1864-Arkivet

Vi havde blandt Skanse 2’s Mandskab nogle meget gode Sangere, og det var ikke saa sjældent, naar Vejret var smukt, og Dagens Sysler var endt, at de i Aftenstunden samledes inde i Skansen og sang nogle flerstemmige Sange, og der samledes da i Reglen en ikke saa ganske lille Tilhørerkreds omkring dem. Jeg mindes meget godt, at navnlig Sangen: “Fred hviler over Land og By” ofte blev sunget firstemmigt, og at den lød overordentlig smukt. Og det var ikke alene, før vi begyndte at slaas med Tyskerne, men ogsaa efter, naar det undertiden var en stille Aften, og der ellers var nogenlunde Ro i Forholdene.

I denne Tid traf det en Gang, at en Premierløjtnant havde Kommandoen over Infanteribesætningen i Skansen. Det var en smuk Aften. Jeg, ved ikke, om han mente, Fjenden kunde høre det, eller af hvad Grund, men han forbød Sangen. Artilleristerne blev meget fornærmede derover, da de syntes, at Infanteri-Officeren tiltog sig Kommandorettighed, hvor han efter deres Mening – ingen havde. Jeg blev anmodet om at gaa ind til Løjtnant Anker, som opholdt sig i sin Vagthytte, og gjøre en Forespørgsel angaaende det ubehagelige Forbud. Det vakte nogen Forbavselse hos Anker. “Jeg havde dog hidtil troet”, sagde han, “at jeg var Kommandør her paa Skansen, men det lader nu til, at det er noget tvivlsomt. Vil De sige Folkene, at de maa synge saa meget, de vil, naar alt foregaar med Sømmelighed og Orden.” Havde der ikke været Sang før, saa blev der nu, og jeg ved da heller ikke, hvad Skade det kunde gjøre, selv om Fjenden kunde høre det. “Han kan jo da med det samme høre«, sagde en Konstabel, “at vi er ikke langt borte.”