1864-Arkivet

Den 17. om eftermiddagen drog vi fra Ertebjerg [Ertebjerg ligger på Als] i godt humør, og hele regimentet var i sin fulde styrke på lidt nær. Ikke mange tænkte på, at det var sidste gang, regimentet gik den vej, vel vidste vi, at det ikke kunne var længe, men i morgen død tænkte ingen på. Vi besatte stillingen i nr. 5 og løbegraven mellem den og nr. 6. om natten havde vi. en voldsom kanonade at tage imod, mærkeligt nok at vi kom derud uden synderligt tab af mandskab, jeg var med den svenske løjtnant i Skanse 5 [Han var finsk, men talte svensk]. Vi gik frem og tilbage i skansen hele natten og søgte så godt som muligt ikke at tænke på granaterne, da det dog i grunden kom an på lykken, og der ingen steder i skansen mere var nogen dækning. Fjendens infanteri var imod sædvane den nat meget rolig, hele vor styrke var på benene, endog reserverne inde ved brohovederne stod opstillet, kanonerne var ladet med kartæsker og rettede, espingolerne ligeledes, yderst stod hver mand med geværet i hånden færdig til at give ild, når fjenden på sædvanlig tid, kl. 3-4, begyndte kampen. Fra Als fløj vore granater ud over hele vor stilling som lysende raketter over vore hoveder, krydsende fjendens, 4-5 stykker ad gangen, springende tæt udenfor vore skanser og kastede stumperne ud til fjendens grave. Fra fjendens batterier gik det knald i knald, jorden rystede, i luften hvislede tusinde takkede bly- og jernstumper, splinter, sandsække og jord, imidlertid forhindrede dette ikke, at nogle sad og sovnede hen ad morgenstunden. Da det blev lyst, begyndte en hidtil ukendt kanonade. Fra hver pjese, fjenden kommanderede over, blev skudt så hurtigt, der kunne lades, langs hele stillingen fra alle fjendens batterier; det gik så hurtigt, som var det geværsalver. Ilden var rettet på skanserne, og stadig faldt folk derinde. Vi fik ordre til at rykke ud af skanserne og søge dækning i vore dækningsgrave. Enkelte poster, som udstilledes for at holde udkig, lå ofte døde, uden at vi vidste det. Vi var nu virkelig i en dårlig forfatning til at modtage fjenden. Kanonerne kunne først bruges, når sandsækkene var borttagne, skanserne og løbegravene næsten tomme, folkene lå nedgravede i huler og grøfter. Var fjenden kommet om natten, havde han fået det varmt; nu var det med hans uhyre overlegne antal ikke nogen stor heltegerning for enhver anden fjende end netop prøjserne. Klokken 10 sagtnedes kanonilden noget, men nu blev vi råbt ud med: “Fjenden er lige udenfor”. Ingen tog det nu bogstaveligt, men da vi styrtede ud i løbegraven fik vi syn for sagen. Hvor besynderligt det end var, fjenden var virkelig udenfor. En masse geværkugler modtog os fra skytter, der var placerede i vore tidligere skyttegrave, som fjenden om natten i al stilhed havde gravet i forbindelse med hinanden, og hvorfra nu stormkolonnerne blev formerede. En hvid masse på korte, sorte ben kom hurtigt imod os,- det var en kolonne, hvoraf hver mand foran bar en stor sæk, – bagved dem den virkelige angrebskolonne. Fjenden overvandt vore forhindringer på den letteste og sindrigste måde af verden. De første par mand klippede med en saks trådhegnet over, de næste kastede et par puder på vor fodangler, som hele kolonnen løb over uden at standse et minut ved disse forhindringer, som havde kostet os både meget arbejde, penge og folk at indrette. Begivenhederne må nu tænkes at foregå i minutter, og hurtigere end jeg kan skrive dem. Geværskuddene faldt så tæt, som man kaster ærter på en tallerken. Fjenden betegnede sin vej ved at efterlade lig, og ofte faldt en sæk, men kolonnens størrelse aftog dog ikke synderligt derved, et par minutter kun, hvori vore folk højst kunne gøre to skud, og fjenden stod 4 skridt fra os, alle med ladt gevær og vi med tomme. Der kunne nu ikke let skydes fejl, og den salve vi fik dræbte en masse af vore folk. Nu opstod med nogle virkelig tapre prøjser en slags håndgemæng, bajonetfægtning, en forvirret blanding