1864-Arkivet

Kl. 12½ kom det første Skud fra Broager. Vi var alle samlede i Barakken og sad i smaa Klynger omkring vore Kogekjedler, hvis Laag var fyldt med Grønkaal, men vi fik andet at bestille end søbe Kaal. Det første Skud ænsede vi ikke stort, om end det klang os lidt fremmed i Ørene. Vi troede nemlig, det var Løjtnant Anker, – som jo opholdt sig i sin Vagthytte ved Broen, der var gaaet ind paa Batteriet og havde fyret en af Kanonerne af, som stod ladte. Dette Skud var rettet mod Skanse 1 og ramte Skorstenen paa dennes Krudtmagasin, men straks fulgte det næste, som gjorde os lysvaagne. Granaten faldt nogle faa Skridt neden for vor Barakke, og Stumperne slog igjennem Brædderne ind imellem os uden dog at gjøre anden Virkning end, at de fremkaldte nogle Vittigheder hos enkelte og i det hele en stærk, urolig Bevægelse. “Naa, nu faar vi nok strøet Krydderi paa Maden”, sagde en Konstabel ved Navn Bie. “Hvad behager? Saadanne Stumper! Jeg tror ved den levende Bismarck, at selv Halmen ryster. Saa, nu er det nok paa Tiden at lette. “Riflede” Konstabler, (- siden vi fik riflede Kanoner ud paa Skansen, var det nemlig bleven Skik, at alt, hvad der duede noget, kaldtes “riflet” -) “nu skal I ud af Hytten, for nu springer min Kogekjedel snart i Luften.” I det samme ramte en Granat Hytten og sprængte Brædderne, saa de hang ned fra begge Sider. Ud fór dens Beboere næsten oven paa hinanden. Nogle fik Tornystrene med, andre ikke. Nogle manglede Lædertøjet, andre Brødposerne. Atter andre gik i Trætøfler og fik ikke Tid til at tage Støvlerne med. Løjtnant Anker stod i Barriereporten med dragen Sabel og brølede med Tordenrøst: “Mandskabet til Kanonerne!” At udføre denne Kommando tog ikke lang Tid, enhver vidste sin Plads og sit Arbejde, ogsaa de, som var ansatte ved Magasinerne, og nu begyndte vi at optage Kampen med Fjenden, svarede med de faa riflede Kanoner, vi havde til Raadighed. Ogsaa en 84-pd. “svær” Granatkanon, der stod paa en saakaldt Slæde, blev drejet om i Flanken imod Broager.