1864-Arkivet

Saa gik det videre nord paa. Løjtnanten ved min Deling, som sammen med Kompagnikommandøren gik i Spidsen for Kolonnen, vendte sig imod os: “Skal vi ikke ha’ en Sang, Folk?”. Jo, Folkene stemte i, og jeg sang i Dagens Anledning med. Ellers plejede jeg for min Aspirantværdigheds og mine falske Toners Skyld at forholde mig tavs. Men saa gik det med et op for mig, at der maatte være noget galt paa Færde. Kanonilden var ganske vist omtrent hørt op, men Officererne saa overvejende betænkelige ud. Var det en Maade at rykke frem til Sejr paa? Da kom ved et Sving af Vejen det flygtende Fæstningsartilleri fra Skanserne ved Alssund imod os. De gik i Orden og under Kommando, men Disciplin var der ikke blandt dem. Da de rykkede forbi os paa Landevejen, raabte de: “Hvad Fanden vil I? – Fjerde Regiment er taget, femte er sprængt, om lidt er Prøjserne her! – Stik I bare af igen! – Vi gaar til Kajnæs (Kegnæs)!”
Et vældigt Stød for Brystet vilde ikke have gjort et mere dumpt og afskyligt Indtryk paa mig. Jeg følte en rasende Forbitrelse mod disse Mennesker, der raabte, som om de var i godt Humør, og havde vi i det Øjeblik faaet Befaling til at skyde dem ned, havde jeg uden Betænkning lagt an og trykket af. Men ikke en af deres eller vore Officerer sagde et Muk, og vi kom forholdsvis hurtig forbi hinanden paa Vejen.
Saaledes stod det altsaa til! Als var ved at blive taget af Prøjserne. Men hvor var dette muligt?
Jeg gik i en Døs. Folkene havde holdt inde med Sangen. Saa kom der en Ordonnans ridende op igennem Kolonnen. Der blev bag fra raabt: “Ordonnans, Ordannans!” og Soldaterne veg ud til begge Sider for Dragonen, som i skarpt Trav kom frem midt ad Vejen. Det saa svært feltmæssigt ud, og jeg fik paa en Maade mit Humør igen. Det forekom mig, at Folkene gik langsommere nu end før, og jeg skyndte paa dem. Bag ved havde de paa ny stemt i med: “. . . Og den har Tysken haanet og traadt den under Fod . . . “ , og det ærgrede mig, at ingen hos os gav Tonen an til atter at synge.