1864-Arkivet

Hele Natten igennem blev der afsendt Snigpatrouiller, et Pokkers grimt Stykke Arbejde, da man skal liste sig helt hen til Fjenden og undersøge hans Stilling, hvorved man let bliver skudt eller nappet, Det blev dog ingen i nat. Men da det netop var blevet lyst, Klokken kunde vel være omtrent 7, raabtes der pludselig: Til Gevær! og næppe havde vi gnedet Søvnen af Øjnene og taget Geværerne, før Kuglerne peb os om Ørene baade fra Siden og bagfra. Hurfigt løb 1ste Deling over Landevejen for at tage Stilling bag Gærdet, men blev der modtaget af en saa voldsom Salve, at den over Hals og Hoved vendte om, og begge Kompagnier maatte nu i Hast retirere ned over Markerne og en stor Mose for at naa Reserven i Dybbøl By. Det var en forfærdelig Tur: i fuldt Løb over Grøfter og Gærder, med Oppakning og de af Sneen tunge Kapper og med en stadig Regn af Kugler efter os; men det var ikke til at Lænke paa at tage Stilling før i Dybbøl, da Fjenden endog var betydelig foran os paa venstre Fløj. Især over Mosen var det uhyggeligt: disse Kugler var en Flok pibende og hylende Djævle, der var sendte efter os. De fleste af os styrtede et Par Gange, og adskillige saa vi ikke mere til; de blev enten skudte, saarede eller fangne. Da vi nærmede os Dybbøl By, kunde de fleste kun gaa i Fodgang; mange kastede sig af Udmattelse bag et Hegn, og jeg gav ogsaa et Øjeblik efter for Udmattelsen og laa og gispede, men kun et Øjeblik, thi da jeg saa mig omgiven af Mennesker af mere end tvivlsomt Mod, mærkede jeg, at jeg var kommet i slet Selskab, sprang hurtigt op for ikke at blive taget til Fange og naaede snart de andre. I Dybbøl By smældede Kuglerne paa Stengærder, Mure og Træer tæt ved os, men forunderligt nok blev kum faa ramte. En Underkorporal jeg skammer mig næsten ved at sige, at han var et af de bedste Ben i “den blaa” – løb ind for at skjule sig i en Lade og vilde ikke komme ud, skønt en Kammerat slog ham med Kolben. Kommer han nogen Sinde tilbage, er han da sikker paa Degradation. Her i Dybbøl By stod de gamle »Blaamænd« og »Forglemmigejer, af 22. Regiment – saaledes kaldte formedelst deres lyseblaa Kapper for at optage os, og vi gjorde nu Holdt for at blive samlede og modtage Fjenden bag Hegnene, Vi laa længe – vist en Time – og ventede paa ham, og en Mængde af de vel bekendte Kugler med langtrukken Piben for forbi os, men det var “vilde” Kugler, og jeg saa ikke een blive saaret af dem. Endelig fik vi Ordre til at gaa tilbage til Skanserne, da der blev blæst “Retirer” paa Fløjene, og vi blev opstillede i Kompagnikolonner ved Landevejen, nogenlunde, dog ikke ganske, i Sikkerhed, hvorom straks skal fortælles. Fjenden maa have kunnet se os, thi der for mange Kugler tæt over vore Hoveder, og Løjtnant Hansen lod os derfor falde paa Knæ. Et øjeblik derefter hører jeg et svært Plask bag mig, som naar en Kugle svupper ind i Kødet. Jeg vender mig om og hører min Rodekammerat med bøjet Hoved og mat Stemme, som om han var Døden nær, sige: “Aa, der fik jeg mit!” Denne Gang slap han dog med Skrækken og med et stærkt Slag og Ophovning paa den ene Skulder, Kuglen havde nemlig slaaet mod Tornysterremmen, men var den kommen nogle Sekunder tidligere, imens vi stod op, var den utvivlsomt gaaet ind i Brystet baade paa barn og mig, Det gjorde et forunderligt Indtryk paa os alle, men vistnok mest paa mig, thi det er nu anden Gang under Krigen, jeg saa øjensynligt har faaet Troen i Hænde paa, at der er en, som vaager over os. Endnu i nogen Tid hørte vi heftig Skydning paa højre Fløj, men en Snes dundrende Kanonskud fra Skanserne bragte de preussiske Kolonner til at vige og tilvejebragte derved Tavshed. Kl. 11 var alt forbi.