1864-Arkivet

I de første Dage var det særlig Nr. II, der var Skive for Kanonerne fra Broager; senere fik ogsaa de andre Skanser deres Del. Da de var saa godt som ude af Stand til at besvare denne Ild, fik Nr. II Ordre til, naar den blev dem for generende, at trække Ilden paa sig ved forceret Skydning. Det var en, Ordre, som passede os; der er ingen Fornøjelse ved at lade sig overdænge med Granater og miste Mandskab og Materiel, naar man ikke maa bide fra sig efter Evne. Mindre let var det dog, naar vi samtidig skulde efterkomme en anden Ordre, som bod ,os at spare paa Ammunitionen, af Hensyn til de ikke ret store Beholdninger. Fjenden sparede saavist ikke paa Ammunitionen. Skulde vi have raabt Dæk, hver Gang vi saae en Kanon give Ild derovre, var det snart blevet til Dæk allesammen. Men den preussiske Granat var c. 13 Sekunder om at passere Vemmingbund. En dygtig Observationspost kunde nok vente c. 10 Sekunder, for at blive klar over, hvor Granaten skulde hen. Se den kunde man ikke; men man lærte efterhaanden at høre paa dens Lyd, hvor den skulde hen, til Sønderborg, til Dybbøl Mølle, helt op til Nr. VI, eller ned til os. Og man kunde nok dække sig paa 3 Sekunder; det fik man snart Øvelse i. Men hørte man Granaten brøle i Luften, var det yderste Øjeblik; saa var den der med det samme. 

Carl Vilhelm Behagen Castenschiold, født 14. februar 1837 og død 23. juli 1919. Afsluttede i 1861 en uddannelse ved Polyteknisk Læreanstalt som mekaniker og meldte sig derefter som officersaspirant ved Artilleriet og blev i 1862 udnævnt til sekondløjtnant. Han blev indkaldt i slutningen af 1863 og kom til tjeneste i Dybbølstillingen, hvor han vandt sig et anset navn som kommandør for Sanse 2, idet han skiftede med løjtnant Anker. Anker kommanderede den 18. april, hvorfor Castenschiold den dag anvendtes først i Nordre Brohoved og senere i Kirkebatteriet, hvor han blev såret. Han gik samme efterår ind på den Kongelige Militære Højskole og blev 1866 premierløjtnant i artilleriet. Allerede året efter købte han sit fædrene gods Borreby, og blev med liv og sjæl landmand. Snart overdroges ham forskellige tillidshverv, og 1879 blev han medlem af Privatbankens Bankråd, 1889 præsident i det kgl. Landhusholdningsselskab. Ved mindefesterne for krigen 1864 i 1914 holdt han mange foredrag om sin deltagelse i samme og hædredes 18. april med fortjenstmedaillen i guld.