1864-Arkivet

Fra mit Lasaretliv har jeg mange gode Minder. Jeg ved, at de danske saarede som Patienter for deres Taalmodigheds Skyld var mere afholdte- af de prøjsiske Læger og de barmhjærtige Søstre, end disses egne Landsmænd var det. Det gav Tonen paa Lasaretet en for os Fanger behagelig Vending. Vi havde det saa godt, som man paa et militært Sygehus kan have det, og bedre end, om vi havde ligget under den noget smaalig strænge danske Kommando. Nonnerne var hyggelige Plejersker, og der var en god Aand hos de tyske Sundhedstroppers Under officerer og Menige. For en Del blev vi imidlertid betjente af den fangne danske Lasaretbesætning, der var mere villig end strængt taget duelig. Vore Fornøjelser bestod i at ryge Tobak, læse Romaner og Rejsebeskrivelser og modtage Visiter. Af disse sidste foretrak vi alle som en Damernes. De var til alt Held ogsaa de flittigste til at komme. Den Gang var der endnu ikke faa danske Familjer i Flækken Avgustenborg.
Hovedbegivenheden for mit Vedkommende var en lille Operation, som befride mig for det Patronhylster af Pap, der var fulgt med Kuglen paa dens hidsige Fart igennem mit Underliv. Hylsteret plejer at falde af umiddelbart uden for Mundingen af Geværløbet, og derfor var dette Fund i min Bughule enestaaende og fik vor livlige westfalske Stabsarzt til at gøre Dansetrin paa Gulvet, hvilket jeg opfattede som en Heeder. “Sie sind doch furchtbar nahe gewesen. Ich war in der Meinung, es wäre mürbe Knochen”. Og dermed fik jeg Patronhylsteret overleveret tillige med nogle Benfliser, der var slaaet af Hoftekammen og fundet i samme Svulst, hvor Hylsteret havde fort et Par Maaneders stille Tilværelse.
Efter dette varede det ikke længe, før jeg kunde være oven Senge. Og da Kornet var kommet af Markerne, kunde jeg begynde at gaa smaa Ture i Slotsparken, der strækker sig langs den inderste Vig af Augustenborg Fjord.