1864-Arkivet

Om Aftenen blev vi afløst og blev ført ned imellem Skanserne og Brohovederne til højre for Chausseen, hvor vi laa i en Grøft og udhvilede os; men sove kunde vi ikke, da Granaterne nok skulde holde os vaagen. Den 18. tidlig om Morgenen begyndte det med en voldsom Kanonade fra Fjenden; det holdt paa i flere Timer. Med ét blev det roligt og Skydningen ophørte, omsider kunde vi høre Geværskud. Vi blev kaldt til Gevær, vi kunde se den tyske Fane oppe paa Skandsen. Der blev kommanderet: Formér Kæde til venstre. Det var ned imod Vemmingbund. Der lød Stormsignal, og vi stormede op imod Skandsen. Da vi første Gang havde stormet og skulde storme anden Gang, blev jeg opmærksom paa, at vi var omgaaet paa vor venstre Fløj. Jeg kunde straks indse, at hvis vi ikke skyndte os for at komme tilbage, vilde vi enten blive skudt til Hobe eller ogsaa blive taget til Fange. jeg tog Flugten tilbage, alt hvad jeg unde løbe, indtil jeg blev standset ved en dyb Grøft. jeg sprang ned i den, den var næsten halvfuld af Vand og Mudder, af opløst Ler; jeg fik Vand i mine Støvler. Hvor dumt! tænkte jeg ved mig selv. Jeg kravlede op ved den anden Side, tog Flugten videre hen imod en afbrændt Gaard hvor vestre Gavlende endnu sad og ragede op i Vejret; jeg løb ind af en Døraabning for at tage Muren til Dækning for Kuglerne. Ligesom man hører den Knitren, naar Grantræet brænder, saaledes plaskede Kuglerne paa den anden Side af Muren. Der var flere danske Soldater dér, da jeg kom derind; de løb ud af den samme Døraabning, hvoraf jeg var kommen ind, og forsvandt for mig. jeg løb ogsaa og tog Retningen efter Brohovederne. Jeg opnaaede først et lille Gærde, hvor en Officer og 7-8 Mand stod dækkede; jeg faldt ned ved Siden af dem. Fjenden var nær paa, og Officeren befalede at skyde, og i samme Øjeblik rejste de sig og løb imod Nord; jeg rejste mig og løb lige imod Ost, for om muligt at jeg endnu kunde komme ned til Brohovederne, og imens peb Kuglerne i Luften og om Ørerne paa mig, saa at det var et Under, jeg ikke blev truffet. Fra Brohovederne affyrede de danske Geværsalver op imod Fjenden, ligesom jeg opnaaede en lille jordvold. jeg sprang over den og kastede mig til venstre ned bag jordvolden, hvor jeg havde god Dækning for Fjendens Kugler. Endnu kom en Soldat løbende og sprang over til mig, kastede sig ned bag Volden noget til højre fra mig, vi laa der i en Krysild og kunde ikke komme længere tilbage; jeg laa paa Maven med Næsen lige mod jorden og Armene udstrakt over Hovedet. Terrainet foran mig var noget højere, end hvor jeg laa, saa at Kuglerne fra Brohovederne fløj oven over' mig, kuns en Kugle gik igennem Hjørnet paa min Tornyster. Det forekom mig, at jeg havde ligget længe; jeg hørte en Stemme, det var min Kammerat, jeg vidste ikke, at han endnu var i min Nærværelse. Han sagde: Kammerat, er du levende eller død; jeg troede jeg var alene i Jeg sagde til ham: jeg véd ikke, at du er mig saa nær. Hvad skal vi gøre? sagde han. jeg mente, at det bedste var at forholde os ganske rolig, saalænge denne Skydning vedvarer, om der saa kunde findes en Lejlighed til at komme ned til Brohovederne. Vi forholdt os begge ganske rolig. Omsider hørte jeg, at der sprang nogle over jordvolden imellem os, og det forekom mig, at jeg kunde høre, som om det var Kedler, som klaprede paa Tornystrene. Skulde det være Tyskerne, tænkte jeg, nej, det kan ikke være saaledes, at de gaar her lige ned imod Brohovederne. Omsider hørte jeg Smaasnakken paa den anden Side af Volden; jeg lyttede og kunde høre, at de talte tysk; jeg blev varrn i Blodet, og forekom det mig, at naar de ser, at du ligger her lige over for dem og min Kammerat lige tæt derved, maaske de kunde have Lyst til at skyde en Kugle igennem os eller ogsaa jage Bajonetten i os; jeg tænkte, her er ikke andet at gøre end at overgive sig. jeg raabte til dem og bad om Pardon. De raabte saa igen til mig: Sind Sie verwundert? jeg sagde: Nej! So müssen Sie gleich hierüber kommen. Skydningen vedvarede fra Brohovederne, og det var første Gang, jeg var bange for, at jeg skulde blive skudt, naar jeg hævede mig fra mit Leje. jeg tog Mod i Brystet, rejste mig i en Hast, og idet jeg sprang op paa Volden, greb en af Tyskerne mig i Brystet og halede mig over til dem. Min Kammerat kom ogsaa ubeskadiget over, og nu var vi Fanger. Vi laa hos dem i nogen Tid, førend vi kom tilbage, og i den Tid talede min Kammerat uafbrudt med Tyskerne; med et tog Slynglen Felthuen af, knugede den sammen i Haanden, rev Kokarden af, kastede den paa Jorden og stampede paa, den. Nu vilde jeg gerne vide, hvor han hørte hjemme, jeg talede lidt med ham og spurgte, hvorfra han var. jeg er fra Flensborg og er Cigarmager, naar jeg kommer hjem igen, lød Svaret. jeg tænkte: Blot jeg kunde faa mig hævnet paa dig, saa skal den værste Straf ikke blive dig for haard! Ved Afløsningen kom vi tilbage over Valpladsen og ikke ganske uden Fare for Kuglerne, thi endnu blev der skudt fra Brohovederne, og nogle Granater faldt der ogsaa. Det var et sørgeligt Skue at se de mange af mine Kammerater, som laa der nedskudte. Tyskerne var opsamlede og bortførte, men alle Danskerne laa endnu, og ikke alle saared e var optaget. To Ambulancer af Prøjserne var i Færd med at lægge en saarede Forstærkningsmand af vores paa en Baare; de sagde til os: Det er en af Eders Kammerater, ham maa I bære hen til Forbindingsteltet. Vi tog ham og bar ham ned til Chausseen til Teltet, hvor der var en Del flere danske Fanger. Derfra blev vi under stærk Bevogtning ført langs Chausseen Vester paa…