1864-Arkivet

Om Aftenen den 2den April var det Bestemmelsen at jeg skulde blive i Forpostkommandørens og mit fælles Kvarter for at passe paa Tøjet, men. jeg maatte opgive det; der kom lovlig mange Granater. Jeg gik saa ud for at finde Natteleje et andet Sted. Der var ikke hyggeligt at gaa i Sønderborg Hovedgade den Nat. Granaterne slog ind i Husene rundt om, og Tagstenene raslede med stort Rabalderned paa, Gaden mellem de flygtende Beboere, der skyndte sig nordpaa, belæssede med deres Sengklæder og andre Ejendele. Jeg fik Natteleje i en Ingeniørofficers Kvarter med den Bemærkning, at Sengens Ejer kunde ventes om Morgenen; han kom ogsaa, jog mig ud og krøb selv tilkøjs. Mens jeg stod og vadskede mig, slog en Granat ned i Genbohuset, saa Tagstenene raslede ned paa Gaden. Ingeniøren var øjeblikkelig faldet i Søvn; han foer op med Raabet: »Hvad er det?« »En Granat« svarede jeg, temmelig tvært. Her er vist ikke sikkert?« sagde han tvivlraadig. Da kom der en ny Granat, som kastede en Skorsten ned paa den anden Side af Gaden med et stort Spektakel. Nu foer Manden ud af Sengen og forlod Huset efter at have indbudt mig til Frokost. Da jeg kom hen, hvor vi skulde spise, – det var i et Hjørneværelse med Vindu til begge Sider – var Stuen skudt ud i eet, og der var ingen Frokost. Jeg gik hen til mit Kvarter for at se efter Tøjet; begge Nabohusene stod i Brand, og Flammerne slog ind ad Husets sønderskudte Vinduer. Dørene fandt jeg lukkede; jeg sprængte dem, og fik ved Hjælp af et Par Soldater Tøjet slæbt i Sikkerhed. Da jeg kom ned ad Trapperne, stak en ung Pige Hovedet op af Kælderlemmen. Jeg forklaredehende den farlige Stilling hun befandt sig i; Huset vilde snart brænde og styrte sammen over hende, hvis ikke en Granat forinden gjorde Ende paa hendes Liv. Hun svarede at hun blev der; hun havde lovet sin Madmoder at passe paa hendes Tøj, og lod sig ikke rokke, hverken af Trusler eller Bønner. Jeg maatte da sende Bud ud til Forpostkommandøren, og indtrængende opfordre ham til at skaffe en Vogn, idet jeg forklarede ham, at Pigen ellers ufejlbarlig vilde blive enten kvalt i Kælderen eller dræbt af en Granat. Det har ikke været let at skaffe den Vogn; men den kom. Pigen blev nu sammen med sin Madmoders Tøj kørt ud paa Als; hun havde holdt sit Løfte. Hvad mon den Piges Skæbne er blevet? Hun staar ofte for mine Øjne: lille og uanselig, men med en Pligtfølelse og staalsat Vilje. Lever hun endnu, maa hun være over 60 Aar.

Carl Vilhelm Behagen Castenschiold, født 14. februar 1837 og død 23. juli 1919. Afsluttede i 1861 en uddannelse ved Polyteknisk Læreanstalt som mekaniker og meldte sig derefter som officersaspirant ved Artilleriet og blev i 1862 udnævnt til sekondløjtnant. Han blev indkaldt i slutningen af 1863 og kom til tjeneste i Dybbølstillingen, hvor han vandt sig et anset navn som kommandør for skanse 2, idet han skiftede med løjtnant Anker. Anker kommanderede den 18. april, hvorfor Castenschiold den dag anvendtes først i Nordre Brohoved og senere i Kirkebatteriet, hvor han blev såret. Han gik samme efterår ind på den Kongelige Militære Højskole og blev 1866 premierløjtnant i artilleriet. Allerede året efter købte han sit fædrene gods Borreby, og blev med liv og sjæl landmand. Snart overdroges ham forskellige tillidshverv, og 1879 blev han medlem af Privatbankens Bankråd, 1889 præsident i det kgl. Landhusholdningsselskab. Ved mindefesterne for krigen 1864 i 1914 holdt han mange foredrag om sin deltagelse i samme og hædredes 18. april med fortjenstmedaillen i guld.