1864-Arkivet

‹ Ét niveau op

Jeg blev ramt to gange på samme dag!

Rasmus Balslev Leth var korporal i 5. Regiment 8. Kompagni. Rasmus Balslev Leth blev født i Lille-Heddinge i Stevns herred, hvor hans far var præst. Leth skriver her om kampen den 17. marts 1864.

Efter at 4. Regiment var gaaet tilbage og vor deling var stødt sammen med hovedstyrken af vort kompagni, stod jeg og talte med premierløjtnant Sattrup og løjtnant skaarup om den foreliggende situation.
Medens vi tre stode nogle skridt bag et hegn, ved hvilket folkene laa og skød ud paa fjenden, kom der en kugle, som gik gennem mit venstre kappeærme og derefter ramte hovedet paa min bajonet, der sad i livgehænget.
Bajonethovedet blev slaaet helt sammen, men mig selv gjorde kuglen ingen skade. Havde bajonetten siddet paa geværet i stedet for i livgehænget, saaledes som det var tilfældet tidligere paa dagen under fægtningen indtil en timestid førend kuglen ramte mig, vilde den utvivlsomt være gaaet ind i mit underliv og vilde rimeligvis have bibragt mig et dødeligt saar.
En times tid efter at 4. regiment var gaaet tilbage kom det atter frem i højde med os paa vejen mellem Nybøl og Ragebøl, saaledes at det stod syd for os nærmest Dybbøl, medens mit (5.) Regiment stod nordligere over Ragebøl mod Alssund. Da min halvdeling var yderst paa regimentets venstre fløj var jeg den befalingsmand, der stod nærmest ved 4. Regiment, altsaa ved dettes højre fløj. Da 4. Regiment imidlertid henimod kl. 4 atter gik tilbage, blev jeg med min halvdeling sendt ned ad vejen imod Dybbøl for at undersøge forholdene der. Jeg tog stilling ved et sted paa vejen hvor denne slog et bugt, og idet jeg lod folkene skyde ud imod fjenden, gik jeg selv lidt ned ad vejen for at undersøge om den ned ad Dybbøl var besat af tyske eller danske.
Jeg var lige blevet klar over, at den var besat af tyskerne, da der fra soldaterne som jeg kunne se paa vejen, kom en kugle, der gav mig et saa stærkt slag paa brystet, at jeg faldt og et øjeblik blev liggende paa ryggen.
Da jeg kom til besindelse hørte jeg soldaterne sige: “Der faldt korporal Leth” og uvilkaarligt tog jeg til brystet, hvor jeg da følte mine to temmelig tykke lommebøger og kortet over Als, som laa i min brystlomme og havde opfanget kuglen, saa at den var blevet siddende i den ene af bøgerne uden at trænge ind i legemet. Til trods for det stærke slag jeg havde faaet var jeg istand til selv at rejse mig op, men næppe var jeg gaaet et par skridt, førend jeg saa, at blodet løb ud af min venstre haand. Det viste sig da, at kuglen først var gaaet gennem haanden og derefter ind paa brystet.
Medens slaget paa brystet straks forvoldte mig stærke smerter, varede det noget inden jeg følte smerter i haanden, men da disse ogsaa indfandt sig, maatte jeg gaa tilbage til ambulancen, hvor jeg blev forbundet af Laub. Jeg tilbragte natten paa lazarettet i Sønderborg og den følgende dag blev jeg med andre saarede kørt ud til lazarettet paa Augustenborg slot. Her blev jeg et par dage og blev derefter tilligemed en del andre saarede sendt til Kjøbenhavn, hvor jeg blev indlagt paa Frederiksborg Slot, der ligesom Augustenborg Slot var omdannet til Lazaret.

Viser 1 emner.