1864-Arkivet

Et Øjeblik derefter stod jeg atter paa min plads i Skyttegraven. Det var Morgenen den 16de April. Vi og Fjenden stode nu hinanden temmelig nær i Kjæden, der var næppe over 300 Alen imellem os og kun den flade Mark. Den ene gjorde ikke den Anden Fortræd; tværtimod, det kom snart til at gaa alt for venskabeligt til. Granaterne sejlede stadig over vore Hoveder fra begge Sider, stundom kom de saa nær, som skulde de tage vor Haartop med, men det var dog ikke Meningen, Skuddene gjaldt Skanser og Batterier og ikke Forpostkjæderne. Vore Dybbølskanser laa, som bekjendt, paa et Højdedrag, men kjæden stod nu neden for Bakkeskraaningen, hvor Jordsmonnet i Foraarstiden var meget fugtigt, især da vi, for i Tilfælde af Angreb dog at have lidt Dækning, havde gravet Render, de saakaldte Skyttegrave, at staa i; men den Suppedas huede ikke Forpostdelingerne af 17de Regiment, som stod Syd for os, saa nogle af dem lagde Bøsserne og nærmede sig med Hilsen og Nik til Prøjserne i en forladt Gaard imellem Kjæderne for at hente Tag til at lægge under Fødderne. Nogle Prøjsere lagde ogsaa deres Bøsser og gik hen til dem. Da en Dansker i sin Graadighed havde bundet et større Knippe, end han vel kunde magte, hjalp en Prøjser ham det paa Nakken og fulgte ham et Stykke paa Vei. Men det blev ikke derved. Lidt efter kom Prøjserne slæbende med en stor Kjedel Kaffe. Kjedelen kunde rumme flere Spande; men om den var fuld, veed jeg naturligvis ikke, dog manglede der næppe meget deri. Denne Kjedel har de, idet de dog stadig standsede og gjorde Venskabstegn med Huer og Hænder, hvilke stadig besvaredes fra 17de, lige op i de danske Skyttegrave, hvor saa et længere Kaffeselskab holdtes. At dette maate drage Følger efter sig, var let at skjønne, kun undrede det mig, at Befalingsmændene, der baade fra Skanserne og Skansemellemrummene kunde og burde overse, hvad der foregik i Kjæden, ikke hurtigt skred ind for at dæmpe den overvættes Venskabelighed. Samme Aften fangede Prøjserne 37 Mand af 17. Regiment. Imidlertid, Sligt er i høi Grad morsomt, Selskabelighedsaanden fik ogsaa Indpas i 6te Regiment, ja selv i den Skyttegrav, hvor jeg havde Stade, saa mine nærmeste Kammerater begyndte at lette Huen for Prøjserne, vinke og drikke dem til. Prøjserne gjentog Tegnene, lagde Vaabnene og begyndte saa smaat at nærme sig. Jeg skammede mine Kammarater ud, fordi de vilde pleie venskabelig Omgang med Folk, med hvem de maaske om fem Minutter skulde slaas paa Liv og Død, og hvis Granater stadig gik over vore Hoveder for at lemlæste eller dræbe vore bag ved staaende Brødre. “Aa”, svarede man, “Prøjserne ere ogsaa Mennesker; men Du vil altid have, at det skal gaa saa lovformeligt til.” “Lige saa lidt som I burde have haanet dem, da vi sidst stode her, lige saa lidt burde I nu holde Samkvem med dem, især da I veed, at det er strengeligt forbudt. Vi staa kun i Forhold til dem som Fjender, og Et vil jeg sige Jer, vover nogen af dem – enten I saa have lokket dem eller ei – at sætte sin Fod i denne Skyttegrav, dræber jeg dem, og det burde jeg have gjort for længe siden; men jeg kan ikke godt gjøre det, da de komme aldeles vaabenløse.” “Saa kunne vi gaa Halvveien!” sagde endelig Vore. “Det bliver Eders Sag; men jeg fraraader det; der kommer bestemt Noget efter, og bliver der forhør, navngiver jeg Enhver, som forlader sin Plads, og I veed, at hvad jeg lover, det holder jeg, og jeg kjender Eder Alle saa temmelig godt.” Mine Advarsler frugtede ikke, den Ene efter den Anden listede af, tilsidst stod jeg alene i Skyttegraven, hvor vi skulle være en halv Snes Stykker. Sammenkomsten holdtes paa fri Mark mellem 100 og 150 Alen fremad og til høire for vor Skyttegrav. Der var vel et halvt hundrede – kanske flere – i hoben, omtrent ligemange tyske og danske, og det gik meget venskabeligt til. Man spiste og drak af hverandres Forraad, talte med Mund og med Miner, ja der var endog To, kyssedes! Meget, som Prøjserne kunde have Nytte af, fik de dog ikke at løbe med, da den Eneste, som ret kunde tale med dem, kun gav opdigtede historier tilbedste. Prøjserne spurgte: “Kan Eders Skanser nu snart holde ud mere?” Danskeren: ” Nei, de ere – som I kunne se – næsten jævnede med Jorden; men”, han hviskede som i Fortrolighed, “Vogt Jer for dem, som ere bag ved!” Prøjseren forbavset: “Er der nogle bagved?” Danskeren: “Ja, en hel Række, og disse mangel aldeles Intet!” Prøjseren: “Hvorfor bruge I dem da ikke?” Danskeren ” For ikke at vise Jer, hvor de ere; men naar I komme nærmere, ville I nok finde dem!” Prøjseren: ” Er det fra dem, de Store komme om Natten?” Danskeren: ” Ja! Ville I ikke snart til at storme?” Prøjseren: “Det varer næppe mange Dage; men vi have 7000 Rekrutte underveis, som skulle komme og gaa i Spidsen, for vi Andre, som vare med Påskemorgen, skjøtter ikke om den Ære!” Danskeren: “Nei, det maa Du nok sige to Gange; thi der bliver haardt, naar I komme til den anden Række!” Imidlertid stod jeg i skyttegraven og var grumme ilde tilmode. Strengt taget burde jeg skyde paa Flokken; men Prøjserne vare komne vaabenløse, mine Kammerater havde blandet sig imellem dem og vare ikke bedre end de, og skyde uden at ramme vilde jeg ikke, det skulde være Alvor. Men der skal noget til, før man skyder hen imellem en Flok Kammerater. Da knaldede et Par Riffelskud oppe fra skansen, kuglerne slog i Jorden tæt ved Klyngen, der i Huj og Hast foer til hver sin Side, uden at faa Tid til flere Kjærtegn og Kys. Saavist jeg veed, var det en af vore Bataljonskommandører, der skød efter dem. Mandskabet var noget slukøret, da det atter stod i Skyttegravene, og jeg smaadrillende spurgte dem ud om Eventyret, medens de aad af Prøjsernes sure “Fintbrød” og drak af deres gamle “Romere”; thi de frygtede vel sagtens, som rimeligt kunnde være, for Eftersmækket. Men to Døgn efter faldt Dybbølstillingen, og dermed syntes ogsaa denne Sag at være bragt ud af Verden.