1864-Arkivet

Den 13de April stod der i Regimentsbefalingen som Punkt 2: “Det forbydes paa det strængeste Mandskabet, der staar paa Forpost, at fraternisere med Fjenden; det paalægges dette Mandskab at beskyde Fjenden, naar denne nærmer sig paa en Afstand af 150-200 alen osv.” – Vi spurgte Adjudanten, da vi skrev det, om det ikke var et overflødigt Punkt, men han svarede Nei; thi der havde virkelig i de sidste Dage fundet venskabeligt Samkvem Sted mellem Vore og Fjenden, hvilket kunde have de uberegneligste Følger. Samme Dags Eftermiddag marsjerede vi atter paa Forpost, denne Gang skulde vi bo mellem Skandse Nr. 1 og 2, det værste Strøg i hele Stillingen. Vi tøvede nogen tid ved Barakkerne, før vi begav os derned, da Mørket skulde skjule vore Bevægelser. Vi vare ved godt Mod. Af og til trimlede ved en Mand i et Granathul, men han reiste sig hastig, sagde Smaavittigheder og travede videre imellem Hullerne og de springende Granater. Jeg havde overfyldt min Brødpose, saa Øskene der skulde holde den til Remmen over Halsen, sprang ved, at vi hoppede ned af en høi Grøftevold; jeg matte da bære den under Armen et langt Stykke. Man lo ad min Forsynlighed og sagde at “forlidt” og “Formeget” fordærvede Alting. Et gjennemtrængende Skrig i Retning fra Skandse Nr. 2 erindrede os atter om, at vi stævnede til et alvorligt Møde. Snart var vi ved Pladsen imellem Nr. 1 og 2 ved en opsat Vold, der paa sine Steder var af en Mands Høide. Noget oppe paa denne Vold var dannet en Afsats af Brædder, der hvilede paa Jordpiller, hvor man passende kunde lægge et Knæ, medens man stak Bøssepiben ud over. Paa disse Brædder tog nu en Del af Mandskabet Stade, medens de Øvrige kunde gjøre sig det bekvemmere nede ved Jorden. Ogsaa vi paa Brædderne gnavede paa en Stump, skjønt vi havde Riflen i Haanden. Rasmus fra Trunderup, en flink, ung Soldat, som jeg netop havde havt en Del Morskab med paa Veien derud, var nu kommen i en stor Forlegenhed, idet han ikke vidste, om det var rigtigt at spise Rugbrødet nu og gjemme et kapret Franskbrød til Davren eller omvendt. Nogle fornuftige Jyder raadede ham til at tage det bedste først, saa havde han det, og han kunde jo aldrig vide, hvad der kunde hændes, før den næste Morgen. Imidlertid var Regimentets 2det Kompagni naaet ud for at afløse femte Regiment i Skyttegravene lidt foran os; men samtidig var ogsaa Prøjserne listede derhen, uden at Vore havde mærket det, da det var mørkt; Klokken var vel omtrent 10 om Aftenen. En Prøjser, fortæller man, giver en Fynbo af 5te Regiment et Kolbeslag i Nakken, men rammer saa daarligt, at Modtageren tror, at det er en uheldig Spøg far en af de afløsende Jyder. “Det er vort Kammeratskab, Du!” siger Fynboen. Men da Prøjseren løfter Armen til et stærkere Slag, mærker Fynboen Uraad og jager ham Bajonetten i Livet. Med et blev der nu en rasende Hurlumhei i og omkring Skyttegravene. Kommandoraab, Sabelklirren, raslende Bajonetter, dumpe Kolbeslag, Hurraraab, Skud og Skrig blandede sig i den sælsomste Forvirring. Vi kom Alle paa Brædderne og lagde os med Fingeren paa Aftrækkeren, rede til at trykke løs mod Enhver som nærme sig. Da det var Nat, kunde der ikke være Tale om at gjøre Forskel paa Ven eller Fjende, derfor havde Vore i Kjæden Ordre til under ingen Omstændigheder at gaa lige tilbage, de skulde, i Tilfælde af overlegent Angreb, trække sig ned ved Stranden og der søge ind. Men hvor let kunde de ikke i virvaret løbe feil og vi komme til at dræbe vore egne Kammerater. Det var en uhyggelig Mulighed. Medens de andre sloges om Skyttegravene, bleve vi forude midt under Geværkuglerne, der vare nærgaaende nok – jeg husker, at én blæste min højre Ørelok tilbage – overdængede med en umaadelig Hoben Granater, der skulde hindre os i at kommme ud til hjælp. Vi fik baade Spidsgranater og runde Granater. Disse sidste bleve for en stor Del kastede langsomt og i høie Buer ind til os. Da Brandrøret som en gloende Hale lyste efter dem, og der undertiden var halve Snese i Luften paa en Gang, dannede de en egen Art pragtfuldt Fyrværkeri. Medens vi laa der, jeg veed ikke hvorlænge, med fingeren paa Aftrækkeren, meget stærkt udsat for Kugler, uden selv at kunne virke, paakom der mig en Rystelse. Jeg sagde det til min sidemand, der kaldte det Kanonfeber; men den, mente jeg, angreb kun rædde Folk, og ræd var jeg ikke. Han paastod imidlertid, at saadan var det, han selv og flere havde prøvet den, men de havde fortiet Skaden. Det var interessant at ligge der og iagttage de forskellige Lyde, hvormed Granaterne nærmede sig, alt efter deres Form og den Kraft, hvormed de udslyngedes. Nogle kom med Drøn som af en Løvestrube, andre skreg, naar Blyet faldt af dem, som gale Katte, nogle klukkede som Agerhøns, medens andre rullede som torden, det Hele kom med saa vældig en Styrke, at den satte Luften og Jorden i en rystende Bevægelse. Der kom atter en majestætisk, langsomt skridende, lysende op ad Himmelbuen i Retning af os. “Uf! den kommer her!” sagde Rasmus fra Trunderup, og snart dalede den ned lige bag os, hvor den hoppede og spyttede et Øjeblik. Man laa aldeles blottede med Ryggen imod den og alle Udsigter til at splittes ad; men der var intet at gjøre. Saa sprang den med øredøvende Larm, og der blev bælgmørkt omkring os. Derefter regnede Jord, Sten og Jernstykker ned ved alle Sider, Ingen vidste ret, hvorledes han selv, endnu mindre hans Nabo var faren. Snart begyndte man at spørge til Siderne: “Hvordan har I det?” og det lod til at Alle havde det godt. Imidlertid hørtes et Par dæmpede skrig. Det var Rasmus fra Trunderup, Granaten havde i sit Fald næsten afrevet venstre Arm og Skulderblad. Ambulancen tog ham og bar ham bort, men de kom ikke langt, før han havde opgivet Aanden. Kampen i skyttegravene endte snart, thi Vore matte trække sig tilbage i den befalede Retning; men Nogle bleve afskaarne og tagne til Fange. Vi havde altsaa ingen Kjæde paa dette Strøg, derfor bleve enkelte Lytteposter stillede ud imellem os og Fjendens Kugler, og gik han paa, var der ingen rimelig udsigt til, at de skulde kunne undgaa deres egne Kammeraters. Det var en uhyggelig Plads, og jeg mindes heller ikke, at nogen meldte sig frivilligt dertil, saa man toges efter Tur. Vi kaldte det at være Offerlam. Episoden forgår natten mellem den 13. og 14. april 1864 foran Skanse 1 og 2.