1864-Arkivet

Den 20’ende opholdt jeg mig i en af venstre fløjs skanser. Det var et prægtigt solskinsvejr, men forbistret koldt. Hele dagen kæmpede vore batterier med fjendens; hans skød fra tre batterier, vi fra Skanserne 1, 2, 3, 4 og 5, men mest fra nr. 2. I Skanse 4 stod på det højeste sted en post, hvis bestilling det var at observere det øjeblik, da glimtet fra en fjendtlig kanon meldte et projektils snarlige ankomst. Så han glimtet, råbte han “dæk!”. På dette kommandoord, der lød højt og klart ud i den rolige luft, gjorde alle i nærheden sig beredte til at modtage den på en passende måde. Hvo som befandt sig tæt ved en jordvold, trykkede sig tæt op til denne; var man ikke i nærheden af en sådan, kastede man sig plat ned på jorden. Granaten eller bomben kom nærmere, susede forbi og gik videre; eller den slog ned et sted i nærheden og sprang uden at anrette videre skade; eller den sprang i luften. I dette sidste tilfælde susede alle dens stumper ind over os og faldt ned i en vid omkreds. Artilleristerne, der var mest fortrolige med granaterne, undlod aldrig at forsikre, at dette sidste tilfælde var det værste. Dette “dæk!” lød omtrent hvert minut hele timer igennem, så det just ikke var af de aller morsomste begivenheder at gøre en tur til skanserne den dag. Under den stærkeste kanontorden lå mange såvel artillerister, som infanterister og sov i skanserne, som om sagen ikke i mindste måde angik dem, som om der ikke næsten daglig dræbtes og lemlæstes mennesker ved disse granater og bomber.