1864-Arkivet

Jeg laa og sov og skulde netop vækkes for at indtage et godt Middagsmaaltid, som bestod i Flæsk og Kartofler, da Kuglerne begynder at falde, og jeg fik at vide, at Tyskerne havde taget Skanserne. Snart havde jeg Tøjet paa, og nu gik det fremad, men snart saa jeg, at jeg var omgiven paa alle Sider. Kompagniet fik nu Ordre at fordrive Fjenden. Med Hurraraab gik det nu et Par Marker fremad; jeg tror nok, jeg gjorde min Pligt. Kaptajnen var meget syg, men var dog med. Han fik et Stykke Ost og Brændevin hos mig. Løjtnanten sagde til mig, at, hvis jeg ikke kunde faa Folkene frem paa anden Maade, skulde jeg bruge min Sabel, da han saa, at jeg opførte mig, som jeg skulde. Nu fik Tyskerne Forstærkning, og nu maatte vi retirere i en Fart. Vor Retrætelinje var langs Stranden, her var en Slugt, som vi skulde igennem fyldt med Mudder, hvor mange blev siddende fast, jeg kom dog lykkelig igennem, skønt jeg sank i til Knæene. Oppe paa Bankerne stod Prøjserne og skød paa os, og her var det, vi mistede saa mange Folk . . . Jeg naaede her min Kaptajn, som var aldeles udmattet. Jeg fik ham under Armen, og vi kom lykkeligt ind til Brohovedet, hvor han sagde til mig, at jeg havde gjort min Pligt, og bad mig at samle Kompagniet, som var bleven adsplittet … Jeg er da bleven Underofficer, og fra Kompagniet er jeg bleven indstillet til Løjtnant. Mine kære Forældre, endnu skal I ikke tale om det til nogen, da det jo nu kommer an paa Regimentet, om de vil indstille mig til Ministeriet, men i det mindste se efter i Avisen, om min Udnævnelse ikke skulde være der om nogen Tid, og send mig da Avisen under min gamle Adresse. Jeg var i Gaar fremstillet for Regimentskommandøren, som talte til mig om mine private Forhold og takkede mig for min Opførsel. Men det er jo ogsaa underligt, at jeg skulde blive indstillet tillige med de første Aspiranter, som kom her over før Kaptajnen var meget syg, men var dog med, Han fik et Stykke Ost og Brændevin hos mig. Løjtnanten sagde til mig, at. hvis jeg ikke kunde faa Folkene frem paa anden Maade, skulde jeg bruge min Sabel, da han saå, at jeg opførte mig, som jeg skulde. Nu fik Tyskerne Forstærkning, og nu maatte vi retirere i en Fart. Vor Retrætelinje var langs Stranden, her var en Slugt, som vi skulde igennem fyldt med Mudder, hvor mange blev siddende fast, jeg kom dog lykkelig igennem, skønt jeg sank i til Knæene. Oppe paa Bankerne stod Prøjserne og skød paa os, og her var det, vi mistede saa mange Folk Jeg naaede her min Kaptajn, som var aldeles udmattet. Jeg fik ham under Armen, og vi korn lykkeligt ind til Brohovedet, hvor han sagde til mig, at jeg havde gjort min Pligt, og bad mig at samle Kompagniet, som var bleven adsplittet . . . Jeg er da bleven Underofficer, og fra Kompagniet er jeg bleven indstillet til Løjtnant. Mine kære Forældre, endnu skal I ikke tale om det til nogen, da det jo nu kommer an paa Regimentet, om de vil indstille mig til Ministeriet, men i det mindste se efter i Avisen, om min Udnævnelse ikke skulde være der om nogen Tid, og send mig da Avisen under min gamle Adresse. Jeg var i Gaar fremstillet for Regimentskommandøren, som talte til mig om mine private Forhold og takkede mig for min Opførsel. Men det er jo ogsaa underligt, at jeg skulde blive indstillet tillige med de første Aspiranter, som korn her over før mig, saa det kan jo. gerne være, at jeg ikke bliver det. Men i det mindste har mine egne Officerer da fundet mig værdig til at optages i deres Midte, og Kompagnikommandøren er dog en Greve. Hvis jeg nu skulde blive det, da skal jeg straks tilmelde Eder det, og saa kan I tilmelde Familjen, og hvem I vil, det, men til den Tid Tavshed. Tilsend mig ogsaa de Aviser, hvori der staar omtalt Slaget og alt. Vi mistede mange Folk, men dog de fleste som Fanger. Men det er ingen Skam for Danmark, thi vore Skanser og Kanoner blev aldeles demonterede og var ikke andet end Ruiner . . . Jeg har i dette Øjeblik været hos Kaptajnen; han sagde til mig, at jeg var indstillet til Officer, og at Regimentet havde indsendt Ansøgningen, men at det derfor ikke var sagt, at jeg blev det, da det kom an paa Ministeriet, men han haabede, at dette maatte ske. jeg takkede ham for hans Godhed; han svarede: «De har altid vist Dem som en flink og et herligt Menneske, og De har Dem selv at takke for alt.» Han var saa rørt, da han sagde dette; jeg haaber, at det glæder Eder at se, at jeg her ogsaa kan gøre mig afholdt.