1864-Arkivet

Den 17. kom vi igen paa Forpost og besatte Løbegravene imellem Nr. 7 og 8. Her skraalede Granaterne os som sædvanlig om Ørerne, og mange slog ned rundt omkring os. Vi lærte her, som i Almindelighed, snart at opdage, hvorfra Skuddene kom, der var rettede mod os, saa at vi kunde advare vore Kammerater i Tide. Om Aftenen kunde vi erfare det af Glimtet, og om Dagen af Drønet fra Fjendens Skyts. Naar der raabtes: «Dæk, en Lærke!» da havde vi ikke saa meget at befrygte, da disse Granater om Natten viste sig i stor Afstand med en lang lysende Hale efter sig med en egen vibrerende Lyd, som gav dem Navnet Lærker, og kom i en mindre stærk Fart, saa at man i Forvejen omtrent kunde se, hvor de faldt, og derhos først sprang nogen Tid efter Faldet. Naar de imidlertid sprang, tog det sig smukt ud om Natten, da der kastedes lutter lysende Projektiler i lysende Buer rundt omkring. Blev der imidlertid raabt: «Dæk, en sort!», da skulde hver Mand nok vide at dække sig i en Fart, da disse kom hurtigt og usynlige og derimod sprang, idet de berørte jorden. Ligeledes dækkede man sig temmelig hurtigt, naar der blev raabt: «Dæk, en Oldenborre!», som var Stykker af Granater, der snurrede gennem Luften omtrent med Lyden af en Oldenborre. Intet generede os dog mere end de Skud, vi modtog i Flanken, hvorved en Del Granater sprang i selve Løbegravene, dog uden at gøre anden Skade, end at en Stump traf en Forstærkningsmand nogle faa Skridt fra mig, som blot slog ham paa Armen uden at skade af nogen Betydenhed. Ligeledes slog en ned i en Jordhytte bag ved mig, som jeg sad og spiste min Frokost, som imidlertid ej anrettede anden Skade end overdænge os med jord og Lerklumper, skønt den slog helt igennem og Hytten var fuld af Folk. Et Stykke faldt ved min Smørdaase, og det har vel været sulten, da det selv inviterede sig. Forøvrigt gik alt godt denne Dag. Om Aftenen gik vi igen tilbage som Reserve bag Brystværnet, hvor vi tog os en Lur til om Morgenen Kl. 3, da alt til enhver Tid stod i Alarmstilling dette Klokkeslet. Op ad Dagen kunde man dog igen lægge sig for atter at sove lidt, men henved Kl. 10 blev vi allarmerede, den 18de, ved at høre Geværkugler hvisle over Hovederne paa os, og inden ret mange Øjeblikke var alle paa Benene og i Fremmarch ad Skanserne til. Vi var ej heller avancerede ret langt, før vi allerede opdagede Fjenden i kort Afstand fra os. Vi drev ham imidlertid tilbage til Dybbøl Mølle, men da han rykkede stærkt: paa venstre Fløj, som blev dreven tilbage, blev vort Kompagni beskudt i Flanken, hvorved mange faldt. Jeg var med en halv Snes Mand næsten rykket frem til Dybbøl Mølle, hvor det vrimlede af retirerende Prøjsere, paa hvilke vi skød af alle Kræfter og som ogsaa ilsomt trak sig tilbage, da Prøjserne rykkede saa stærkt frem paa det Kompagni, som var paa vor højre Flanke, at dette maatte retirere, og Fjenden saaledes ogsaa kom paa højre Flanke af os. 4 Prøjsere kom springende en Snes Skridt fra mig og raabte: «Halt, gefangen!», jeg vilde imidlertid ikke give mig og lagde an paa dem, hvorpaa de ilsomt dækkede sig i en Grøft, hvorved jeg fik Forspring og slap med at de alle fyrede efter mig, dog uden at træffe. Foruden disse fire vrimlede det af Fjender bag Gærdet, hvor disse kom frem, og Kuglerne hvislede saaledes om Ørerne af mig, at jeg formelig kunde mærke Lufttrykket af dem, ligeledes slog de som en Hagelbyge om Fødderne, saa der stod en Støv rundt omkring mig. Jeg gik imidlertid ganske rolig tilbage til Mine Kammerater, da jeg ikke kunde udholde at løbe. Med de øvrige Tropper retirerede jeg tilbage bag Sønderborg, hvor vi endelig var i Sikkerhed. Over Broen sprang den ene Granat efter den anden, herfra slap man dog ogsaa. Af hundrede og nogle og halvfjerdsindstyve Mand blev vi kun nogle og fyrretyve Mand tilbage med Tabet af alle vore Førere, med Undtagelse af 2 Korporaler (af hvilke dog den ene havde et ganske let Strejfskud i Laaret) og 2 Underkorporaler.