1864-Arkivet

Et Par Dage før Dybbøl blev taget, kom en forhenværende Marineofficeer, van de Welde (Velde), til mig, forsynet med en særdeles varm Anbefaling fra Kontorchef Jonquiéres, og med Anmodning om at være ham til Hjælp, hvor jeg kunde. Det var saa heldigt, at jeg netop paa den Tid havde faaet et meget rummeligt Kvarteer hos den brave Hjulmand i Ulkebøl, saa van der Welde kunde flytte ind og boe sammen med mig. Det var en ædel og christelig Mand, der navnlig under andre Forhold vilde have været højst interessant at leve sammen- med. Han havde opgivet sin Plads i den hollandske Flaade, havde gjort to længere Ophold i Orienten: en Gang for at foretage den første trigonometriske Opmaaling af det hellige Land, og anden Gang som Delegeret fra den Kommittee, der havde dannet sig i Europa for at antage sig de Christnes Sag i Syrien efter det Blodbad, der for nogle Aar siden var anrettet paa dem. Nu levede han i Genf, deels for at udarbejde et Værk over Palæstina, og deels for christelige og filantropiske Foretagender. Han var kommen til Danmark, for hvis Sag han havde levende Sympathie, som Udsending fra en international Kommittee i Genf, hvis Hovedmaal var at tilvejebringe Foreninger til Pleje af Saarede og Syge i Felten, for at yde saavel personlig Tjeneste paa Valpladsen og Lazaretherne, som Bidrag, i Penge; han, førte saaledes en Deel Portvin med sig. Efter et kor t Ophold i Kjøbenhavn, kom han nu for at tilbyde sin personlige Tjeneste ved Ambulancerne og paa Sygestuerne. Mig vandt han snart ved sin beskedne, milde og elskværdige Personlighed, og han maatte blive afholdt af Alle, med hvem han kom i Berøring; men det var mig alligevel en Gaade, hvorledes han, der talte Hollandsk, Engelsk, Fransk og Tysk, vilde komme i nærmere Forhold til de Syge, hvilket ogsaa senere viste sig ugjørligt. Hertil kom endnu en anden vigtig Mangel, nemlig hans Helbred, som intet Andet kunde opveje. Da det var ham meget magtpaaliggende at komme til at gjøre Gavn saa snart som muligt, meente jeg, at det var rigtigt strax at føre ham, in medias res, og foreslog ham derfor at gaa over i Stillingen til den kommanderende Artilleriofficer, de Jonquiéres, som ikke blev overgaaet af Nogen, hverken i mod eller Dygtighed; men denne fraraadede paa det Bestemteste van de Welde at give sig i Løvens Gab. Da der dog i den ædle Mand var en stor Trang til Virksomhed, fulgte jeg ham hen til en Overlæge, jeg kjendte; men det Syn, der ved Indtrædelsen mødte os, nemlig en Mand, hvis hele ene Side var oprevet saaledes af en Granat, at Indvoldene hængte ud, kunde nok gjøre En benauet. Medens jeg i al Hast præsenterede min nye Gjæst og derpaa gik bort, blev van der Welde, men kom kort efter hjem med den beklagelige Bemærkning, at han var besvimet. Senere modtog jeg en Seddel fra Overlægen, hvori han bad om at blive friet for slige Tilskuere; «thi han havde faaet mere at gjøre med denFremmede end med den Saarede. Van der Welde kjørte med mig til Augustenborg Dagen før Stormen, men følte selv, at hans Kræfter ikke slog til at gaa paa Stuerne. Da jeg faa Dage efter forlod Als, overlod jeg ham til Prip, som foreløbig forblev der. Noget Udbytte af sit Ophold, troer jeg ikke, han fik, men hans Ophold og venlige Sind imod os var dog ligesom et Lysglimt, der blev skjønnet paa, til en Tid og paa et Sted, hvor Fred syntes banlyst, og hvor man ikke saae andre Fremmede end nogle kolde, for vor Sag tilsyneladende ligegyldige Fremmede, Avisreferenter, der traskede om og snuste efter Nyheder. Det er langtfra, at jeg vil have det anseet som en Bebrejdelse, naar jeg har omtalt van der Weldes Besvimelse; der hører usædvanlig stærke Nerver til at bære en saadan Byrde; det følte jeg selv, da jeg samme Dag, ved et endnu værre Syn paa Lazarethet, befandt mig saa ilde, at jeg maatte søge ud i det Frie.

Erik Høyer Møller, Feltpræst

“Livs- og Krigserindringer af en gammel feltpræst” af Erik Høyer Møller (København 1894), side 262-265.