af geværskud, hyl og skrig, dødssuk og jamren; de fleste af prøjserne foretrak på lidt afstand at skyde på os, vi kunne naturligvis ikke slås og lade på een gang og altså ingen (videre) skade gøre dem, de dristigste af dem gik ganske nær og skød en kæmpende dansker. Det hele skete i et øjeblik, løjtnanten kom næppe ind i skansen, som han forsøgte på, jeg fulgte ikke hans eksempel for ikke at trække mere mandskab bort, men blev stående med folkene på det sted, hvor det øjensynligt var fjendens bestemmelse af bryde igennem, og hvor vi også først stødte sammen, men kampen blev dog straks almindelig for vort vedkommende langs vor front. Først vovede en enkelt mand at plante fanen lidt oppe på skråningen. En anden, som forsøgte at stikke den i højere oppe trillede død ned i graven, men omsider stod den prøjsiske fane på brystværnet af den elendige, gennemskudte skanse. Kampen rasede endnu i løbegraven. Prøjserne var lutter purunge mennesker og deres anfører ligeledes. Han var meget tapper og den første, der stod i vores løbegrav. Han opmuntrede sine folk ved begejstrede ord og var overalt. Men så forsvandt han pludselig. Han må være trillet ned til flere kammerater, da han stod tæt ved graven. Jeg havde endnu engang fået ladet, alene for at skyde ham og måtte nu nøjes med en gal prøjser, som vist var fuld, da fråden stod ham ud af munden. Idet skuddet gik af, følte jeg et stød i venstre skulder, men tænkte ikke derover; Jeg vendte geværet om og slog løs med kolben, men min ene arm var kraftløs, og geværet blev straks slået fra mig. Jeg stod et øjeblik forvirret, indtil en fyrede sit gevær af lige mod mit hoved, og kuglen rev et stykke skind af min underlæbe, da satte jeg mig ned og bad :”Ske din vilje, Gud!”. Kampen fortsatte måske et minut endnu, da overgav vi os. Nu hed det “Alles was gehen kann, march”. Det var desværre ikke meget af det raske kompagni, der kunne gå, vist halvparten lå døde og døende; Jeg kunne nok have gået med, men ville ikke, jeg var så ærgerlig, bedrøvet og så ulykkelig. Jeg blev alene tilbage i graven, ikke for at hjælpe mine hårdt sårede kammerater, der lå og jamrede sig; nej det tænkte jeg endnu ikke på, jeg håbede endnu, at vore skulle slå fjenden tilbage, og jeg komme med dem. 9. og 20. regiment kastede sig imod fjenden og drev den, voldsomme overmagt to gange tilbage, men led selv skrækkeligt derved, og måtte omsider overlade fjenden denne stilling. Fjenden lod stadig nye masser rykke frem, kanoner køre op og vendte vore egne kanoner, som var så godt lavet til, og som vi ikke kunne bruge på grund af de ulykkelige sandposer, som var opstillede foran dem, imod os. Så længe kampen foregik lige bag os, slog vore egne kugler rask ned i graven til os, og jeg havde besvær med at slæbe nogle sårede, der endnu var liv i, hen hvor de kunne ligge dækkede. En af de prøjsiske underofficerer var så bange for, at vi halvdøde mennesker, hvoraf jeg var den eneste, der kunne gå, skulle falde dem i ryggen, og trak derfor en kanon af, der var rettet til at bestryge graven, hvori vi lå lige til nr 6. Kanonen var ladet med kartæsker, og ladningen regnede ned langs graven og gjorde ende på deres lidelser. Jeg hørte deres samtale, da et par andre ville afholde ham fra at fyre på os, og jeg kom også lige bag en travers, da kanonen gik af. Der kunne nu ikke tænkes på at komme tilbage, om jeg end kunne løbe som en hare, men jeg var nysgerrig efter at se fægtningens videre gang. Da den nu trak sig stadig mere ned mod brohovederne, kunne jeg ikke se synderlig mere, og jeg efterså nu mine nærmeste omgivelser. Fire var endnu i live, og jeg forbandt nu, så godt det lod sig gøre, og fik omsider fat på et par prøjsiske læger. Det var sørgeligt med den masse lig af venner og bekendte og folk, som jeg havde gjort hele felttoget sammen med. Efter at jeg var bleven forbunden, blev jeg kørt til Nybøl vandmølle, og derfra pr skib, mellem sårede af begge slags, til Flensborg.