1864-Arkivet

Dansk oversættelse:

Fiskebækskov, den 13. april 1864.

Da jeg havde afsendt det sidste brev, kom der ordre til, at vi skulle på forpost. Da for posterne afløses om aftenen i total mørke, og vi skulle tilbagelægge en afstand på 2 mil, rykkede vi ud klokken kvarter i fem. Først henimod klokken halvti kom vi på post. Kompagniet kom som støttedeling i en løbegrav direkte bag 2. parallel.Det var buldrende mørkt. Alle stod i vand og ler til op over anklerne, med gevær i arm, ingen måtte føre højlydt tale. Ingen kunne sidde ned, halm kom først om morgenen klokken halvfire. Natten var forfærdelig. Det eneste interessante var bombernes og granaternes ildstriber, der uafbrudt susede hen over vore hoveder, og deres detonation i skanserne, som vi kunne iagtage. Lige foran os arbejdede det 24. Regiment i største stilhed i løbegraven. Jeg opholdt mig en del og temmelig længe ved disse arbejder. Desværre skete der det kedelige, at en granat gik for kort og dræbte en af arbejderne. Vi længtes efter, det skulle blive morgen. Men vi blev noget forbavsede, da vi opdagede de danske forposter foran os i en afstand ikke større, end jeres gade er bred. Først blev der iagttaget den største forsigtighed fra begge sider, men da danskerne opdagede, at vi ikke skød og heller ikke ville angribe dem, satte de også geværerne til side, og en gemytlighed og harmløshed begyndte, der nok er enestående i krigshistorien. De to modsatte forposter besøgte hinanden, byttede snaps og cigarer og små souvenirs, spadserede med hinanden under armen. Officererne mødtes for at snakke sammen. De to forposter var næsten ikke til skelne fra hinanden. Imens sled tusinder af arbejdere roligt videre med løbegravene. Ingen gik i dækning. Alt skete fuldstændig åbent. Og ved alt dette gik den forfærdelige kanontorden hen over vore hoveder. Men den kom kun fra vores side. Danskerne skød ikke tilbage. Kun om eftermiddagen affyrede de et par skud på os, der skete dog ikke noget. Vores artilleri skød fremragende. Hvert skud ramte ikke kun skanserne, men også det mål der skulle rammes. Den der ikke selv har oplevet den harmløse trafik i går, kan slet ikke forstå eller begribe det. Det er ikke til at beskrive, hvordan det var, og hvis man prøver at fortælle om det, er der ingen, der vil tro på det. Vores folk stod i så tætte flokke som tilskuere, at en eneste salve kartæsker ville have forvoldt enorme tab. Henimod klokken 9 blev vi atter afløst fra forposten og ankom klokken tolv dødtrætte i kvartererne. I dag klokken halvelleve er mine folk gået til skanserne for at arbejde. De kommer ikke hjem før midnat. Da det kun er nødvendigt med to kaptajner og jeg allerede var på arbejde forleden nat, er jeg blevet hjemme. Det er nok overflødigt at sige, at tjenesten er meget anstrengende for mandskabet. Især er det anstrengende, fordi vi altid skal marchere to mil til bestemmelsesstedet. Så interessant og uforglemmelig dagen i går også var, så håber jeg dog, at jeg ikke kommer på forpost foran Dybbøl mere. Efter min mening må stormen starte i morgen eller i overmorgen. Vi kunne godt have stormet i dag eller i går uden alt for store ofre. Fra hvert regiment er der udtaget to kompagnier til stormangrebet. Det gør mig ondt, at jeg ikke er med, men for dig er det jo nok beroligende og en trøst at høre dette. De to ældste kaptajner er udtaget Lobenthal og Salpius. Lige nu har hr Lang fra Prenzlau været bos mig. Han besøger alle 64ere, og han kommer ikke tomhændet. Mig skænkede han tre store levepølser.

Breve bragt i “Sonderburger Zeitung” omkring 18. april 1924