i går ved Dybbøl, men hvorledes det er gået, ved jeg ikke, da jeg er nødsaget til at ligge her imod min vilje, jeg ville meget hellere være ved mit kompagni, og de ville også grumme nødigt undvære mig, for løjtnanten bad mig om, at jeg snart ville blive rask igen, de havde brug for mig, og mit mandskab havde rigtig god tillid til mig, som er hovedsagen i disse tider.

Vejen fra Dannevirke var møjsommelig for os på grund af det artilleri, vi havde med, og vejen var så glat, at hestene ikke kunne stå, men styrtede for fode og vognene gik i stykker, så hele vejen her til Sønderborg er oversået med døde heste og knækkede vogne. Vi gik 3 nætter og 2 dage ud i én tur hertil. Flere af folkene blev helt fortumlede og vidste af udmattelse ikke selv, hvad de gjorde, jeg så iblandt en, der klædte sig nøgen af på vejen og ville i seng, og havde vi ikke fået ham på en vogn, havde han lagt sig og frosset ihjel, som formentlig flere har gjort. Jeg gik ellers meget godt igennem, men sov dog indvendig som flere andre. Vore officerer, som har gennemgået hele den forrige krig, var alle af den mening, at de tre år ikke var så strenge som de seks dage, og efter alt hvad vi havde døjet, gik tilbagetoget også meget godt, hvad orden angår. Der var flere, der kom til Als og havde tabt alt deres tøj og vidste heller ikke, hvor det var blevet af. Når vi holdt et øjeblik stille på vejen, så lå alle mand ned såvel officerer som mandskab mellem hverandre, der var ingen forskel. Nu er vi nogenlunde kommet til kræfter, så vi igen kan begynde, som sagtens heller ikke varer længe. Jeg ville blot ønske, at jeg var kommet mig for at være med, da vi har brug for alle underofficererne.

Nu ikke videre – en hilsen fra din hengivne broder

N. C. Knippel

NB. Min tornyster, hvori jeg havde alt mit tøj, er blevet stjålet af den vogn, hvorpå den blev kørt, og hvis det ikke er blevet opdaget og kommet til kompagniet i den tid, jeg har ligget her, så har jeg tabt et par støvler, et par morgensko, to skjorter, et sæt undertøj, 5 par strømper, foruden mange småting, men jeg vil endnu håbe det bedste. Skriv snart.

Niels Christian Knippel faldt under en træfning ved Ragebøl Skov den 17.marts 1864. Endvidere deltog fra familien den senere malermester i Gudsø og Kolding – Carl Peter Kongslev Knippel ( 1831 – 1929). Han deltog vist ikke i krigshandlinger, men fik dog Dannebrogsmændenes hæderstegn og fra 1913 den livsvarige hædersgave på 100 kroner. Og endelig deltog Vilhelm Carl Knippel, Fåborg, der senere blev skibsreder og -fører. Han var på fregatten Sjælland i 1864.