1864-Arkivet

‹ Ét niveau op

Vi kæmper for vore undertrykte brødre

Erik Skram blev født den 10. marts 1847 i København som søn af jernbanedirektør Gustav Skram. Erik Skram blev stærkt grebet af krigen i 1864, hvorfor han flygtede fra Metropolitanskolen og meldte sig til hæren som officersaspirant kun 17 år gammel. Trods sin unge alder blev han antaget. Skram blev såret og taget til fange på Als den 29. juni 1864. Han lå flere måneder på Augustenborg lazaret. Efter krigen blev Skram journalist og forfatter. Han døde den 21. november 1921.

Pludselig opstod der et endnu værre Spektakel mellem Prøjserne end hidtil. De raabte og truede med Ansigterne vendte ind imod Kløvermarken, ved hvis Yderkant vi befandt os. Anledningen var en enlig dansk Soldat, som bag Prøjsernes Stilling med sit Gevær i Hvil kom spaserende tværs over Marken. Jeg kunde se, at hans Hensigt var at slutte sig til en Gruppe danske Fanger, som uden Vaaben stod i den fjærneste Krog af Marken, bevogtet af en lille Kommando Prøjsere, og at han ikke drømte om, at det var hans Gevær, som voldte Raseriet mellem de Folk, jeg var iblandt. Fyren saa, dog ikke farlig ud, og det endte ogsaa med, at der ikke blev skudt paa ham, hvad flere havde været nær ved. Men en af de værste Brølere kom pludselig hen til mig, og med den ondeste Mine, jeg ved at have set, satte han mig Bajonetten for Brystet og raabte ind i Ansigtet paa, mig: “Sind Sie ein Schleswiger?” Jeg overvejede ganske rolig, at hvis jeg svarede nej, overensstemmende med Sandheden, kunde det være galt, og at hvis jeg svarede ja, kunde det ogsaa, være galt; jeg sagde derfor ingenting, og Officeren med de to danske Sabler rakte hurtig den Haand ud, hvori han holdt Lommekniven, og sagde: “Können Sie Ihn liegen lassen, er ist ja verwundet”. At jeg havde faaet Bajonetten i mig, hvis jeg havde svaret galt, nærer jeg ikke ringeste Tvivl om, men det hele Optrin gjorde for øvrigt ikke noget særdeles stærkt Indtryk paa mig. Nærmest forekom Mandens Optræden mig aldeles urimelig, og saa undrede det mig, at der mellem de menige Prøjsere kunde være saa stærke Lidenskaber for eller imod Slesvigerne.
Nu begyndte de danske Kugler at falde ret tæt i Prøjsernes højre Flanke, og med megen Raaben kastede hele Styrken sig over bag Tværgærdet. Den industrielle Officer forandrede ikke synderlig paa sin Stilling; han saa hen til mig, rystede paa Hovedet og smilede: “Die Dänen schiesen immer zu hoch”, sagde han. Men da han mærkede nogen Uro paa mig – jeg begyndte virkelig at blive angst for at rammes af en af vore egne Kugler -, gav han en ung Soldat Ordre til at føre mig bort.
Jeg kunde uden synderlig Vanskelighed rejse mig op og gaa støttet af Soldaten, og vi gik da over den frodige Kløvermark, hvorfra Fangerne nu var fjærnede, og hvor der stod noget Ungkvæg tøjret. Et smukt, brunt Dyr laa ihjelskudt i sit Tøjr. Min Følgesvend var et elskværdigt ungt Menneske. Der var noget blidt i hans Maade at hjælpe mig paa. Jeg antager, at det var en af de einjährigen, hans Tale lød dannet, og hans Organ var kønt. Det var et begejstret Menneske. Han snakkede til mig om, hvor skønt det var at gaa i Krig for den underkuedes Ret. “Unser Bruderstamm” kom flere Gange igen, “unsere armen Brüder”. Jeg blev ivrig og vilde staa stille et Øjeblik for at finde et Par kraftige Gloser, som skulde jage hans Begejstring bort, men det tyske Sprog overvældede mig som før Kuglerne; havde han ikke holdt paa mig, var jeg falden over Ende. Han lo stilfærdig og opmuntrende. “Vi skal ikke tale mere om det”, sagde han, “men blot se at finde et Sted, hvor De kan være i Sikkerhed, saa maa jeg tilbage – meine Fahne und meine Pflicht ruft mich”.